Højesteret har for nylig taget stilling til forrentning af et forsikringsselskabs krav på refusion af ydelser, som selskabet havde betalt til en medarbejder i forbindelse med en arbejdsskade. Højesteret fastslog, at forsikringsselskabets anmodning om genoptagelse af arbejdsskadesagen og sagsanlæg herom ikke udgjorde en sådan retsforfølgning, som kunne begrunde forrentning efter rentelovens § 8, stk. 1. Der forelå heller ikke særlige forhold, der kunne begrunde forrentning fra et tidligere tidspunkt.
Sagens oplysninger
Baggrunden for sagen var, at selskabet X havde tegnet lovpligtig arbejdsskadeforsikring hos forsikringsselskabet Y. Ved afgørelse af 15. juni 2009 anerkendte Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) en tilskadekomst af en medarbejder hos X som en arbejdsskade efter arbejdsskadesikringsloven. I afgørelsen lagde AES til grund, at X var sikringspligtig arbejdsgiver, hvilket indebar, at Y var forpligtet til at betale den erstatning og godtgørelse, som den tilskadekomne medarbejder måtte blive tilkendt som følge af arbejdsskaden.
Y anmodede den 17. november 2009 AES om at genoptage arbejdsskadesagen og i den forbindelse træffe afgørelse om, at selskabets forsikringstager X ikke var sikringspligtig arbejdsgiver i forbindelse med arbejdsskaden. Senere anlagde Y sag mod AES med samme påstand. Efter et længere sagsforløb, hvor der fremkom ny oplysninger, traf AES den 27. januar 2016 afgørelse om, at X ikke – som hidtil antaget – var sikringspligtig arbejdsgiver i forbindelse med arbejdsskaden. Y skulle derfor have refunderet det beløb, som selskabet indtil da havde betalt til den tilskadekomne. Parterne, AES og Y, var dog uenige om, fra hvilket tidspunkt Y havde krav på renter af refusionskravet.
Byretten fandt, at Y’s krav måtte vurderes ud fra rentelovens regler om formueretlige krav. Den erklærede sig dernæst enig i AES’ påstand om, at Y havde krav på renter af sit refusionskrav fra den 7. august 2015, hvilket var fire uger efter, at AES havde de tilstrækkelige faktiske oplysninger til bedømmelse af Y’s krav, jf. rentelovens § 3, stk. 3. Der var desuden ikke grundlag for at anerkende Y’s påstand om forrentning fra et tidligere tidspunkt end anerkendt af AES. Landsretten nåede frem til samme resultat.
Højesterets afgørelse
Højesteret fandt – i modsætning til landsretten – at Y’s krav på refusion modsvarede ydelser efter arbejdsskadesikringsloven, som er pengekrav uden for formuerettens område.
Efter rentelovens § 8, stk. 1, forrentes pengekrav uden for formuerettens område som udgangspunkt fra den dag, hvor fordringshaveren begyndte retsforfølgningen til betaling af gælden. Y’s anmodninger om genoptagelse af arbejdsskadesagen i AES indebar ikke en sådan retsforfølgning, som kunne begrunde forrentning efter rentelovens § 8, stk. 1. Det samme gjaldt Y’s sagsanlæg om genoptagelse af sagen, hvor der ikke var blevet rejst krav om refusion.
Der forelå desuden ikke sådanne særlige forhold efter rentelovens § 8, stk. 2, jf. § 3, stk. 5, at Y havde krav på forrentning fra et tidligere tidspunkt, end anerkendt af AES.
Højesteret stadfæstede herefter dommen.
Bech-Bruuns kommentar
Afgørelsen illustrerer, hvordan ”retsforfølgning” efter rentelovens bestemmelser skal forstås i sager om arbejdsskader. Det er i den forbindelse centralt, at retsforfølgningen reelt angår betaling af gælden – og ikke blot genoptagelse af sagen, som det var tilfældet i nærværende sag.
Gå ikke glip af vigtig juridisk viden - Tilmeld dig vores gratis nyhedsservice
her →
Har du spørgsmål til dette indlæg, er du mere end velkommen til at
kontakte mig.
-large.jpg)
-medium.jpg)
