Kort om sagerne

Sagen fra Slovenien

Den ene sag handler om en medarbejder, der havde været ansat som teknisk specialist i to transmissionscentre i Slovenien. Arbejdet var tilrettelagt sådan, at medarbejderen havde en vagt på tolv timer, der krævede, at medarbejderen  var fysisk tilstede på arbejdspladsen. Herudover var der to perioder, som udgjorde henholdsvis:

• seks timers hvileperiode
• seks timers vagttjeneste uden krav om ophold på arbejdsstedet.

I den sidstnævnte periode med vagttjeneste skulle medarbejderen kunne kontaktes telefonisk og om nødvendigt vende tilbage til arbejdsstedet inden for en time.

Sagen fra Tyskland

Den anden sag drejer sig om en brandmand fra Offenbach am Main i Tyskland. Ud over sin regulære tjeneste skulle han regelmæssigt have vagter, der ikke krævede, at han opholdt sig på arbejdsstedet. Det var derimod et krav, at han altid kunne kontaktes, og at han havde mulighed for at nå Offenbach am Mains bygrænse med sin indsatsbeklædning og sit indsatskøretøj inden for en frist på 20 minutter.

I begge sager blev EU-Domstolen spurgt, om en periode med sådanne vagttjenester skal betragtes som arbejdstid i arbejdstidsdirektivets forstand.

Hvad står der i EU's arbejdstidsdirektiv?

EU's arbejdstidsdirektiv fastlægger en række centrale krav til blandt andet daglige hvileperioder, pauser og arbejdstid. I den forbindelse opererer direktivet med de to kernebegreber "arbejdstid" og "hviletid".

Arbejdstid defineres som det tidsrum, hvori medarbejderen er på arbejde og står til arbejdsgiverens rådighed under udførelsen af sin beskæftigelse eller sine opgaver i overensstemmelse med national lovgivning og/eller praksis.

Hviletid er defineret som det tidsrum, der ikke er arbejdstid.

EU-Domstolens domme

EU-Domstolen udtalte i begge sager, at det beror på en helhedsvurdering, om en periode med vagttjeneste uden for arbejdsstedet udgør arbejdstid, som begrebet beskrives i arbejdstidsdirektivet.

Ifølge EU-Domstolen skal helhedsvurderingen afklare, om de begrænsninger, der er pålagt medarbejderen i perioder med vagttjeneste, er af en sådan art, at de objektivt set og i meget betydeligt omfang påvirker medarbejderens mulighed for frit at disponere over sin tid under vagttjenesten. Er det tilfældet, vil vagttjenesten være omfattet af begrebet arbejdstid i henhold til arbejdstidsdirektivet.

EU-Domstolen fremhævede blandt andet, at helhedsvurderingen skal tage stilling til tre forhold:

• Fristens længde: Hvor lang tid har medarbejderen til at genoptage arbejdet, når medarbejderen bliver tilkaldt?
• Hyppighed: Hvor ofte bliver medarbejderen faktisk tilkaldt?
• Konsekvenser: Hvordan påvirkes medarbejderens mulighed for frit at disponere over sin tid?
  

EU-Domstolen overlod herefter afgørelsen af, om tilkaldeordningerne konkret udgjorde arbejdstid, til de nationale domstole i Slovenien og Tyskland.

Hvad kan vi lære af fortolkningen?

Disse to domme fra EU-Domstolen udgør endnu et fortolkningsbidrag til forståelsen af det EU-retlige arbejdstidsbegreb.

Dommene slår fast, at der ikke kan opstilles en generel regel om, at vagttjeneste uden for arbejdsstedet udgør arbejdstid efter arbejdstidsdirektivet. Derimod skal spørgsmålet om, hvad der er reel arbejdstid, vurderes fra gang til gang ud fra en helhedsvurdering.

Vores rådgivning

Er du i tvivl om, hvad der er henholdsvis arbejdstid og hviletid for dine medarbejdere, står vores specialister i ansættelses- og arbejdsret klar til at hjælpe dig; både med at skabe klarhed om jeres konkrete forhold og med at rådgive om, hvordan du og din virksomhed skal forholde jer til EU-Domstolens seneste fortolkning på området.