Enig med Generaladvokaten: EU-Domstolens afgørelse i forældelsessag mod Google

EU-Domstolens afgørelse i sag C-605/21 af 18. april 2024, Heureka Group mod Google

Kort om sagen

I 2017 vurderede Europa-Kommissionen ("Kommissionen"), at Google havde misbrugt sin dominerende stilling på 13 nationale markeder for generel onlinesøgning og produktsammenligningstjenester i EØS. Retten annullerede delvist Kommissionens afgørelse i 2021 for så vidt angår Kommissionens vurdering af markedet for generel onlinesøgning, da Retten fandt, at dette ikke var tilstrækkeligt bevist. Retten opretholdt dog Kommissionens vurdering vedrørende markedet for produktsammenligningstjenester. Den dom er anket til EU-Domstolen og verserer fortsat.

På baggrund af Kommissionens afgørelse anlagde det tjekkiske selskab Heureka Group ("Heureka") den 26. juni 2020 et erstatningssøgsmål mod Google. Omdrejningspunktet i denne seneste afgørelse fra EU-Domstolen er, hvorvidt Heurekas krav mod Google er forældet.

Afgørende for beregning af forældelsesfristen er, i hvilken periode overtrædelsen har fundet sted. Kommissionen fandt ved sin afgørelse, at overtrædelsen - for så vidt angår Den Tjekkiske Republik - havde fundet sted siden februar 2013, hvorfor Heureka har påstået, at antallet af besøgende på Heurekas prissammenligningstjeneste blev reduceret som følge af overtrædelsen i denne periode frem til 27. juni 2017, hvor Kommissionen traf sin afgørelse.

Imidlertid argumenterer Google for, at Heurekas ret til erstatning var forældet. Dette gjaldt som minimum kravet for perioden den februar 2013 til den 25. juni 2016. Google hævder, at Heureka kunne have haft kendskab til såvel overtrædelsen som den omstændighed, at Heureka havde lidt et tab, længe inden Kommissionens afgørelse. Videre hævdede Google, at forældelsesfristen i sagen begyndte at løbe fra februar 2013, da overtrædelsen startede i Tjekkiet - og ikke fra datoen for Kommissionens afgørelse.

EU-Domstolens afgørelse

Som anført i vores tidligere nyhed om Generaladvokatens forslag til afgørelse er udgangspunktet i disse sager, at sådanne krav forældes med hjemmel i erstatningsdirektivets artikel 10. Imidlertid udtalte Generaladvokaten i sin afgørelse, at dette ikke er rette hjemmel i Heurekas sag mod Google, idet overtrædelsen startede før direktivets ikrafttræden i december 2014. Generaladvokaten udtalte derfor, at TEUF artikel 102 sammenholdt med effektivitetsprincippet ville være rette hjemmel. Det har EU-Domstolen bekræftet i sin afgørelse.

Domstolen udtaler, at allerede før erstatningsdirektivets ikrafttræden kan forældelsesfristen for erstatningskrav for overtrædelse af konkurrencereglerne først begynde at løbe, når (1) overtrædelsen er ophørt, og (2) skadelidte har fået kendskab til de oplysninger, der var nødvendige for at anlægge erstatningssøgsmålet, og navnlig til den omstændighed, at den pågældende adfærd udgør en sådan overtrædelse. Disse to betingelser er nødvendige for, at den skadelidte kan udøve sin ret til at søge fuld erstatning for den skade, som vedkommende har lidt som følge af en overtrædelse af konkurrenceretten.

I forlængelse heraf fastslår EU-Domstolen, at kendskabet til de oplysninger, der er nødvendige for at anlægge sag, principielt kan indtræde samtidig med datoen for offentliggørelsen af resuméet af Kommissionens afgørelse om konstatering af overtrædelsen i EU-Tidende, uanset at denne afgørelse endnu ikke er blevet endelig. Det gælder dog ikke, hvis særlige og konkrete omstændigheder kan begrunde, at skadelidtes kendskab opstod før det tidspunkt, og dermed at forældelsen kan starte tidligere end offentliggørelsen. I overensstemmelse med Generaladvokatens forslag til afgørelse følger altså af EU-Domstolens afgørelse, at for Heurekas vedkommende kan forældelsesfristen først begynde at løbe fra Kommissionens afgørelse i 2017.

EU-Domstolen påpeger også, i tråd med Generaladvokatens synspunkt, at en "ikke-endelig" afgørelse fra Kommissionen, der påviser et brud på konkurrencereglerne, er gyldig indtil kommissionsafgørelen (måske) bliver ophævet. Skadelidte kan således bruge indholdet af en "ikke-endelig" afgørelse til at støtte et erstatningskrav herpå.

Endelig påpeger Domstolen, at EU-retten tillader en mulig suspension eller afbrydelse af forældelsesfristen, mens Kommissionen undersøger en sag. Dette skal sikre, at fristen ikke udløber, før Kommissionens undersøgelse er afsluttet. Da det ofte er vanskeligt for skadelidte at føre bevis for en overtrædelse af konkurrencereglerne uden en officiel afgørelse fra enten Kommissionen eller en national myndighed, skal det være muligt for skadelidte at kunne vente på resultatet af undersøgelsen. Derved sikres skadelidtes mulighed for at kunne påberåbe sig en sådan afgørelse i et efterfølgende erstatningssøgsmål.

Vores bemærkninger

I overensstemmelse med Generaladvokatens forslag til afgørelse, når EU-Domstolen således frem til, at forældelsesfristen i den konkrete sag vedrørende erstatningskrav først begynder at løbe på det tidspunkt, (1) hvor Heureka kendte eller med rimelighed kunne forventes at kende de oplysninger, der er nødvendige for at anlægge erstatningssøgsmålet, som blandt andet omfatter oplysninger om overtrædelsen af konkurrencereglerne og direktivet, men (2) ikke før overtrædelsen er ophørt.

Selvom henvisningen i princippet er til TEUF artikel 102 sammenholdt med effektivitetsprincippet, svarer betingelserne for forældelsesfristens begyndelse i store træk til reglerne i erstatningsdirektivet. Afslutningsvist bør det dog fremhæves, at i dansk henseende synes EU-Domstolens anvendelse af effektivitetsprincippet mere vidtgående end efter dansk ret. De danske forældelsesregler er ikke en direkte implementering af effektivitetsprincippet. På trods heraf har de danske domstole flere gange afvist, at danske forældelsesregler skulle være i strid med EU-Domstolens praksis. I lyset af EU-Domstolens afgørelse bliver det altså interessant at følge med i udviklingen af de danske forældelsesregler.

Læs EU-Domstolens afgørelse.