Højesteret: Nets’ gebyrer var urimeligt høje

Gebyret er reguleret af betalingstjenestelovens (nu betalingslovens) gebyrbestemmelser, hvorefter der ikke må anvendes urimelige priser og avancer ved gennemførelse af en betalingstransaktion, dvs. højere priser og avancer, end hvad der ville være tilfældet under ”virksom konkurrence”.

Styrelsesafgørelserne fastslog, at Nets havde overtrådt den dagældende betalingstjenestelovs § 79 (nu: betalingslovens § 122, stk. 1) ved at fastsætte gebyret urimeligt højt for anvendelse af Dankort. Ifølge Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen stod gebyrerne ikke i rimeligt forhold til Nets’ omkostninger, hvilket førte til en overnormal indtjening. I den første afgørelse påbød styrelsen Nets at nedsætte Dankortgebyrerne ved nethandel til ”et rimeligt niveau” senest 31. januar 2013. I den anden afgørelse vurderede styrelsen, at Nets ikke havde efterlevet påbuddet, hvorfor styrelsen fastslog, at gebyrerne skulle nedsættes til et beløb, der ikke oversteg 1,20 kr. i gennemsnit.

Højesteret fandt, at Nets efter en samlet vurdering ikke havde godtgjort, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen havde begået væsentlige fejl i forbindelse med den skønsudøvelse, som styrelsen havde foretaget. Ligeledes fandt Højesteret ikke, at styrelsens påbud om et maksimalt gennemsnitligt Dankortgebyr pr. transaktion på 1,20 kr. var i strid med proportionalitetsprincippet.

For både landsretten og Højesteret havde Nets gjort gældende, at konkurrencemyndighederne skulle have foretaget en markedsanalyse med henblik på at vurdere, om der var virksom konkurrence. Nets henviste i den forbindelse til, at konkurrencemyndighederne efter konkurrencelovens § 11 er forpligtet til at foretage en markedsanalyse som grundlag for vurderingen af, om den pågældende virksomhed overhovedet indtager en dominerende stilling og dermed er underlagt forbuddet mod misbrug af en sådan stilling.

Højesteret fastslog, at betalingstjenestelovens § 79 (eller betalingslovens § 122, stk. 1) ikke indeholder et krav om, at konkurrencemyndighederne foretager en markedsanalyse. I den forbindelse påpegede Højesteret, at det i forarbejderne var lagt til grund, at der ikke er fuld eller reel konkurrence på betalingskortmarkedet, og at bestemmelsen – og dermed fraværet af kravet om en markedsanalyse – netop er begrundet i dette forhold.

Bech-Bruuns kommentarer

Sagen illustrerer den forskel i tilgang, der gælder for et myndighedsindgreb efter betalingslovens særregulering om urimelige priser sammenlignet med det generelle forbud mod misbrug af en dominerende stilling i konkurrencelovens § 11.

Forskellene afspejler sig for det første ved, at et indgreb efter betalingslovens § 122 ikke er betinget af en dominerende stilling. Det betyder, at der kan gribes ind over for alle aktører, uanset deres aktuelle styrke på markedet. Endvidere forudsætter et indgreb efter bestemmelsen ikke et lige så højt pris- eller avanceniveau som et indgreb efter den generelle konkurrencelov. Endelig er det ikke nødvendigt, at det pågældende pris- og avanceniveau har været opretholdt i en længere periode. Et indgreb kan således foretages umiddelbart, når det konstateres, at en aktør anvender urimelige priser og avancer.

Forskellen i tilgang var (og er stadig) begrundet i, at det ved liberalisering af områder, hvor en monopolstilling er opnået som følge af en lovbestemt regulering, kan være nødvendigt at etablere en særregulering, der gør det muligt at hindre urimelige priser på et område, der er i en overgangsfase, og som således endnu ikke er frit og konkurrencepræget.

Højesterets dom er samtidig et eksempel på vanskelighederne ved at udfordre det skøn, som konkurrencemyndighederne udøver i forbindelse med deres håndhævelse af særreguleringen om urimelige priser i betalingstjenesteloven (betalingsloven). Under henvisning til praksis fastslog Højesteret, at prøvelsen af konkurrencemyndighedernes afgørelser i sager som den foreliggende fuldt ud omfatter det faktuelle grundlag og retsanvendelsen, mens tilsidesættelse af vurderinger, der i det væsentlige bygger på et konkurrencemæssigt skøn, forudsætter et sikkert grundlag. Det påhviler ifølge Højesteret som udgangspunkt den, der anfægter konkurrencemyndighedernes skøn, at godtgøre, at der foreligger mangler ved grundlaget for skønsudøvelsen, og at manglerne har haft betydning for afgørelsens indhold. Denne bevisbyrde havde Nets ifølge Højesteret ikke løftet.