En medarbejder skulle afholde hovedferie i sin fritstillingsperiode, som var lang nok til at kunne rumme både varslingsperiode og ferie. Ifølge Østre Landsret var det underordnet, at hovedferien ikke kunne placeres i den normale hovedferieperiode fra 1. maj til 30. september. Medarbejderen havde derfor ikke krav på feriegodtgørelse fra Lønmodtagernes Garantifond.
En medarbejder var ansat i en virksomhed fra 1. oktober 2008, men ophævede selv sit ansættelsesforhold tre år senere på grund af betalingsmisligholdelse. Medarbejderens fritstillingsperiode var på fire måneder, og medarbejderen var enig i, at ophævelsen kunne sidestilles med en fritstilling med fratrædelse 31. december 2011.
På ophævelsestidspunktet havde medarbejderen 20 feriedage tilbage, heraf tre ugers hovedferie. Både feriedage og varslingsperiode kunne dermed afholdes inden for fritstillingsperioden.
Medarbejderen var enig i, at restferien kunne varsles afholdt i fritstillingsperioden, men protesterede imod at hovedferien kunne placeres i fritstillingsperioden. Ifølge medarbejderen var det i strid med ferielovens varslingsregler at placere hovedferien i fritstillingsperioden, da hovedferien normalt skal afholdes i perioden 1. maj til 30. september.
Medarbejderen krævede derfor feriegodtgørelse fra Lønmodtagernes Garantifond for de tre ugers hovedferie, svarende til 23.023 kroner.
Lønmodtagernes Garantifond afviste kravet, da de mente, at hovedferien kunne anses som afholdt i fritstillingsperioden, når både ferien og varslingsperioden på tre måneder kunne nå at blive afholdt i fritstillingsperioden.
Byretten og landsretten: Hovedferie skulle ikke placeres i normal hovedferieperiode
Byretten kom frem til, at lovens bemærkninger ikke siger noget om, hvornår på året ferien skal afholdes i en fritstillingssituation. Medarbejderen havde derfor ikke krav på feriegodtgørelse.
Østre Landsret stadfæstede byrettens dom og fastslog samtidig, at det ikke er i strid med ferielovens rekreative formål, at ferieafholdelsen i en fritstillingssituation ligger udenfor den sædvanlige hovedferieperiode fra 1. maj til 30. september. Lovens rekreative formål siger, at lønmodtageren skal bruge sin ferie til rekreation og ikke til jobsøgning.
IUNO mener
Domstolene har ikke tidligere specifikt taget stilling til samspillet mellem ferielovens regel om hovedferiens placering og bestemmelsen om varsling og afvikling af ferie i en fritstillingssituation.
Ifølge landsretten har det imidlertid ikke betydning, om hovedferien kan afholdes i den sædvanlige hovedferieperiode, hvis medarbejderen er fristillet.
Dommen betyder, at virksomheder ved opsigelse og fritstilling af en medarbejder ikke skal tage hensyn til, om hovedferien kan placeres i hovedferieperioden fra 1. maj til 30. september, men alene skal tage hensyn til om både feriedage og varslingsperiode kan afholdes i fritstillingsperioden.
Ferielovens ferieperioderegel indeholder også andre betingelser for feriens placering, herunder et krav om, at hovedferien skal placeres med mindst 15 sammenhængende feriedage. Det er uklart, om dommen gør op med alle disse betingelser under en fritstillingsperiode.
Det er generelt vigtigt at være særligt opmærksom på medarbejderes feriekrav forud for en opsigelse og i forbindelse med overvejelser omkring eventuel fritstilling.
[Østre Landsrets dom af 26. maj 2016]
Gå ikke glip af vigtig juridisk viden - Tilmeld dig vores gratis nyhedsservice
her →
