Hvordan ægtepagten kostede landmanden alt

Dokumentarserien "Når arven splitter os" sendes lige nu på TV2, og den 14. februar 2019 så vi historien om landmand Hans Ole Jensen, som efter 43 års samliv stod uden formue grundet en ægtepagt, der var særdeles uhensigtsmæssig for ham. I denne nyhed får du et indblik i de regler, der medførte, at Hans Ole Jensen måtte forlade sin fødegård, og hvordan man undgår at ende i samme situation.


Særejet skulle sikre hustruen i tilfælde af Hans Ole Jensens død…

Ægtefæller har som udgangspunkt det, der populært kaldes 'formuefællesskab'. Det indebærer, at man i tilfælde af både separation, skilsmisse og dødsfald opgør hver ægtefælles formue (aktiver minus passiver), hvorefter hver ægtefælle afgiver halvdelen af sin formue til den anden ægtefælle. Er en af ægtefællernes formue negativ, sættes dennes til nul kroner, mens den anden ægtefælle fortsat skal aflevere halvdelen af sin formue.

I Hans Oles og hans daværende hustrus tilfælde ville det betyde, at hvis Hans Ole døde, og boet skulle skiftes, skulle halvdelen af hustruens formue gå til betaling af den gæld, Hans Ole havde fra en tidligere tvangsauktion.

Tilbage i 2009 lavede Hans Ole og hans daværende hustru dog en ægtepagt med fuldstændigt særeje. Ifølge ham var formålet med ægtepagten at sikre hustruen og fødegården i tilfælde af hans død, da han på daværende tidspunkt var alvorligt syg.

På grund af det fuldstændige særeje ville et eventuelt dødsbo efter Hans Ole ikke være berettiget til en andel af hustruens formue. Hans Oles kreditorer ville derfor kun kunne kræve betaling via Hans Oles egne aktiver. Dermed undgik man formentlig, at hustruen ville have været nødsaget til enten at sælge gården eller gældsætte sig (og gården) yderligere.


… men særejet gjaldt også ved separation/skilsmisse

Selv om ægtepagten, ifølge Hans Ole, blev oprettet med ét formål for øje – nemlig at sikre hustruen og gården i tilfælde af hans død – så gjaldt hustruens særeje også i tilfælde af separation/skilsmisse. Det fik den konsekvens, at Hans Ole heller ikke var berettiget til en andel af hustruens formue, da hun søgte om skilsmisse, og han står derfor nu tilbage med ingenting.

Det oplagte spørgsmål er: Kunne man ikke bare have aftalt, at særejet kun skulle gælde i tilfælde af død, men ikke i tilfælde af separation/skilsmisse?

Det er imidlertid ikke – hverken efter den nuværende ægtefællelov eller den tidligere retsvirkningslov, der gjaldt, da Hans Ole og hustruens ægtepagt blev oprettet – muligt at aftale, at særeje kun skal gælde ved den ene ægtefælles død. Særeje skal altid gælde i tilfælde af separation eller skilsmisse, mens det kan til- eller fravælges, i hvilket omfang der derudover skal være særeje ved den ene ægtefælles død.


Hvad kan man lære af Hans Oles sag?

Det er vigtigt at få god rådgivning i forbindelse med oprettelse af ægtepagter, så det sikres, at ægtepagten ikke har konsekvenser udover formålet og ægtefællernes intention, og at ægtefællerne fuldt ud forstår disse konsekvenser.

Det er langtfra usædvanligt, at ægtefæller vælger at indgå en ægtepagt om en eller anden form for særeje. Løsningen med en ægtepagt for at sikre den længstlevende ægtefælle er ikke i sig selv betænkelig. Tværtimod er det for mange en både fornuftig og hensigtsmæssig løsning.

I dag kan særeje mellem ægtefæller aftales i en række varianter efter den gældende ægtefællelov, herunder kan der aftales skilsmissesæreje, flere former for kombinationssæreje eller fuldstændigt særeje.

Særejet kan herudover begrænses til eksempelvis kun at vedrøre enkelte aktiver, et bestemt beløb, ens eksisterende formue på det tidspunkt ægtepagten indgås, ligesom særejet helt eller delvist kan tidsbegrænses eller aftrappes løbende. Mulighederne for særeje er mange, og den bedste løsning vil altid afhænge af ægtefællernes individuelle forhold.


Løbende opdatering af ægtepagten er vigtig

Ægtefæller bør altid sikre sig, at de kender konsekvenserne af ægtepagtens indhold i tilfælde af både separation/skilsmisse og død. Ligeledes bør ægtefæller med jævne mellemrum gennemgå eventuelle ægtepagter og testamenter for at sikre, at indholdet stadig afspejler begges ønsker. Som tommelfingerregel bør sådanne dokumenter gennemgås og eventuelt opdateres, når der sker væsentlige ændringer i ens liv og som minimum hvert femte år.

Situationen for Hans Ole ville måske have været anderledes, hvis ægtepagten var blevet taget op til overvejelse, da han blev erklæret rask, eller da gælden fra tvangsauktionen var betalt. I stedet er Hans Oles eneste løsning nu en retssag, hvor han forsøger at få kompensation fra sin tidligere hustru.

Når man – som Hans Ole måske har gjort – afvejer risikoen for, at ens gård tilfalder kreditorerne over for risikoen for en separation/skilsmisse, skal man dog også huske på, at 'bordet fanger'. Når først ægtepagten er lavet, kræver det enighed mellem ægtefællerne at ændre den.