Forskelsbehand­ling af ansatte på baggrund af fagforenings­medlemsskab var lovlig

Højesteret har netop fastslået, at foreningsfrihedsloven, som den skal fortolkes i lyset af Menneskerettighedskonventionens artikel 11, alene beskytter foreningsfriheden i forbindelse med ansættelse og afskedigelse. Loven indeholder således ikke et forbud mod forskelsbehandling under ansættelsen, med mindre forskelsbehandlingen har den virkning, at den reelt tvinger arbejdstageren til at melde sig ind i en forening. Den konkrete sag vedrørte forskelsbehandling af to ansatte grundet manglende medlemsskab af de overenskomstbærende fagforeninger bag emballageoverenskomsten i relation til tildeling af sygeløn. Højesteret fastslog, at forskelsbehandlingen var lovlig.

(Højesterets dom af 4. juni 2015.)

SAGEN KORT FORTALT
Sagen handlede om to medarbejdere, der var ansat i samme virksomhed, og som i en periode i 2011 og 2012 begge blev sygemeldt fra deres job. De to medarbejderes ansættelsesforhold var omfattet af emballageoverenskomsten, men medarbejderne var ikke medlemmer af de overenskomstbærende fagforeninger bag overenskomsten. Det fremgik af emballageoverenskomsten, at kun ansatte med mindst 3 måneders aktivt medlemskab var berettiget til supplerende sygehjælp. Derfor fik medarbejderne kun udbetalt den almindelige sats for sygedagpenge i perioden. Hvis medarbejderne havde været medlemmer af de overenskomstbærende fagforeninger, ville de have fået udbetalt sygedagpenge med tillæg af supplerende sygehjælp.

LANDSRETTENS DOM: FORSKELSBEHANDLINGEN VAR LOVLIG
Landsretten fandt, at den forskelsbehandling som emballageoverenskomsten hjemler ikke er i strid med foreningsfrihedsloven, som den skal fortolkes på baggrund af Menneskerettighedskonventionens artikel 11, idet foreningsfrihedsloven alene tager sigte på at beskytte fagforeningsfriheden i forbindelse med ansættelse og afskedigelse.

HØJESTERETS DOM: FORSKELSBEHANDLINGEN VAR LOVLIG
Spørgsmålet, om hvorvidt forskelsbehandlingen var i strid med foreningsfrihedsloven, blev efterfølgende indbragt for Højesteret.

Højesteret var enig med Landsretten og vurderede også, at der ikke forelå et brud på foreningsfrihedsloven. Ved vurderingen lagde Højesteret vægt på følgende:

• Foreningsfrihedslovens § 4c sammenholdt med § 1 og § 2 tager alene sigte på at beskytte foreningsfriheden i forbindelse med ansættelse og afskedigelse. Loven indeholder ikke et forbud mod forskelsbehandling under ansættelsen.


• Højesteret bemærkede, at foreningsfrihedslovens § 4c har til formål at bringe dansk lovgivning i overensstemmelse med Menneskerettighedskonventionens artikel 11, sådan som den er blevet fortolket af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i forhold til eksklusivaftaler på arbejdsmarkedet.


• Menneskerettighedskonventionens artikel 11 i relation til eksklusivaftaler beskytter også retten til ikke at tilslutte sig en forening. Beskyttelsen gælder dog alene ved ansættelse og afskedigelse, med mindre den forskelsbehandling, der er en følge af det manglende medlemsskab af fagforeningen har den virkning, at den reelt tvinger arbejdstageren til at melde sig ind i den pågældende fagforening. Højesteret konkluderede i den forbindelse, at den forskelsbehandling som medarbejderne havde været udsat for ikke indebar, at medarbejderne havde været tvunget til at melde sig ind i de overenskomstbærende forbund.

KROMANN REUMERTS BEMÆRKNINGER
Højesterets dom bekræfter, at foreningsfrihedsloven, som den skal fortolkes i lyset af Menneskerettighedskonventionens artikel 11, beskytter foreningsfriheden i forbindelse med ansættelse og afskedigelse. Foreningsfrihedsloven kan alene påberåbes med henvisning til Menneskerettighedskonventionens artikel 11 under det løbende ansættelsesforhold, hvis forskelsbehandlingen har den virkning, at den reelt tvinger arbejdstageren til enten at melde sig ind eller ud af den pågældende forening.

Læs hele dommen her.

---