Højesteret har kastet lys over, hvem der har glæde af, at der er indgivet en begæring om udenretligt syn og skøn, og på den måde midlertidigt har afbrudt forældelse.
Sagen kort
I 2007 udbrød der brand i en virksomhed. Det blev efterfølgende fastslået, at branden sandsynligvis var forårsaget af en defekt router. Virksomheden anlagde derfor sag mod to andre virksomheder, der var ansvarlige for routeren ifølge reglerne om produktansvar.
Landsretten vurderede, at erstatningskravet var forældet, fordi virksomheden i mere end tre år havde været bekendt med omstændighederne, der begrundede erstatningskravet. Det kunne ikke føre til et andet resultat, at virksomhedens advokat havde været til stede under en anden skønssag om samme krav.
Virksomheden ankede derefter sagen til Højesteret.
Højesterets dom
Virksomheden anførte, at et forsikringsselskab havde foretaget syn og skøn i sagen, inden forældelsesfristen udløb. Fristen var derfor ifølge virksomheden foreløbigt afbrudt, i medfør af forældelseslovens § 21, stk. 4. Det var efter virksomhedens opfattelse ikke af betydning, at den ikke var part i syns- og skønssagen.
Højesteret udtalte, at forældelsesloven bygger på et princip om, at afbrydelse af forældelse forudsætter, at fordringshaveren er part i en sag mod skyldneren om fordringen. Af den grund og på grund af bestemmelsens ordlyd fandt Højesteret, at en fordringshaver, der ikke var part i syns- og skønssagen, ikke kunne afbryde forældelsesfristen i medfør af forældelseslovens § 21, stk. 4. Da virksomheden ikke var part i sagen som hverken skønsrekvirent eller skønsindstævnt, var forældelsen ikke afbrudt.
Bech-Bruuns kommentarer
Hvis en virksomhed har indgivet begæring eller indgået aftale om udenretligt syn og skøn, inden den almindelige forældelsesfrist er udløbet, medfører forældelseslovens § 21, stk. 4 en foreløbig afbrydelse. Det vil sige, at forældelse i givet fald tidligst indtræder et år efter skønsforretningens afslutning. Det har den fordel, at virksomheden i så fald ikke behøver at afbryde forældelsen ved et egentlig sagsanlæg.
Dommen fastslår, at hvis virksomheden ikke selv rettidigt har fremsat begæringen, eller ikke rettidigt er blevet part i en aftale om syn og skøn, så kan virksomheden ikke ”benytte” andres syn- og skønsbegæringer eller -aftaler til at afbryde forældelsen. Heller ikke selvom det vedrører samme sag. Dette er relevant for både private virksomheder, som i den omtalte sag, og for offentlige myndigheder.
For en offentlig myndighed, der mener at have et erstatningskrav, er det vigtigt at være opmærksom på betydningen af, at være part i en eventuel syns- eller skønssag i sagen. Denne dom viser, at det ikke er tilstrækkeligt at notere sig, at der allerede verserer en syn- og skønssag i samme sag – måske om samme forhold – med andre parter og vente med at agere, indtil sagens udfald er kendt.
Hvis man ikke er part i en sådan sag, bør man ikke afvente sagens afgørelse, hvis der i mellemtiden vil indtræde forældelse. Man bør i stedet enten:
- Tage skridt til - om muligt - at blive part i syns- eller skønssagen
- Selv indgive skønsbegæring, inden forældelsen indtræder
- Indgå aftale om syn og skøn, eller
- Anlægge sag, inden den bagvedliggende forældelsesfrist udløber.
Gå ikke glip af vigtig juridisk viden - Tilmeld dig vores gratis nyhedsservice
her →
Skal din artikel også udgives via Jurainfo og udsendes direkte, via e-mail, til personer og virksomheder som specifikt efterspørger viden og kompetencer inden for dit område? Ansøg om en profil her.
