Fortolkning af ejendomsbegrebet i planloven

Det er ikke muligt at opkøbe nye ejendomme for at lovliggøre bygningsudvidelser. Det er resultatet af en dom, hvor Østre Landsret tilsluttede sig Natur- og Miljøklagenævnets fortolkning af udtrykket ”den pågældende ejendom” i planloven. 

Sagen vedrørte fortolkningen af planlovens ejendomsbegreb, der bestemmer, at det ikke kræver landzonetilladelse at opføre ny bebyggelse, hvis byggeriet er ”erhvervsmæssigt nødvendigt for den pågældende ejendoms drift” som landbrugs- eller skovbrugsejendom.

 

Fortolkningen af ”den pågældende ejendom”
Hovedspørgsmålet i sagen var, om ”den pågældende ejendom” skulle forstås som den matrikulære enhed eller som det samlede jordareal, der ejes og drives af den samme grundejer.

Natur- og Miljøklagenævnet kom frem til, at vurderingen af spørgsmålet om erhvervsmæssig nødvendighed skal foretages særskilt for den enkelte ejendom, uanset om den indgår i en bedrift med andre ejendomme. Det pågældende byggeri skulle derfor vurderes i forhold til den enkelte ejendom.

Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse blev indbragt for Retten i Helsingør, der henviste sagen til Østre Landsret.

Østre Landsret kom frem til den samme fortolkning som Natur- og Miljøklagenævnet. ”Den pågældende ejendom” henviser til den matrikulære enhed, og vurderingen skal derfor foretages særskilt for den enkelte ejendom. Landsretten fandt derfor ikke grundlag for at tilsidesætte Natur- og Miljøklagenævnets praksis.

 

Kort om den konkrete sag
Et stutteri ansøgte i 2001 om tilladelse til at udvide eksisterende bygninger. Hovedstadens Udviklingsråd meddelte tilladelse til udvidelsen efter planloven. Denne afgørelse blev af Danmarks Naturfredningsforening påklaget til Naturklagenævnet (nu Natur- og Miljøklagenævnet), der ændrede tilladelsen til et afslag.

Stutteriet indbragte nævnets afgørelse for domstolene, hvor både Østre Landsret og Højesteret opretholdt Naturklagenævnets afgørelse. Sideløbende med domstolenes behandling af sagen, opførte stutteriet den ønskede bygningsudvidelse.

Efter Højesterets afgørelse varslede kommunen et påbud om at nedrive den opførte bygningsudvidelse. Kommunen tilkendegav dog også, at stutteriet kunne foreslå et alternativ til at lovliggøre byggeriet, for eksempel ved køb af suppleringsjord.

På den baggrund opkøbte stutteriet to ejendomme. Ejendommene lå ikke i forlængelse af stutteriets øvrige ejendomme og var heller ikke samnoterede.

Stutteriet mente nu, at bygningsudvidelsen kunne anses for at være en erhvervsmæssig nødvendighed for driften af stutteriet, hvorfor der ikke krævedes landzonetilladelse. Kommunen tilbagekaldte herefter nedrivningspåbuddet og meddelte, at bygningsudvidelsen kunne bevares uden landzonetilladelse.

Danmarks Naturfredningsforening klagede over kommunens tilbagekaldelse af nedrivningspåbuddet til Natur- og Miljøklagenævnet, der som nævnt kom frem til, at spørgsmålet om erhvervsmæssig nødvendighed skal vurderes særskilt for den enkelte ejendom.

Østre Landsret nåede til samme konklusion.

Sagen handlede om landsrettens fortolkning af ejendomsbegrebet i planlovens § 36.

 

Østre Landsrets dom af 16. oktober 2014 kan læses her.

---