I to nye domme har EU-Domstolen fortolket rækkevidden og retsvirkningen af direktiv 2001/42 om miljøvurdering af planer og programmer (SMV-direktivet). Det er overvejende antageligt, at afgørelserne har direkte indflydelse på gyldigheden af den danske vindmøllebekendtgørelse og tilladelser, der er udstedt eller er i proces med at blive udstedt under anvendelse heraf.
EU-Domstolen har slået fast, at Valloniens vindmøllebekendtgørelse, der på mange måder minder om den danske, udgør en plan eller et program efter SMV-direktivet. Bekendtgørelsen er derfor omfattet af kravet om forudgående miljøvurdering og offentlig høring, selv om bekendtgørelsen har karakter af en generel regulering af arealanvendelsen.
Flere har nu stillet spørgsmålstegn ved, hvilken indvirkning EU-Domstolens fortolkning af SMV-direktivet vil have på den danske vindmøllebekendtgørelse, og hvilken indflydelse dette vil have på hidtidige og fremtidige miljøprojekter rundt omkring i landet. Formentlig er konsekvensen den, at vindmøllebekendtgørelsen må anses for ugyldig indtil der er gennemført en miljøvurdering efter SMV-direktivet og, at allerede udstedte tilladelser kan være ugyldige.
SMV-direktivet indeholder ligesom VVM-direktivet ikke et konkret krav om en bestemt beskyttelse af miljøet og naturen. Reglerne er af rent processuel karakter og forhindrer derfor ikke i sig selv miljøskadelige aktiviteter. Selve beskyttelsen beror på nationale regler, der i Danmark særligt findes i naturbeskyttelses- og miljøbeskyttelsesloven.
C-290/15, Patrice D'Oultremont m.fl.
I sagen C-290/15 har domstolen slået fast, at Valloniens vindmøllebekendtgørelse, der på mange måder minder om den danske, udgør en plan eller et program efter SMV-direktivet. Bekendtgørelsen er derfor i sig selv omfattet af kravet om forudgående miljøvurdering og offentlig høring, selv om bekendtgørelsen har karakter af en generel regulering af arealanvendelsen.
Sagen omhandlede et spørgsmål om gyldigheden af den vallonske regeringens bekendtgørelse om vindmølleparker med en samlet effekt over 0,5 MW. Bekendtgørelsen indeholder bl.a. nærmere regler for vindmøllers skyggegener, støj, afstande til beboelse mv.
En række borgere havde anlagt sag ved den belgiske forfatningsdomstol (Conseil d' Etat) med påstand om, at bekendtgørelsen var ugyldig, under henvisning til, at den var vedtaget uden en miljøvurdering og høring efter SMV-direktivets. Den nationale domstol forelagde sagen præjudicielt for EU-domstolen.
'Planer og programmer' skal fortolkes bredt
EU-Domstolen tog sit udgangspunkt i, at det i afgræsningen af begrebet 'planer og programmer' i SMV-direktivets art. 2(a) fremgår, at disse planer og programmer også omfatter retsakter vedtaget under en lovgivningsprocedure.
EU-Domstolen understregede, at begrebet 'planer og programmer' skal fortolkes bredt. Reglerne ikke er altså begrænset til planlægning af et bestemt geografisk område. Domstolen lagde til grund, at den vallonske vindmøllebekendtgørelse bidrog til at definere rammerne for gennemførelsen af vindmølleparker, der er blandt de projekter, der er anført i VVM-direktivets bilag II.
I præmis 49 blev det bl.a. udtalt:
"at begrebet »planer og programmer« vedrører enhver retsakt, der, idet den definerer de regler og kontrolprocedurer, der skal finde anvendelse på den pågældende sektor, fastlægger en betydningsfuld helhed af kriterier og fremgangsmåder for tilladelse og iværksættelse af et eller flere projekter, der kan have væsentlige indvirkninger på miljøet […]"
Domstolen anfører videre, at da den vallonske bekendtgørelse indeholder forskellige bestemmelser, som skal overholdes i forbindelse med udstedelse af administrative godkendelser til opførelse og drift af vindmøller, henhører den under begrebet 'planer og programmer' i SMV-direktivets forstand.
Konsekvensen af manglende vurdering
EU-Domstolen fandt i sagen C-379/15, at såfremt en retsakt, omfattet af SMV-direktivet, er vedtaget, uden SMV-direktivet er overholdt, vil ikke bare retsakten, men også alle afgørelser, der er truffet med hjemmel i retsakten som udgangspunkt være ugyldige.
Dette udgangspunkt kan fraviges, hvis en række betingelser er opfyldt. Disse blev fastlagt i C-41/11 og er bl.a. at vedtagelse af en ny retsakt ikke gør det muligt at undgå skadelige virkninger på miljøet og at opretholdelsen af retsakten kun sker for en meget begrænset tidsmæssig periode.
Betydningen for den danske retsstilling
De principielle synspunkter i dommene fra EU-Domstolen er ikke fremmede for dansk ret.
Natur- og Miljøklagenævnet har bl.a. i MAD 2014.54 fastslået, at miljøvurderingsloven der implementerer SMV-direktivet) også vil omfatte under de tilfælde, hvor en kommune vedtager et administrationsgrundlag for regulering af arealanvendelse eller miljøkrav til projekter efter miljøbeskyttelsesloven.
Nævnet har således allerede anlagt en udvidet fortolkning af SMV-direktivets anvendelsesområde på linje med principielle betragtninger i sagen C-290/15. Samtidig fastslog nævnet, at både administrationsgrundlag og konkrete påbud var ugyldige som følge af den manglende miljøvurdering.
Det store spørgsmål, der så rejser sig, er hvilken betydning dommene må få for gældende danske regler. Særligt interessant er bekendtgørelse nr. 1736 om støj fra vindmøller, der regulerer forhold tilsvarende den vallonske anordning. Med dommen i C-290/15 må bekendtgørelsen utvivlsomt anses for ugyldig, ligesom de afgørelser/tilladelse, der er baseret på bekendtgørelsen må være det. Dog sådan, at afgørelser der ikke kan påklages eller indbringes for domstolene fortsat står ved magt.
Det har særlig betydning i forbindelse med planlægning for vindmølleprojekter, hvor der i VVM-redegørelse og miljørapport ofte blot henvises til vindmøllebekendtgørelsens støjgrænser, men ikke foretages en egentlig vurdering af emissionsvirkningen "i virkeligheden". Horten har i flere sager argumenteret for, at det i relation til VVM-proceduren er nødvendigt at skabe et reelt billede af emissionspåvirkningen, hvilket nu er yderligere underbygget af EU-Domstolens dom.
Hvis vindmøllebekendtgørelsen må anses for ugyldig, er det nu utvivlsomt et krav, at de faktiske miljøpåvirkninger faktisk vurderes.
Såvel Folketinget som Miljøstyrelsen er blevet gjort opmærksomme på problemstillingen, og Horten følger udviklingen tæt. EU-Domstolens dom er en yderligere understregning af, at vindmølleplanlægningen er et område, hvor kommunerne ikke alene skal iagttage et gældende regelsæt, men i tillæg dertil må varetage egne interesser – for at undgå selv at blive inddraget i de konfliktfyldte situationer, som disse regelsæt tillader at opstå.
-medium.jpg)
