En eftermiddag satte en buschauffør en 10-årig dreng af skolebussen lige over for drengens hjem. Drengen ville krydse vejen, og han gik derfor ud foran skolebussen. Her blev drengen påkørt af en varevogn, som var i gang med at overhale bussen. Medarbejderen så ulykken ske fra sit førersæde, og han sørgede blandt andet for at ringe efter hjælp og give drengen førstehjælp. Drengen blev kort efter erklæret død.
Medarbejderen kendte drengen i forbindelse med sit arbejde, og fordi hans datter gik i klasse med ham. Han havde derfor flere gange hentet sin datter hjemme hos drengen og hilst på drengens forældre. Medarbejderen havde også mange gange advaret drengen om, at han skulle vente til at skolebussen var kørt, før han krydsede vejen, men han havde ikke sagt det den dag. Den mere personlige kontakt med drengen var med til at ryste medarbejderen i sådan en grad, at det førte til en arbejdsskade i form af posttraumatisk belastningsreaktion (PTSD). Det betød blandt andet, at han ikke længere kunne køre bus.
Højesteret skulle tage stilling til, om bilistens forsikringsselskab skulle betale erstatning for medarbejderens psykiske skader.
Medarbejderen havde ikke selv været i fysisk fare
Udgangspunktet er, at den erstatningsansvarlige ikke skal erstatte tab, som er påført andre end den direkte skadelidte. Det vil sige, at en såkaldt ”indirekte skadelidt” ikke har krav på erstatning.
I nogle tilfælde har en person, der har fået en psykisk skade alligevel fået erstatning. Det har for eksempel være tilfældet, hvor personen var i fare for at få en fysisk skade. I den konkrete sag udtalte Højesteret, at det heller ikke kunne udelukkes, at der også i andre tilfælde kan blive tale om erstatning for psykisk skade. Det kunne for eksempel være det tilfælde, hvor en person overværer, at en nærtstående bliver dræbt ved en ulykke.
I sagen var udgangspunktet derfor, at medarbejderen ikke havde krav på erstatning. Han havde nemlig ikke været i fare for at få en fysisk skade, og han havde heller ikke haft et tæt forhold til drengen. Der var heller ikke nogen omstændigheder i sagen, der gjorde, at Højesteret ville fravige udgangspunktet. Medarbejderen kunne derfor ikke få erstatning fra forsikringsselskabet. I sagen betød det altså ikke noget, at han havde kendt drengen og hans familie og forsøgt at redde drengen.
IUNO mener
Med sagen havde Højesteret mulighed for at udvide området for erstatning til indirekte skadelidte. Højesteret valgte dog i stedet at holde fast i, at der skal meget til, før medarbejdere kan få erstatning, når de ikke har være direkte indblandet i en ulykke.
IUNO anbefaler, at forsikringsselskaber ved vurderingen af, om der skal udbetales erstatning for psykiske skader til indirekte skadelidte, er særlig opmærksomme på den nye højesteretsdom. Selvom der generelt er stort fokus på mentalt helbred og psykiske skader, er tærsklen for at være erstatningspligtig fortsat høj, når det kommer til personer, som ikke har været direkte involveret i en ulykke eller udsat for direkte fare. Der kan nemlig kun under ganske særlige omstændigheder tilkendes erstatning for psykiske skader, som medarbejdere har fået ved at have overværet en ulykke. Virksomheder og forsikringsselskaber bør altid søge juridisk hjælp, hvis de er i tvivl.
[Højesterets dom i sag BS-38951/2020-HJR af 19. august 2021]
Har du spørgsmål til dette indlæg, er du mere end velkommen til at kontakte os.
Gå ikke glip af vigtig juridisk viden - Tilmeld dig vores gratis nyhedsservice
her →
Skal din artikel også udgives via Jurainfo og udsendes direkte, via e-mail, til personer og virksomheder som specifikt efterspørger viden og kompetencer inden for dit område? Ansøg om en profil her.
