EU-Domstolen: Ulovlig statsstøtte kan kræves tilbagebetalt fra køber

EU-Domstolens præjudicielle afgørelse af 16. januar 2025 i sag C-588/23, Scai Srl mod Regione Campania

Kort om sagen 

Det italienske busselskab Buonotourist Srl ("Buonotourist") ydede offentlig personbefordring på baggrund af koncessioner fra den italienske region Campania. I den forbindelse modtog Buonotourist en supplerende kompensation til dækning af driftsunderskud i årerne 1996-2002. Kompensationen blev udbetalt i 2012 og opgjort til cirka EUR 1,1 mio. I 2015 fastslog EU-Kommissionen imidlertid, at kompensationen udgjorde ulovlig statsstøtte, hvorfor den skulle tilbagebetales. Buonotourist appellerede afgørelsen, men både Retten og EU-Domstolen afviste appellen.

Koncessionen blev i 2011 overført til virksomheden Buonotourist Tpl efter en delvis virksomhedsspaltning. I 2013 overtog virksomheden Autolinee Buonotourist Tpl koncessionen efter en yderligere virksomhedsspaltning. Fra 2019 til 2021 udlejede Autolinee Buonotourist Tpl den del af aktiviteterne, som omfattede leveringen af offentlig personbefordring, til virksomheden Scai Srl ("Scai"). 

Efter forgæves at have forsøgt at opnå tilbagebetaling af den ulovlige statsstøtte fra Buonotourist, Buonotourist TPL og Autolinee Buonotourist TPL, der alle blev erklæret konkurs i perioden 2018-2020, pålagde regionen Campania i 2023 Scai at tilbagebetale støtten. Det skete under henvisning til, at der forelå økonomisk kontinuitet mellem Buonotourist og Scai.

Scai anlagde sag til prøvelse af tilbagebetalingspåbuddet ved forvaltningsdomstolen i Campania. Forvaltningsdomstolen i Campania forelagde i den forbindelse et præjudicielt spørgsmål for EU-Domstolen, der angik, om nationale myndigheder kan kræve tilbagebetaling af statsstøtte fra en anden virksomhed end den, som Europa-Kommissionen har identificeret som støttemodtager, hvis der er økonomisk kontinuitet mellem de to virksomheder.

EU-Domstolens afgørelse i den præjudicielle forelæggelse

EU-Domstolen besvarede spørgsmålet med, at medlemsstaterne skal sikre effektiv tilbagebetaling af ulovlig statsstøtte og derfor kan kræve tilbagebetaling fra en anden virksomhed en den af Europa-Kommissionen identificerede, hvis virksomheden har overtaget den økonomiske aktivitet samt konkurrencefordelen fra den oprindelige støttemodtager. Dette skal forstås i sammenhæng med, at medlemsstaterne som udgangspunkt har en pligt til at tilbagesøge ulovlig statsstøtte, som en virksomhed har modtaget.

EU-Domstolen lagde blandt andet vægt på, at Europa-Kommissionens afgørelser om tilbagebetaling af statsstøtte er rettet mod den pågældende medlemsstat. Den virksomhed, som har modtaget statsstøtten, er derfor ikke adressat for sådanne afgørelser. Følgelig er artikel 288, stk. 4, TEUF, som bestemmer, at en afgørelse »er bindende i alle enkeltheder«, og at den, når den »angiver, hvem den er rettet til«, kun er bindende for disse, ikke til hinder for, at nationale myndigheder kræver tilbagebetaling af statsstøtte fra en anden virksomhed end den, som Kommissionen har identificeret i sin afgørelse. En tilbagebetalingsafgørelse, der specifikt identificerer støttemodtageren, skal derimod blot anses som et øjebliksbillede baseret på de tilgængelige oplysninger på det pågældende tidspunkt.

EU-Domstolen behandlede endvidere, om en sådan praksis ville krænke virksomhedernes ret til god forvaltning og en retfærdig rettergang under artikel 41 og 47 i Chartret, idet de ville være afskåret fra muligheden for at appellere EU-Kommissionens afgørelse, hvorved støtten erklæredes ulovlig og anordnedes tilbagesøgt. 

EU-Domstolen fandt i den forbindelse, at adgangen til prøvelse af det nationale tilbagebetalingspåbud, der fastslår eksistensen af økonomisk kontinuitet mellem virksomheden og den støttemodtager, der er identificeret i Europa-Kommissionens afgørelse, opfylder retten til effektiv domstolsbeskyttelse.

Vores bemærkninger 

Det står med sagen klart, at nationale myndigheder kan kræve tilbagebetaling af ulovlig statsstøtte fra en anden virksomhed end den oprindelige modtager, hvis der foreligger økonomisk kontinuitet. Dette er på linje med praksis for EU-Domstolen vedrørende eksempelvis hæftelse for bøder for overtrædelse af konkurrencereglerne. 

Dette er en problemstilling, der eksempelvis kan opstå i forbindelse med virksomhedsoverdragelser, hvis målvirksomheden (target) har modtaget offentlig støtte, som senere måtte vise sig ulovlig. Køber bør være opmærksom på, at man kan risikere at hæfte for den støtte, som target har modtaget, hvis det senere viser sig, at den er ulovlig. Mest nærliggende vil en sådan risiko kunne materialisere sig i tilfælde, hvor ejerandelene i den støttemodtagende virksomhed sælges og den nye ejer dermed risikerer at overtage risikoen.

Som denne sag illustrerer kan risikoen også opstå i de tilfælde, hvor den virksomhed, der modtog støtten, er ophørt med at eksistere, inden støtten kan tilbagesøges. I dette tilfælde vil den fysiske eller juridiske person, som måtte have overtaget ansvaret for virksomhedens drift, indtræde i ansvaret, hvis den pågældende erhverver kan anses for at være den retlige eller økonomiske efterfølger til virksomheden. Det vil f.eks. være tilfældet, hvis en virksomhed har solgt sin produktion af et bestemt produkt til en anden virksomhed og efterfølgende er blevet opløst. Her vil den virksomhed, der reelt har overtaget driften og fortsat virksomheden, kunne gøres ansvarlig for overtrædelsen, hvis der er en økonomisk og funktionel kontinuitet mellem de to virksomheder, som det også var tilfældet i Scai-sagen. Derfor er det også anbefalingen, at køber undersøger, hvorvidt target har modtaget statsstøtte, og om denne støtte kan risikere at være ulovlig, som en del af sin almindelige due diligence.