Højesteret har i en nyligt afsagt dom fastslået, at en fastholdelsesbonus var omfattet af funktionærlovens § 17 a, stk. 1. Medarbejderen havde derfor ret til en forholdsmæssig andel af den samlede bonus i forbindelse med sin fratræden. Højesteret tilsidesatte også bonusordningens progressive optjeningsprincip.
I sagen var en ledende medarbejder omfattet af en treårig bonusordning, som havde karakter af en fastholdelsesbonus, der skulle sikre, at medarbejderen forblev i virksomheden i forbindelse med, at virksomheden var blevet opkøbt.
Det fremgik af bonusordningen, at medarbejderens ret til bonus skulle bedømmes ud fra tre kriterier; bonuspuljens størrelse, medarbejderens performance og ansættelsesforholdets varighed.
Kriteriet om ansættelsesforholdets varighed betød, at bonussen blev beregnet efter et såkaldt progressivt pointsystem, der var udformet på en sådan måde, at medarbejderens andel af bonus steg i takt med de måneder, som medarbejderen var ansat i virksomheden. Ved ansættelse i hele bonusperioden kunne medarbejderen opnå ret til en bonus på 1,2 mio. kr.
Medarbejderen opsagde sin stilling omkring to år efter bonusordningens ikrafttræden og havde efter bonusordningens progressive optjeningsprincip ret til ca. 660.000 kr.
Medarbejderen havde gjort gældende, at vedkommende efter funktionærlovens § 17 a, havde ret til ca. 730.000 kr. med tillæg af feriegodtgørelse.
Højesteret tog i sagen stilling til to spørgsmål; dels om selve bonusordningen var omfattet af funktionærlovens § 17 a, og dels om optjeningsprincippet i bonusaftalen var til ugunst for medarbejderen og dermed i strid med funktionærlovens § 17 a.
Fastholdelsesbonus er omfattet af funktionærlovens § 17 a
I forhold til spørgsmålet om, hvorvidt fastholdelsesbonussen var omfattet af funktionærlovens § 17 a havde arbejdsgiveren gjort gældende, at der var tale om en ordning, der udelukkende havde til formål at fastholde medarbejderen i sin stilling og dermed ikke vederlag for udført arbejde.
Arbejdsgiveren henviste i den forbindelse til, at ordningen var i tråd med en tidligere Højesteretsdom, U.2012.1315H, hvor det under de konkrete omstændigheder blev slået fast, at fastholdelsesbonussen ikke var omfattet af funktionærlovens § 17 a. Begrundelsen herfor var, at bonussen alene havde til formål at udgøre en præmiering af medarbejderen for at forblive i sin stilling indtil det tidspunkt, hvor stillingen skulle nedlægges og derfor ikke havde karakter af vederlag for arbejde.
Højesteret fandt ikke, at situationen kunne sammenlignes med de omstændigheder, som lå til grund for den tidligere Højesteretsdom.
Højesteret henviste i den forbindelse til, at bonussen ikke alene kunne betragtes som en præmiering af medarbejderen for at forblive i sin stilling indtil bonusperiodens udløb og henviste til, at udbetaling af bonus blandt andet afhang af medarbejderens performance. Højesteret bemærkede, at der ikke var grundlag for at antage, at fastholdelsesformålet ikke kunne være opnået ved at give medarbejderen et løntillæg uden udskudt betaling.
Højesteret fandt derfor, at fastholdelsesbonussen havde karakter af vederlag for udført arbejde på samme måde som løn, og at bonusordningen var derfor omfattet af funktionærlovens § 17 a.
Progressivt optjeningsprincip er i strid med funktionærloven
Da bonusordningen var omfattet af funktionærlovens § 17 a, fandt Højesteret, at medarbejderen havde krav på en forholdsmæssig andel af den fulde ydelse i forbindelse med medarbejderens fratræden. Højesteret tilsidesatte derfor bonusordningens optjeningsprincip, hvorefter medarbejderens andel af bonus steg i takt med de måneder medarbejderen var ansat.
Horten bemærker
Som forventeligt fastslår Højesteret, at fastholdelsesbonussen er omfattet funktionærlovens § 17 a. Der har været argumenteret for, at Højesteret med dommen i U.2012.1315H udvidede området for at aftale fastholdelsesbonusser, der ikke er omfattet af funktionærlovens § 17 a. Det må dog på baggrund af den netop afsagte dom fra Højesteret antages, at det fortsat kun er i helt særlige tilfælde, at en fastholdelsesbonus ikke er omfattet af funktionærlovens § 17 a.
Det er herudover interessant, at Højesteret fastslår, at et progressivt optjeningsprincip ikke er i overensstemmelse med funktionærlovens bestemmelser og derfor beregner medarbejderens krav på bonus som en forholdsmæssig andel af den bonus, medarbejderen ville have opnået, såfremt medarbejderen fortsat var ansat på udbetalingstidspunktet for bonussen.
Følg Jurainfo.dk på
Facebook eller
LinkedIn
-medium.jpg)