En opsagt medarbejder var ikke berettiget til bonus

Sagen drejede sig om en medarbejder, der var omfattet af to bonusordninger. Ifølge aftalerne, skulle bonusberegningerne foretages på grundlag af afdelingens resultat før skat ifølge afdelingens interne regnskab. Medarbejderen blev opsagt og herefter opstod der tvist om, hvorvidt banken var forpligtet til at udbetale bonus.

SAGEN KORT
Sagen drejede sig om, hvorvidt en ledende medarbejder, der var blevet opsagt fra sin stilling i en bank, havde krav på bonus for årene 2009 og 2010. Medarbejderen var omfattet af to forskellige bonusordninger. Det drejede sig om generel bonusordning for alle medarbejdere og en partnerbonusordning, som kun ledende medarbejdere var omfattet af.

Om bonusordningerne 
Ifølge den generelle bonusordning havde medarbejderen krav på bonus på grundlag af resultatmålet, hvis afdelingens resultat før skat og budgetteret bonus udgjorde mindst et beløb, som svarede til budgettet.

Ifølge partnerbonusordningen havde medarbejderen krav på bonus, hvis afdelingen i det forudgående år havde opnået en "merindtjening". Merindtjeningen var defineret som årets resultat før skat med fradrag af en såkaldt "tærskelværdi", der var udtryk for en minimumsindtjening

Det fremgik af bonusaftalerne, at bonussen skulle beregnes på grundlag af afdelingens resultat før skat. Afdelingens resultat før skat blev opgjort på grundlag af bankens interne regnskab.

Tvisten
Banken afviste at udbetale partnerbonus og bonus for årene 2009 og 2010 til medarbejderen, da banken ikke mente, at betingelserne for udbetaling af bonus var opfyldt. Medarbejderen mente imidlertid, at han var berettiget til partnerbonus og bonus for årene 2009 og 2010.

Parterne var uenige om, hvordan bonusgrundlaget skulle opgøres. Banken mente, at banken ved opgørelse af afdelingens resultat før skat for år 2009, havde været berettiget til at fratrække udgifter på i alt ca. 75 millioner kr., hvilket fik den konsekvens, at medarbejderen ikke var berettiget til bonus. Udgifterne bestod af 4 poster, herunder blandet nedskrivning af goodwill og udgifter til opsagte og fritstillede medarbejdere.

Ifølge bonusaftalerne skulle den negative overskudsandel overføres til det efterfølgende år (2010), derfor var medarbejderen heller ikke berettiget til bonus dette år.

Medarbejderen mente blandt andet, at der var fejl i bankens interne regnskab. Herudover mente han ikke, at banken havde været berettiget til at fratrække udgifter til bl.a. opsagte og fritstillede medarbejdere ved beregningen af afdelingens resultat før skat. Endelig gjorde medarbejderen gældende, at bonusberegningen var sket i strid med funktionærlovens § 17a.

Sø- og Handelsretten var nået til det resultat, at medarbejderen ikke var berettiget til bonus. Det var herefter op til Højesteret, at tage stilling hertil.

HØJESTERETS DOM
Bonusaftalerne
I relation til beregning af afdelingens resultat før skat fastslog Højesteret, at et "resultat før skat" fremkommer ved indregning af alle regnskabsperiodens indtægter og omkostninger, herunder afskrivninger, nedskrivninger og hensættelser af forpligtelser, bortset fra skat og andre undtagelser, der følger af regnskabsregler, der gælder for virksomheder. Bonusaftalernes henvisning til afdelingens "resultat før skat" skulle forstås i overensstemmelse hermed.

Det kunne ikke føre til et andet resultat, at bonusberegningen ifølge bonusaftalerne skulle ske på grundlag af (hele) bankens interne regnskab, idet der ikke blev udarbejdet et selvstændigt årsregnskab for afdelingen, der ikke var en selvstændig juridisk enhed.

Funktionærlovens § 17a
Højesteret fandt ikke, at det var i strid med funktionærlovens § 17a, at parterne havde aftalt, at bonussen skulle beregnes af årets resultat, herunder ved periodisering af forpligtelser som følge af medarbejderes fratræden.

Højesteret anførte, at en funktionær i medfør af funktionærlovens § 17a, har krav på en i forhold til sin ansættelsestid i regnskabsåret afpasset andel af ydelsen. Ydelsen kan ikke betinges af, at den pågældende medarbejder er ansat i virksomheden på forfaldstidspunktet. Højesteret præciserede imidlertid, at funktionærlovens § 17a ikke herudover tager stilling til, hvornår og under hvilke betingelser ydelsen kan opnås.

Bonus for årene 2009 og 2010
Højesteret fandt, at bonusserne skulle beregnes med udgangspunkt i bankens interne regnskab, og medarbejderen havde ikke godtgjort, at der var en fejl heri.
Højesteret fastslog endvidere, at banken havde opgjort bonusgrundlaget korrekt.

Da der ikke var opnået bonusgivende merindtjening, var der ikke grundlag for partnerbonus. Og da resultatmålet for årene 2009 og 2009 ikke var nået, var der heller ikke grundlag for generel bonus. Højesteret fandt derfor ikke, at medarbejderen var berettiget til bonus. Højesteret stadfæstede dermed Sø- og Handelsrettens dom.

HVAD VISER DOMMEN?
Dommen viser blandt andet, at "årets resultat før skat" som grundlag for bonusberegning skulle beregnes ved indregning af alle regnskabsperiodens indtægter og omkostninger, herunder bl.a. afskrivninger og nedskrivninger, og at dette ikke udtrykker en beregningsmetode i strid med funktionærlovens § 17a.

Højesterets dom illustrerer, at funktionærlovens § 17a alene sikrer, at en funktionær, der fratræder i løbet af et regnskabsår, er berettiget til en forholdsmæssig andel af den bonus, som medarbejderen ville have været berettiget til, hvis medarbejderen var ansat på det sædvanlige udbetalingstidspunkt. Betalingen af bonus kan ikke betinges af, at medarbejderen er ansat på udbetalingstidspunktet, men herudover tager bestemmelsen ikke nærmere stilling til, hvornår og under hvilke betingelser bonus kan opnås.

 

---