Højesteret: Tidligere medarbejder havde ikke krav på bonus

En tidligere bankansat havde ikke krav på bonus efter sin fratrædelse, selvom han var omfattet af en generel bonusordning og en partnerbonusordning. Årsagen var, at bankafdelingen ikke havde opnået de mål, som skulle udløse bonussen. Ifølge Højesteret havde banken opgjort regnskabet korrekt.

Medarbejderen var ansat i en bank med en generel bonusordning samt en partnerbonusordning, som skulle skabe større incitament hos de ansatte samt etablere en medejerskabslignende ordning. Begge ordninger tog udgangspunkt i, at beregningen skulle ske på grundlag af bankafdelingens interne resultat før skat.

Medarbejderen blev dog afskediget inden årets afslutning, hvorfor hans bonus ikke kunne opgøres med det samme. Banken gjorde efterfølgende gældende, at afdelingsregnskabet var negativt, hvorfor den ansatte ikke havde krav på bonus.

Den ansatte mente imidlertid, at der var fejl i det interne regnskab, og at afdelingen i virkeligheden havde et overskud på 5,3 millioner kroner, hvilket ville betyde, at medarbejderen havde krav på bonus.

Ifølge medarbejderen havde banken ensidigt ændret på beregningsgrundlaget for bonusordningerne. Dette var i strid med funktionærlovens § 17a, da han havde haft en berettiget forventning om, at bonusserne blev beregnet på grundlag af de regnskaber, der dagligt blev udstedt, og som han havde kendskab til.

Sø- og Handelsretten skulle tage stilling til, om regnskabet var opgjort korrekt, og om medarbejderen havde krav på bonus.


Medarbejder var ikke berettiget til bonus

Sø- og Handelsretten afgjorde, at medarbejderen ikke var berettiget til bonus.

Retten lagde vægt på, at sagen skulle afgøres på baggrund af parternes aftale og ikke på baggrund af funktionærlovens principper. Medarbejderens påstand om, at han havde en berettiget forventning om, at bonusserne skulle beregnes på en anden måde, kunne ikke ændre aftalegrundlaget.

Retten mente samlet, at banken havde opgjort det interne afdelingsregnskab i overensstemmelse med bonusaftalen, og at regnskabet viste et underskud. Derfor var den ansatte ikke berettiget til bonus.

Højesteret skulle efterfølgende tage stilling til Sø- og Handelsrettens afgørelse.


Højesteret stadfæstede Sø- og Handelsrettens afgørelse

Højesteret stadfæstede Sø- og Handelsrettens afgørelse.

Retten lagde vægt på funktionærlovens bestemmelse om, at en bonus ikke er betinget af, om
medarbejderen stadig er ansat i virksomheden, når bonussen bliver udbetalt. Højesteret mente imidlertid ikke, at denne bestemmelse er til hinder for en bonusordning, der beregnes på baggrund af årets resultat, herunder for en periode efter en medarbejders fratrædelse.

Højesteret mente således ikke, at funktionærloven var overtrådt, fordi bonussen var afhængig af årets resultat før skat i afdelingens interne regnskab.

Højesteret fandt det ikke bevist, at der var sket fejl i det interne regnskab. Afdelingen havde derfor ifølge Højesteret et underskud som påstået.

Da bonusordningen var betinget af et overskud i regnskabet, var der derfor ikke optjent ret til at få partnerbonussen.

Den generelle bonusordning havde et resultatmål på 70 millioner kroner, som ikke var opnået, hvorfor den ansatte heller ikke havde krav herpå.

Højesteret stadfæstede dermed Sø- og Handelsrettens afgørelse.


IUNO mener

Afgørelsen illustrer vigtigheden af, at virksomhederne gør sig umage med at formulere betingelserne for bonusordninger klart og præcist. Det er selvsagt klart, at dette ofte vil blive sat på spidsen, når medarbejdere fratræder, men hvis bonusordninger skal bruges som styringsinstrumenter og fremme de rette incitamenter hos medarbejderne, er det afgørende, at de ansatte ved, hvilke mål de skal forfølge.

[Højesterets dom af 19. november 2014 – Sag 132/2014]