Kontrolundersøgelser
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens afgørelse af 25. juni 2026
Kort om sagen
Den 23. april 2024 gennemførte Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen en uanmeldt kontrolundersøgelse hos Jobteam A/S ("Jobteam") på virksomhedens adresse i Esbjerg. Kontrolundersøgelsen havde til formål at undersøge, om aktører i branchen for jobformidling og rekruttering havde deltaget i konkurrencebegrænsende aktiviteter, herunder om Jobteams franchisekoncept indebar overtrædelser af konkurrenceloven.
Da kontrolundersøgelsen begyndte, blev Jobteam præsenteret for retskendelsen og vejledt om virksomhedens rettigheder og forpligtelser, herunder at sletning af data ville kunne anses som obstruktion af kontrolundersøgelsen og sanktioneres med bøde. Styrelsen oplyste desuden, hvilke medarbejdere der var genstand for datasikring.
Kort efter slettede en af Jobteams medarbejdere, som netop var udpeget som fokusperson for datasikringen, mere end 5.000 filer fra sin Outlook-profil. Sletningen omfattede blandt andet korrespondance med personer, der havde kontaktet styrelsen om Jobteams potentielt konkurrencebegrænsende adfærd, samt korrespondance med tidligere franchisetagere, hvilket netop var kontrolundersøgelsens fokus.
Jobteams advokat oplyste senere samme formiddag styrelsen om, at medarbejderen "i panik havde slettet e-mails, efter at kontrolundersøgelsen var indledt", og at virksomheden gerne ville assistere med genskabelse af de slettede e-mails.
Styrelsens vurdering
Jobteam gjorde under høringen gældende, at sletningen ikke udgjorde en overtrædelse af samarbejdsforpligtelsen, og at de ikke var blevet vejledt om, at data ikke måtte slettes. Jobteam anførte blandt andet, at sletning af data ikke i sig selv er sanktioneret efter konkurrencelovens § 23, stk. 1, nr. 9, at sletningen ikke konkret havde forsinket eller begrænset kontrolundersøgelsen, og at den udviste adfærd under alle omstændigheder udgjorde et straffrit forsøg efter straffelovens §§ 21-22.
I sin afgørelse fandt styrelsen, at Jobteam havde overtrådt konkurrencelovens § 18, stk. 1, 2. pkt., ved at slette oplysninger under kontrolundersøgelsen. Styrelsen karakteriserede hindringen af kontrolundersøgelsen for betydelig. Styrelsen lagde i den forbindelse særligt vægt på tre omstændigheder:
I sin afgørelse fremhævede styrelsen, at det var uden betydning for vurderingen af overtrædelsen at Jobteam efterfølgende tilbød at hjælpe med at genskabe de slettede e-mails. Overtrædelsen var fuldbyrdet ved selve sletningen, og efterfølgende samarbejde kunne alene indgå som en potentielt formildende omstændighed ved en eventuel bødeudmåling.
Styrelsen lykkedes med at genskabe de slettede filer, men ikke alle oprindelige mappestrukturer, hvilket påvirkede konteksten og læsbarheden af det genskabte materiale. Styrelsen afviste også Jobteams argument om, at sletningen udgjorde et straffrit forsøg efter straffelovens §§ 21-22, idet obstruktionen efter styrelsens opfattelse var fuldbyrdet.
Den materielle konkurrencesag mod Jobteam er fortsat under behandling hos styrelsen, og flere af de genskabte oplysninger indgår ifølge afgørelsen som beviser i den videre vurdering af Jobteams adfærd.
Vores bemærkninger
Afgørelsen er, efter vores kendskab, den første afgørelse, hvor styrelsen har truffet en formel afgørelse om, at det udgør en overtrædelse af konkurrencelovens § 18 at slette filer i forbindelse med en kontrolundersøgelse.
En overtrædelse af konkurrencelovens § 18 kan sanktioneres med en civil bøde efter konkurrencelovens § 23, stk. 1, nr. 9. Det vides endnu ikke, om der vil blive indledt en civil bødesag overfor Jobteam.
For virksomheder understreger afgørelsen vigtigheden af at have klare dawn raid-procedurer, som alle relevante medarbejdere er bekendt med. Alle medarbejdere skal vide, at de under ingen omstændigheder må slette, flytte eller ændre data, når en kontrolundersøgelse er indledt – uanset om de har modtaget direkte instruktion herom.
Afgørelsen illustrerer også, er virksomheder hæfter for medarbejderes handlinger, og det er uden betydning for vurderingen af overtrædelsen, om den pågældende medarbejder personligt var til stede ved styrelsens indledende vejledning.
Har I en opdateret dawn raid-manual?
Vi har udarbejdet en praktisk dawnraid-manual, som kan hjælpe virksomheder med at forberede sig på en kontrolundersøgelse og sikre korrekt håndtering, hvis myndighederne banker på døren.
Kontakt os gerne, hvis du ønsker at få tilsendt vores vores dawnraid-manual uden beregning.
Læs mere om kontrolundersøgelser og find kontaktoplysninger til brug for at få tilsendt vores dawnraid-manual på vores hjemmeside via nedenstående link.
Læs mere om kontrolundersøgelser
Læs Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens afgørelse af 25. juni 2026
Denne artikel er udgivet efter aftale med Kromann Reumert. Den er oprindeligt udgivet her.
Skal din artikel også udgives via Jurainfo og udsendes direkte, via e-mail, til personer og virksomheder som specifikt efterspørger viden og kompetencer inden for dit område? Ansøg om en profil her.
Jurainfo.dk er landets største juridiske nyhedsside. Her finder du juridiske nyheder, kurser samt ledige juridiske stillinger. Vi hjælper dagligt danske virksomheder med at tilegne sig juridisk viden samt at sætte virksomheder i forbindelse med den rigtige juridiske rådgiver, når de har brug for råd og vejledning.