Højesteret: Fastholdelsesbonus udgjorde ikke arbejdsvederlag

For funktionærer gælder det, at disse efter funktionærlovens § 17a som udgangspunkt har krav på en forholdsmæssig andel af den bonus, som de ville have haft krav på, hvis de havde været ansat under hele bonusperioden. En ydelse er imidlertid kun omfattet reglen i funktionærlovens § 17a, hvis den udgør vederlag for arbejde. I den forbindelse opstår spørgsmålet, om en fastholdelsesbonusaftale er omfattet af funktionærlovens § 17a.

I dag har Højesteret truffet afgørelse om, hvorvidt en fastholdelsesbonus, der blev ydet til tre medarbejdere i et selskab, der senere gik konkurs, er omfattet af ”vederlagsbegrebet” i konkurslovens § 56, stk. 2. Der er intet, der understøtter, at vederlagsbegrebet i konkurslovens § 56, stk. 2, skulle være anderledes end vederlagsbegrebet i funktionærlovens § 17a, og derfor har afgørelsen også betydning for forståelsen af funktionærlovens § 17a.

Sagen kort

Sagen drejer sig om et selskab, der blev taget under konkurs. Den 10. januar 2019 indtrådte konkursboet i ansættelsesforholdene for blandt andre tre medarbejdere, og den 11. januar 2019 opsagde kurator de pågældende medarbejderes ansættelsesforhold med en måneds varsel.

De tre medarbejdere havde forud for konkursen indgået særskilte aftaler om en fastholdelsesbonus, hvorefter medarbejderne var berettiget til bonus svarende til tre måneders løn, hvis de forblev i deres stillinger frem til ultimo januar 2019. To af medarbejderne fratrådte deres stilling den 11. februar 2019, og den sidste af medarbejderne fratrådte sin stilling den 31. marts 2019.

Parternes synspunkter

Medarbejderne gjorde gældende, at konkursboet var indtrådt i ansættelsesaftalerne, herunder også de særskilte aftaler om fastholdelsesbonus, og at fastholdelsesbonusaftalen var omfattet af funktionærlovens § 17a og således også udgjorde et arbejdsvederlag omfattet af konkurslovens § 56, stk. 2.

Kurator gjorde blandet andet gældende, at konkursboet alene var indtrådt i ansættelseskontrakterne og ikke de særskilte aftaler om fastholdelsesbonus. Derudover gjorde kurator gældende, at aftalerne om fastholdelsesbonus ikke var omfattet af konkurslovens § 56, stk. 2, da de kunne anses for vederlag, men en præmiering for at blive i stillingen.

Østre Landsret: Fastholdelsesbonusserne var alene en præmiering

Østre Landsrets fandt, at konkursboet var indtrådt i ”ansættelsesaftalerne i deres helhed, herunder i de tilknyttede bonusaftaler”. Det blev ikke tillagt vægt, at konkursboet ikke havde været bekendt med fastholdelsesklausulernes eksistens.

Det var derimod spørgsmålet, om der var tale om et arbejdsvederlag for en løbende arbejdsydelse og – i bekræftende fald – om aftalerne om fastholdelsesbonusserne vedrørte en arbejdsydelse afholdt helt eller delvist efter konkursdekretets afsigelse. Østre Landsret fandt, at aftalerne om fastholdelsesbonus alene var en præmiering af de pågældende medarbejdere, idet aftalerne ikke indeholdt andre krav til medarbejderne, end at de skulle udføre deres arbejdspligter loyalt og konstruktivt med sædvanlig tilstedeværelse som hidtil, og at bonussen således var i tillæg til deres almindelige aftalte betalinger og fordele. Aftalerne om fastholdelsesbonus udgjorde derfor ikke arbejdsvederlag for en løbende ydelse, der var omfattet af konkurslovens § 56, stk. 2, og konkursboet blev derfor frifundet i landsretten.

Højesteret enig med landsretten

Højesteret fandt – ligesom landsretten – at konkursboet var indtrådt i ansættelsesaftalerne og aftalerne om fastholdelsesbonus.

I forhold til spørgsmålet om, hvorvidt fastholdelsesbonusserne kunne anses som arbejdsvederlag, og dermed skulle honoreres som massekrav, udtalte Højesteret, at der ikke var tale om en særlig arbejdsindsats, og at fastholdelsesbonussen alene udgjorde en præmiering for at forblive i stillingen i en kritisk periode for virksomheden. Højesteret fandt derfor, at fastholdelsesbonusaftalerne ikke udgjorde vederlag for arbejde, og derfor blev landsrettens dom stadfæstet.

Tidligere praksis – Højesterets dom af 30. januar 2012 (U.2012.1315H)

Sagen drejede sig om en funktionær, som var ansat i et elselskab, der fusionerede med tre andre firmaer, der skulle stå for elforsyningen i hele Danmark. I den sammenhæng ønskede elselskabet i overgangsperioden at fastholde medarbejderne, og der blev derfor aftalt en fastholdelsesbonus, hvis medarbejderne havde arbejdet fuldtid og stadig var ansat efter overgangsperioden på 30 måneder.

Funktionæren blev tilsagt en fastholdelsesbonus svarende til 12 måneders løn. Det blev under medvirken fra medarbejderens fagforening aftalt, at bonussen skulle udbetales med 2/12 den 30. juni 2006, 4/12 den 30. juni 2007 og 6/12 den 30. juni 2008.

Funktionæren opsagde herefter sin stilling hos elselskabet til fratræden efter 26 måneder og ønskede derfor 26/30 måneders bonus.

Højesteret konkluderede, at funktionæren ikke havde krav på forholdsmæssig andel af fastholdelsesbonussen. I afgørelsen lagde Højesteret vægt på, at fastholdelsesbonussen alene var en præmiering for at forblive i stillingen indtil overgangsperiodens afslutning, samt at elselskabet havde en tungtvejende interesse i at betinge bonussens udbetaling af fortsat ansættelse, da fastholdelse var afgørende for elforsyningen i dele af Danmark.