Det har været et centralt spørgsmål, om myndighederne kan undersøge en virksomheds lokaler uden forudgående retskendelse. Spørgsmålet har været oppe og vende i en række sager, senest ved Retten i Deutsche Bahn-sagen. I sagen var Europa-Kommissionen dukket uanmeldt op og uden forudgående retskendelse undersøgt lokalerne hos Deutsche Bahn.
Generaladvokatens forslag til afgørelse i sag Case C-583/13 P af den 12. februar 2015, anke af forenede sager T-289/11, T-290/11 and T-521/11 Deutsche Bahn mod Europa-Kommissionen
Efter den første undersøgelse af Deutsche Bahns lokaler, fandt Europa-Kommissionen en række forhold, de ville undersøge nærmere. Derfor traf Kommissionen, endnu engang uden retskendelse, afgørelse om to efterfølgende dawn raids, hvor flere dokumenter blev indhentet.
Deutsche Bahn indgav den 7. juni 2011 en klage til EU-Retten over Europa-Kommissionens undersøgelser. Deutsche Bahn gjorde i sagen gældende, at deres grundlæggende rettigheder var blevet krænket, da undersøgelserne var sket uden retskendelse.
For det andet gjorde Deutsche Bahn gældende, at der forelå en tilsidesættelse af den grundlæggende ret til adgang til effektive retsmidler, idet der ikke var foretaget en forudgående retslig efterprøvelse af kontrolundersøgelsen. For det tredje, at man ved at indrømme Kommissionens beføjelse til at foretage yderligere undersøgelser, efter at have fundet mistænkelige forhold i det første materiale, bragte ubalance i armslængdeprincippet, og umuliggjorde privates mulighed for et effektivt forsvar (en såkaldt fishing expedition).
Retten afviste den 6. september 2013 sagen, med henvisning til, at Kommissionen må antages at have et meget vidt skøn i forbindelse med sine undersøgelser på virksomheders præmisser. Deutsche Bahn ankede sagen til EU-Domstolen, og den 12. februar kom generaladvokaten med sit forslag til afgørelse.
FORUDGÅENDE RETSKENDELSE
Det almindelige udgangspunkt er, at myndighederne skal have en retskendelse, før de kan undersøge private hjem såvel som virksomheders kontorer. Dette gælder også når Europa-Kommissionen skal undersøge en virksomheds lokaler. De nationale domstole kontrollerer, om Kommissionens beslutning er ægte, samt om de påtænkte tvangsindgreb er proportionale i forhold til undersøgelsens formål. De nationale domstole kan dog hverken sætte spørgsmålstegn ved, om kontrolundersøgelsen er nødvendig, eller kræve at få forelagt oplysninger fra sagsakterne. Det er kun EU-Domstolen, der kan prøve lovligheden af Kommissionens beslutning.
I sin afgørelse bemærkede Generaladvokat Wahl, at EU-Domstolen hermed havde accepteret en ex post-prøvelse af Kommissionens afgørelse som værende lovlig. Som vi skrev i et tidligere nyhedsbrev, afgav den Europæiske Menneskerettigheds Domstol (EMD) en dom om de judicielle garantier i konkurrencesager i oktober 2014. Her bemærkede Wahl, at betingelserne om efterfølgende effektiv prøvelse var opfyldt, da EU-Domstolen kunne efterprøve Kommissionens skøn. Generaladvokaten afviste med samme begrundelse, at Retten havde begået en retlig fejl i sin bedømmelse af Deutsche Bahn-sagen.
FISHING EXPEDITION
På et afgørende punkt er Generaladvokat Wahls forslag til afgørelse forskellig fra Rettens dom. Det knytter sig til de såkaldte "surprise discoveries" eller de dokumenter, Europa-Kommissionen fandt under det første dawn raid, som ledte til de efterfølgende undersøgelser.
Retten og Generaladvokaten er dog enige om, at de dokumenter, der bliver indhentet i forbindelse med et dawn raid, kan bruges til undersøgelse af en konkret mistanke. De er også enige om, at konsekvensen af Dow Benelux-sagen er, at de indhentede dokumenter kan danne grundlag for nye undersøgelser. Wahl mente dog i modsætning til Retten, at vurderingen af Dow Benelux-sagen ikke var sket korrekt.
Retten mente i sin dom, at dokumenterne ikke havde været genstand for en målrettet eftersporing, da de blev fundet ved en tilfældighed i forretningslokalerne. Generaladvokat Wahl var uenig. Wahl tillagde den omstændighed, at Kommissionens repræsentanter inden undersøgelsen var blevet oplyst om, at der var modtaget endnu en klage, og at klagens indhold var af afgørende betydning.
Han udtaler: "Jeg mener, at den eneste plausible forklaring er, at Kommissionens personale blev oplyst om DUSS’ mistænkte tilsidesættelse, for at de kunne »være på udkig efter« bevismateriale, der vedrørte den anden klage." Se præmis 77.
Dette betyder, at Europa-Kommissionen havde omgået art. 20, stk. 4 i forordning nr. 1/2003.
I forhold til Dow Benelux-sagen udtaler Wahl: "Efter min opfattelse er der ikke forskel på det tilfælde, hvor Kommissionen iværksætter en kontrolundersøgelse uden en gyldig beslutning, og det tilfælde, hvor Kommissionen handler på grundlag af en gyldig beslutning, men søger efter oplysninger, der vedrører en anden undersøgelse, som ikke er omfattet af denne beslutning."
Afslutningsvist bemærkede Wahl, at der ikke syntes at være grund til, at Kommissionen ikke blot havde truffet to afgørelser om undersøgelser og adskilt sagerne fra starten.
Generaladvokatens forslag slår en hårfin balance mellem på den ene side myndighedernes ret til at undersøge privates lokaler og på den anden side virksomhedernes ret til forsvar.
Læs Generaladvokatens forslag til afgørelsen
her.
