Funktionærlovens § 2a, fastslår, at funktionærer med lang anciennitet (12 eller 17 år) har ret til en fratrædelsesgodtgørelse.
Efter en tidligere undtagelsesbestemmelse i funktionærlovens § 2a, stk. 3, mistede en funktionær dog retten til fratrædelsesgodtgørelse, hvis funktionæren ved fratrædelsen havde ret til alderspension efter en med arbejdsgiveren aftalt pensionsordning, og hvis funktionæren var indtrådt i den pågældende pensionsordning før det fyldte 50 år.Som følge af en række sager om, hvorvidt funktionærlovens § 2a, stk. 3, var i uoverensstemmelse med EU-retten, blev bestemmelsen med virkning fra 1. februar 2015 fjernet i funktionærloven.I den såkaldte Ole Andersen-sag fandt EU-Domstolen, at funktionærlovens § 2a, stk. 3, var for vidtgående set i forhold til det bagvedliggende beskæftigelsesdirektivs forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet.
AJOS- SAGEN
En funktionær havde været ansat i en virksomhed i næsten 25 år, og han havde derfor som udgangspunkt ret til en fratrædelsesgodtgørelse svarende til 3 måneders løn i henhold til funktionærlovens § 2a. Medarbejderen var dog omfattet af undtagelsesbestemmelsen i den dagældende funktionærlovs § 2a, stk. 3, da han samtidig havde ret til arbejdsgiverbetalt alderspension. Arbejdsgiveren udbetalte derfor ikke fratrædelsesgodtgørelsen.
Da funktionæren efterfølgende fik job i en anden virksomhed og derfor ikke gik på pension, anlagde han sag mod sin tidligere arbejdsgiver med krav om udbetaling af fratrædelsesgodtgørelse, samt godtgørelse efter forskelsbehandlingslovens forbud mod forskelsbehandling på grund af alder. Sø- og Handelsretten fandt under henvisning til Ole Andersen-dommen, at medarbejderen var berettiget til fratrædelsesgodtgørelse i henhold til funktionærloven, men fandt ikke, at medarbejderen havde krav på godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven.
Sagen blev indbragt for Højesteret som skulle tage stilling til, om en klar og utvetydig regel som funktionærlovens § 2a, stk. 3, kan tilsidesættes eller tolkes i strid med dansk retspraksis med henvisning til et EU-retligt princip, som forbyder forskelsbehandling, eller om virksomhedens berettigede forventning om retstilstanden efter funktionærlovens § 2a, stk. 3, vil forhindre dette.
Forskellen på denne sag og de tidligere sager, der omhandlede den dagældende undtagelsesbestemmelse til § 2a, er, at der i Ajos-sagen er tale om en tvist mellem to private parter, der som udgangspunkt ikke kan støtte direkte ret på EU-direktiver, hvilket medarbejderen omvendt kan, hvis arbejdsgiveren er en offentlig institution.
EU-DOMSTOLEN: FORBUD MOD FORSKELSBEHANDLING GÆLDER OGSÅ MELLEM PRIVATE
Højesteret forelagde på eget initiativ sagen for EU-domstolen, som i sit svar til Højesteret fastslog, at der gælder et almindeligt EU-retligt princip om forbud imod forskelsbehandling på grund af alder, der kan påberåbes i en tvist mellem private parter.
Dette princip kan ifølge EU-Domstolen ikke fraviges med henvisning til en privat parts berettigede forventning om at kunne støtte ret på ordlyden af national lovgivning. Heller ikke den forurettedes mulighed for at søge erstatning fra den danske stat for fejlagtig implementering af et EU-direktiv kunne begrunde en tilsidesættelse af diskriminationsforbuddet.
HØJESTERET GÅR IMOD EU-DOMSTOLEN
Det var herefter op til Højesteret at afgøre sagens udfald på baggrund af EU-Domstolens besvarelse.
Højesteret fastslog indledningsvist, at der foreligger en klar og utvetydig retstilstand vedrørende den dagældende funktionærlovs § 2a, stk. 3, og at forskelsbehandlingslovens § 1, ikke kan gives forrang for dermed at opnå en direktivkonform fortolkning.
På denne baggrund konstaterede Højesteret at der forelå en "contra legem" situation, altså en situation, hvor den nationale ret og EU-retten ikke gennem direktivkonform fortolkning kan bringes i overensstemmelse.
Spørgsmålet var dernæst, hvorvidt Højesteret skulle tilsidesætte den nationale retsstilling til fordel for det EU-retlige princip om forbud mod forskelsbehandling.
Højesterets flertal (8-1) bemærkede, at spørgsmålet om hvorvidt en EU-retlig regel kan tillægges direkte virkning over for private, afhænger af om der er hjemmel hertil i loven om Danmarks tiltrædelse i Den Europæiske Union.
Selvom princippet om forbud mod forskelsbehandling på grund af alder er udledt af EU's traktatgrundlag og derfor som udgangspunkt gælder på traktatniveau, fandt Højesteret, at denne situation, hvor et uskrevet princip som tillægges forrang for en modstående national lov, ikke var forudset i tiltrædelsesloven. Heller ikke EU-charteret om grundlæggende rettigheder fandt Højesteret, havde tillagt EU kompetencer ud over, hvad der fulgte af tiltrædelsesloven.
Højesterets flertal fandt på denne baggrund, at tiltrædelsesloven ikke indeholder hjemmel til at tilsidesætte en national lovbestemmelse til fordel for et uskrevet EU-retligt princip om forbud mod forskelsbehandling pga. alder, og at det ligger uden for Højesterets beføjelser som dømmende magt at anvende princippet frem for den nationale lov. Herefter frifandt Højesteret arbejdsgiveren.
HORTEN BEMÆRKER
Funktionærlovens § 2a, stk. 3, er ikke længere gældende i dansk ret, men Højesterets dom har stadig relevans, da den omhandler, hvordan danske domstole forholder sig til en sag, hvor der er uoverensstemmelse mellem nationale regler og EU-retlige principper, og hvor det ikke er muligt at fortolke de nationale regler EU-konformt.
EU-domstolen har traditionelt set haft en vigtig retsskabende funktion og det er i høj grad EU-domstolens opgave at fortolke EU-retsakter, samt at udfylde de huller, som retsakterne efterlader.
I Danmark har lovgiver ofte taget stilling til de fleste spørgsmål, der kan opstå i forbindelse med fortolkning af lovgivningen, enten direkte i lovteksten eller i lovens forarbejder. Domstolene i Danmark har derfor mere snævre rammer for fortolkning af loven, og domstolene kan generelt ikke fortolke danske love ud over, hvad der findes hjemmel til i loven.
Dette er en af grundene til, at Højesteret ikke fandt det muligt at følge EU-rettens dom i Ajos-sagen. Det er dog alligevel interessant, at Højesteret vælger at gå direkte imod EU-rettens dom. Det bliver interessant at se, om EU-Kommissionen vælger at anlægge et traktatbrudssøgsmål mod Danmark i forbindelse Højesterets afgørelse.
For private arbejdsgivere er betydningen af Højesterets dom, at en funktionær, der ikke har fået udbetalt fratrædelsesgodtgørelse med henvisning til den tidligere § 2a, stk. 3, som udgangspunkt ikke vil kunne komme igennem med et krav om godtgørelse mod arbejdsgiveren.
-medium.jpg)
