Erstatningskrav mod koncernselskaber kunne ikke fremsættes mod det udførende selskab

Sø- og Handelsretten har fastslået, at en legetøjsproducent kunne fremsætte erstatningskrav mod et dansk transportfirma, men ikke mod dets tjekkiske søsterselskab. Erstatningskravet udsprang af en transport, som det tjekkiske søsterselskab havde varetaget. Imidlertid var transporten sket som led i en større kontrakt, der havde været i udbud, og hvor det danske transportfirma havde stået for udbudsprocessen på vegne af den samlede transportkoncern. Retten fandt ikke, at det tjekkiske søsterselskab var bundet af en bestemmelse i udbudsmaterialet om værneting i Danmark, og sagen blev derfor afvist i forhold til det tjekkiske søsterselskab.

En dansk legetøjsproducent iværksatte en udbudsrunde vedrørende transporter fra Tjekket, hvor der lå et centrallager, og hvorfra godset skulle transporteres til forskellige steder i Europa. En udenlandsk transportkoncern vandt udbudsrunden via et dansk selskab, som stod for al dialog omkring udbuddet. Efterfølgende blev der på lokalt plan i Tjekkiet drøftet de praktiske forhold, og der blev udarbejdet skriftlig procedure for samarbejdet mm.

Under en transport fra centrallageret i Tjekkiet til Slovakiet bortkom en ladning gods. Legetøjsproducenten lagde derfor sag an i Danmark mod det danske transportselskab, som havde stået for udbudsprocessen, og mod det tjekkiske søsterselskab, som havde sørget for transportens udførelse.

Under retssagen om erstatningskravet for det bortkomne gods blev spørgsmålet om, hvorvidt det danske transportselskabet var rette sagsøgte, udskilt til særskilt behandling. Det samme gjaldt spørgsmålet om, hvorvidt der kunne anlægges sag i Danmark mod det tjekkiske søsterselskab.

Hvem var den kontraherende transportør?
Om det danske transportselskab var rette sagsøgte afhang af, om selskabet kunne anses for at være den kontraherende transportør i forhold til den konkrete transport. Det danske transportselskab mente ikke, at det skulle betragtes som kontraherende transportør på den konkrete transport, blot fordi det havde forestået dialogen omkring udbuddet af den overordnede rammeaftale.

Producenten mente derimod, at det danske selskab var kontraktuelt ansvarlig for alle de transporter, der blev udført på grundlag af udbuddet, og at det danske selskab dermed var den kontraherende transportør, selvom de pågældende transporter blev udført af transportørens koncernforbundne selskaber. Det måtte være uden betydning, at producenten bookede den pågældende transport direkte ved transportørens søsterselskab og ikke gennem transportselskabet i Danmark.

Var det tjekkiske selskab bundet af bestemmelserne i udbudsmaterialet?
Producenten ønskede også at rette et erstatningskrav mod det tjekkiske søsterselskab, der havde udført transporten. Søsterselskabet var anført som fragtfører i CMR-fragtbrevet.

Transportørens søsterselskab havde værneting i Tjekkiet, men det fremgik af en bestemmelse i udbudsmaterialet, at der var værneting i Danmark. Spørgsmålet var herefter, om bestemmelsen i udbudsmaterialet, som transportøren havde afgivet tilbud på, også gjaldt for det tjekkiske selskab.

Sø- og Handelsretten: Det danske selskab ”bundet” – det tjekkiske selskab ”frifundet”
Sø- og Handelsretten fandt, at det danske transportselskab måtte anses for at være den kontraherende transportør. Selskabet havde givet en række oplysninger som svar på udbuddet og indtastet pristilbud i udbudsplatformen. Derudover havde det danske transportselskab afholdt et møde med producenten, hvor selskabet fremlagde materiale. Sø- og Handelsretten udtalte, at materialet fra mødet bar præg af, at transportselskabet blev præsenteret som én samlet virksomhed.

I forhold til det tjekkiske selskab fandt Sø- og Handelsretten, at selskabet ikke var bundet af bestemmelsen i udbudsmaterialet. Det danske selskab kunne derfor ikke forpligte søsterselskabet, som var et selvstændigt selskab, ved at forhandle og indgå aftale med producenten. Producenten kunne dermed ikke rejse et erstatningskrav mod selskabet i Danmark.

IUNO mener
Afgørelsen illustrerer, at det ikke altid er nemt at gennemskue, hvilke selskaber der kan blive bundet, når en større koncern byder ind på et udbud. Søsterselskaber kan efter omstændighederne blive anset som undertransportører eller som en del af hovedaftalen, hvilket kan få stor betydning, hvis der opstår krav mellem parterne.

Dommen viser også, at man ikke blot kan gå ud fra, at selskaber længere nede i transportkæden er omfattet af værnetingsbestemmelser i udbudsmaterialet – dette uanset om det er samme koncern som aftaleparten.

Sådan er det dog ikke nødvendigvis. I en tidligere afgørelse fra Sø- og Handelsretten blev det afgjort, at et søsterselskab var omfattet af en engelsk værnetingsklausul i en rammeaftale. Læs om dommen her (engelsk).