Ikke i strid med forskelsbehandlingsloven at afskedige hørehandicappet lægesekretær

Østre Landsret har i en dom af 28. februar 2020 afgjort, at det var retmæssigt, at en region opsagde en hospitalsansat lægesekretær med den begrundelse, at hendes funktionsniveau var sådan nedsat i forhold til kerneopgaverne som lægesekretær, at fortsat beskæftigelse ikke kunne forenes med hensynet til afdelingens drift.


Baggrunden for sagen

A var ansat som lægesekretær på en hospitalsafdeling. A havde en hørelidelse, som indebar, at hun fik svimmelhedsanfald. Lidelsen var kronisk og fremadskridende. Efter ca. ni års ansættelse måtte man konstatere, at lægesekretæren med alle relevante hjælpemidler kun i begrænset omfang kunne varetage telefonbetjening og skrivning efter lyddiktat, som er kernefunktioner for en lægesekretær.

Ledelsen fandt, at en omlægning af arbejdet, så lægesekretæren alene skulle have det ikke-hørekrævende arbejde, ville indebære en uacceptabel belastning af hendes kolleger, som ville komme til at sidde med alle de belastende og krævende arbejdsopgaver.

Lægesekretæren blev herefter opsagt.


Østre Landsrets dom

Østre Landsret fandt, at bestemmelsen om arbejdsgiverens tilpasningsforpligtelse i forskelsbehandlingslovens § 2 a skulle fortolkes i lyset af EU-Domstolens dom i sag C-335/11 og C-337/11, Ring og Werge, præmis 57. Der kan således ikke kræves ansættelse, forfremmelse eller fortsat ansættelse af en person, der ikke er kompetent, egnet og disponibel til at udføre de væsentlige funktioner i forbindelse med den pågældende stilling med de eventuelt påkrævede tilpasninger.

Landsretten udtalte, at tilpasningsforpligtelsen efter forskelsbehandlingslovens § 2 a ikke indebar en pligt for ansættelsesmyndigheden til at samle ikke-hørekrævende opgaver fra andre teams eller afdelinger i en stilling, som lægesekretæren kunne varetage, herunder eventuelt som fleksjob, idet der i så fald ville være tale om etablering af en ny stilling med andre funktioner end dem, som væsentligst karakteriserer arbejdet som lægesekretær.

Afskedigelsen var derfor ikke i strid med forskelsbehandlingsloven.


Bech Bruuns kommentar

Afgørelsen viser, at arbejdsgiverens tilpasningsforpligtelse ikke rækker så langt, at der skal tilbydes en stilling, som i realiteten er af en anden karakter end den, man er ansat til. Dette gælder også for en så stor arbejdsgiver som en region.

Afgørelsen er dermed på linje med den hidtidige praksis fra såvel Højesteret som fra landsretterne.