Højesteret stadfæster: Nedbrændt hus kan ikke genopføres til helårsbeboelse

Højesteret har stadfæstet en ophævelse af tilladelse til at opføre et hus til helårsbeboelse i et sommerhusområde. Ejendommen havde oprindeligt haft tilladelse til helårsbeboelse, men da den brændte ned, tog genopbygningen lang tid og tilladelsen bortfaldt.


Sagen kort
En ejendom beliggende i et sommerhusområde blev anvendt som og havde status af helårsbeboelse. Men i 2008 brændte huset ned. Huset blev dog hverken renoveret eller genopbygget, da ejeren af huset forhandlede med sit forsikringsselskab om størrelsen af erstatningen for brandskaderne.

I 2010 blev forsikringssagen afsluttet, og ejeren tog derefter kontakt til en arkitekt angående genopførelse af huset, men valgte alligevel at sælge huset i 2010.

Køberne af ejendommen ville opføre et nyt hus på ejendommen og antog i 2010 arkitektbistand og ansøgte kommunen om de nødvendige tilladelser. Kommunen gav byggetilladelse til opførelse af huset i 2011.

Kommunens tilladelse blev påklaget til Natur- og Miljøklagenævnet, der i 2011 ophævede kommunens tilladelse til helårsbeboelse, da retten til at anvende et hus beliggende i et sommerhusområde til helårsbeboelse bortfalder i medfør af planloven, hvis den ikke har været udnyttet i tre år i streg.

Da huset ikke havde været anvendt til helårsbeboelse siden branden i 2008, var retten til helårsbeboelse bortfaldet.

Domstolenes vurdering
Køberne indbragte herefter sagen for domstolene, da de mente, at bestræbelserne på at få opført en helårsbolig måtte anses for at være udnyttelse af ejendommen, og at 3-årsfristen derfor ikke var udløbet.

Byretten udtalte dog, at praksis vedrørende 3-årsfristen i planloven må forstås sådan, at der kræves en vis fysisk udnyttelse af ejendommen for at afbryde fristen.

At den tidligere ejer havde forhandlet med sit forsikringsselskab, og at de nuværende ejere havde søgt om bygningstilladelse og oprindeligt modtaget dette, kunne ikke sidestilles med fysisk udnyttelse af ejendommen.

Landsrettens dom
Østre Landsret fandt ligeledes, at 3-årsfristen ikke var afbrudt, da landsretten henviste til de samme overvejelser som byretten og bestemmelsens forarbejder. Af samme årsag har Højesteret nu stadfæstet landsrettens dom.

Juraen bag
Efter planlovens § 38 a, 1. pkt., jf. § 40, stk. 1 må ejendomme i sommerhusområder ikke anvendes til helårsbeboelse, medmindre andet er fastsat i en lokal-, kommune- eller regionplan. En anvendelse, der er lovligt påbegyndt senest den 12. juni 1999, kan dog fortsætte, jf. § 38 a, sidste pkt. Denne ret bortfalder imidlertid, hvis den ikke har været udnyttet tre år i træk, jf. § 56, stk. 2.

Formålet bag bestemmelsen er ifølge dens forarbejder at forhindre, at der sker en overgang til helårsbeboelse af sommerhusområderne, hvilket vil skabe behov for udlæg af nye rekreative områder. Dette frygtes at lægge pres på de begrænsede naturmæssige ressourcer, der er egnede til rekreativ udnyttelse. Bestemmelsen administreres i praksis restriktivt, hvilket også fremgår af denne sag.

---