Højesteret: Beskæftigelsesministeriet erstatningsansvarlig for ikke tilstrækkelig hurtigt at have bragt ferieloven i overensstemmelse med EU’s arbejdstidsdirektiv

Højesteret har den 19. januar 2017 afsagt dom i den såkaldte feriesag. Dommen er principiel og fastlægger bl.a. grænserne for hvornår langsommelig sagsbehandling i myndighedernes implementeringsarbejde kan være erstatningspådragende.

Sagen kort

En medarbejder var i sommeren 2010 ansat hos en større dansk virksomhed. Virksomheden havde ferielukket i uge 28-30, hvorfor medarbejderen var pålagt at afvikle ferie i denne periode. Fra den 15. juli 2010 til den 29. juli 2010 – altså under ferien – var medarbejderen sygemeldt. Medarbejderen rejste i den forbindelse krav om erstatningsferie, hvilket virksomheden afviste under henvisning til de dagældende regler i ferieloven, hvorefter sygdom opstået før feriens start gav ret til ferie på et andet tidspunkt, mens sygdom opstået under ferien ikke gav ret til ferie på et andet tidspunkt.

I februar 2011 rejste medarbejderen erstatningskrav mod Beskæftigelsesministeriet for mistet ret til erstatningsferie. Medarbejderen henviste i den forbindelse til, at den dagældende bestemmelse i ferieloven var i strid med EUs arbejdstidsdirektiv. Pensionsstyrelsen afviste på vegne af Beskæftigelsesministeriet kravet i marts 2011, hvorefter sagen blev anlagt og behandlet af Østre Landsret i 1. instans. Sagen blev efterfølgende anket til Højesteret.

Sagen for Højesteret angik, om Beskæftigelsesministeriet var erstatningsansvarlig over for medarbejderen, fordi retten til erstatningsferie ved sygdom opstået under ferie, som efter EU-Domstolens praksis følger af artikel 7, stk. 1, i arbejdstidsdirektivet, ikke var gennemført i dansk ret, inden han blev syg under sin ferie i sommeren 2010.

Ved dom af 10. september 2009 i sag C-277/08 (Pereda) fastslog EU-Domstolen, at artikel 7, stk. 1, i arbejdstidsdirektivet er til hinder for nationale bestemmelser eller kollektive overenskomster, hvorefter en arbejdstager, der er sygemeldt under sin årlige ferie som fastsat i ferieplanen for den virksomhed, hvor han arbejder, ikke har ret til efter raskmelding at afholde sin årlige ferie på et andet tidspunkt end oprindeligt fastsat. Dommen, der gav arbejdstageren ret til erstatningsferie, var foranlediget af et præjudicielt spørgsmål stillet af en spansk domstol i en sag om en arbejdstager, som blev syg inden den dato, hvor han ifølge virksomhedens ferieplan skulle påbegynde sin ferie.

Den dagældende danske ferielov blev på den baggrund ændret ved lov nr. 377 af 28. april 2012, idet der blev indsat en ny § 13, stk. 3, hvorefter en lønmodtager, der har optjent 25 dages ferie og som bliver syg under ferien, har ret til erstatningsferie efter 5 sygedage. Denne ændring trådte dog først i kraft den 1. maj 2012.

Spørgsmålet var herefter om ændringen af den danske ferielov var foretaget tiltrækkelig hurtigt efter afsigelsen af Pereda-dommen.


Højesterets dom

Højesteret fastslog indledningsvist at det bl.a. er en betingelse for at en EU-medlemsstat er erstatningsansvarlig efter fællesskabsretten, at den overtrædelse af fællesskabsretten, der er tale om, er tilstrækkelig kvalificeret.  Afgørende for, om en overtrædelse af fællesskabsretten kan anses for tilstrækkelig kvalificeret til, at den er erstatningspådragende, er, om den pågældende medlemsstat åbenbart og groft har overskredet grænserne for sine skønsbeføjelser.

Efter Højesterets opfattelse var det nærliggende at forstå præmisserne i Pereda-dommen, der blev afsagt af EU-Domstolen den 10. september 2009 i sag C-277/08, således, at dommen ikke kun tog stilling til sygdom opstået før ferie, men også omfattede tilfælde, hvor en lønmodtager bliver syg efter, at ferie er påbegyndt. Der var med dommen skabt en sådan tvivl om den danske ferielovs forenelighed med direktivets artikel 7, stk. 1, at der var pligt for de danske myndigheder til så hurtigt som muligt at afklare behovet for ændringer af den danske ferielov og til at gennemføre de nødvendige ændringer. Højesteret fastslog, at det var velbegrundet, at de danske myndigheder iværksatte og gennemførte et udredningsarbejde, der blev afsluttet med en rapport i september 2010, hvori det konkluderedes, at den dagældende danske ordning sandsynligvis ville blive underkendt, hvis den blev forelagt EU-Domstolen.

Højesteret fandt herefter, at det i umiddelbar forlængelse af rapporten påhvilede de danske myndigheder at bringe ferieloven i overensstemmelse med den retstilstand, som blev fastslået ved Pereda-dommen, og at ændringen af ferieloven burde have været gennemført til ikrafttræden den 1. januar 2011. Loven blev imidlertid først ændret i april 2012.

Derfor fastslog Højesteret, at de danske myndigheder havde tilsidesat fællesskabsretten på en tilstrækkelig kvalificeret måde og dermed havde pådraget sig erstatningsansvar ved ikke med virkning fra den 1. januar 2011 at have ændret ferieloven, således at sygdom opstået under ferie efter denne dato gav ret til erstatningsferie i overensstemmelse med arbejdstidsdirektivets artikel 7, stk. 1. Da medarbejderens sygdom allerede indtrådte under ferien i sommeren 2010, havde den konkrete medarbejder imidlertid ikke krav på erstatning.


DELACOUR bemærker

Dommen er særdeles interessant og må forstås således at de medarbejdere, som er blevet nægtet erstatningsferie ved sygdom opstået under ferien under henvisning til den dagældende ferielov i perioden 1. januar 2011 - 1. maj 2012, i princippet vil være berettiget til erstatning fra staten for det tab medarbejderen har lidt i den forbindelse.

Uanset at danske private arbejdsgivere som udgangspunkt kan støtte ret på de nationale lovregler selvom disse er i strid med EU-retten (se bl.a. AJOS-sagen her >  kan de danske myndigheder altså ifalde erstatningsansvar, hvis myndighederne ikke tilstrækkeligt hurtigt bringer de danske regler i overensstemmelse med de EU-retlige regler.

Denne sag giver et betydningsfuldt bidrag til vurderingen af, hvornår en overtrædelse af fællesskabsretten er tilstrækkelig kvalificeret, ligesom Højesteret fastslår at myndighederne ikke kan fralægge sig ansvaret ved at overlade det til domstolene at fortolke og bringe dansk ret i overensstemmelse med EU-retten – i særdeleshed ikke når der foreligger en så klar retstilstand, som i dette tilfælde.

 

---