Ikke kontraktværneting i Danmark for krav, der udsprang af derivataftaler

Krav, der udsprang af derivataftaler, var konkursretlige og var således ikke omfattet af retsplejelovens § 242, stk. 1. Derfor var der ikke kontraktværneting for kravene i Danmark.

Spørgsmålet for Vestre Landsret var, om der var værneting i Danmark ved Retten i Aalborg i henhold til retsplejelovens § 242, stk. 1.

Kravene i sagen udsprang af derivataftaler indgået mellem det nu konkursramte selskab og de indstævnte. Derivataftaler er finansielle produkter konstrueret på basis af et underliggende aktiv, som er kendetegnet ved, at derivatets værdi afhænger af værdiudviklingen på det underliggende aktiv, i nærværende sag bunkerolie. Ved aftalens udløb vil aftalens ene part således skulle betale penge til den anden part alt afhængig af værdiudviklingen på det underliggende aktiv. Kravene i sagen opstod, fordi olieprisen faldt i derivataftalernes løbetid, hvilket medførte, at det nu konkursramte selskab ville have haft et pengekrav mod de indstævnte, havde det ikke været for konkursen.

Konkursboet argumenterede for, at der var kontraktværneting i Danmark, da der var tale om krav vedrørende kontaktforhold, der skulle opfyldes i Danmark, jf. retsplejelovens § 242, stk. 1. De indstævnte gjorde derimod gældende, at der var tale om konkursretlige krav, idet kravene støttedes på den konkursretlige § 58H i værdipapirshandelsloven, og idet konkursboet tidligere havde fået Østre Landsrets ord for, at sådanne krav var konkursretlige. De indstævnte gjorde endvidere gældende, at sagerne reelt vedrørte opgørelse af parternes økonomiske mellemværender og dermed pengekrav, hvorfor retsplejelovens § 242, stk. 1, under alle omstændigheder ikke kan fandt anvendelse, jf. retsplejelovens § 242, stk. 2.


Vestre Landsrets afgørelse

Vestre Landsret fandt, at der ikke var tale om kontraktforhold med forpligtelser, der skulle opfyldes i Danmark. Landsretten lagde navnlig vægt på indholdet af derivataftalerne samt de nedlagte påstande. Landsretten udtalte i øvrigt i et obiter dictum, at sagerne reelt angik opgørelsen af parternes økonomiske mellemværender og dermed pengekrav, jf. retsplejelovens § 242, stk. 2. Der var således ikke værneting i Danmark i henhold til retsplejelovens § 242, stk. 1.


Bech-Bruuns kommentarer

Sagerne udgjorde prøvesager. Konkursboet må derfor opgive at føre sager om betydelig krav mod derivatmodparter i Danmark, medmindre der opnås tredjeinstansbevilling til at indbringe sagerne for Højesteret.

 

---