Eksklusivitets­rabatter: Intel-sagen med rekord­bøder hjemvises

Sagen viser, at analyser af rabatternes betydning for konkurrencen også har betydning i sager om eksklusivitetsrabatter, hvis virksomheden kan vise, at rabatterne ikke er egnet til at udelukke en lige så effektiv konkurrent fra markedet.


Intel-sagen kort

I 2009 fik Intel en rekordstor bøde på 1,06 milliarder euro for misbrug af en dominerende stilling på markedet for CPU'er, som er mikroprocessorer til computere. Intel havde givet eksklusive rabatter til computerproducenter, der helt eller næsten helt dækkede deres indkøb af mikroprocessorer hos Intel. Kommissionen fandt, at rabatterne efter deres art var egnede til at begrænse konkurrencen, og derfor var en effektanalyse ikke nødvendig. Kommissionen gennemførte dog alligevel den såkaldte AEC-test (as efficient competitor-test) for at vurdere rabatternes evne til at udelukke en ligeså effektiv konkurrent.

Intel anlagde efterfølgende sag ved retten med påstand om annullation af Kommissionens afgørelse. Retten frifandt Kommissionen i juni 2014 og fastslog, at rabatterne var eksklusivitetsrabatter, som har til formål at begrænse konkurrencen. Retten fandt derfor, at det ikke var nødvendigt at undersøge den konkurrencebegrænsende effekt og Kommissionens AEC-test, da det ikke havde betydning for en vurdering af, om rabatterne var ulovlige.


EU-Domstolen: Eksklusivitetsrabatter er ikke altid konkurrencebegrænsende

Intel indbragte Rettens afgørelse for EU-Domstolen med påstand om, at Retten ikke havde taget alle relevante omstændigheder i betragtning ved undersøgelsen af Intels rabatter.

EU-Domstolen udtalte, at det ganske vist følger af retspraksis, at eksklusivitetsrabatter er misbrug af dominerende stilling omfattet af TEUF artikel 102. EU-Domstolen fandt dog, at det var nødvendigt at præcisere denne retspraksis, i tilfælde hvor "den pågældende virksomhed har fremlagt beviser til støtte for, at dens adfærd ikke var egnet til at begrænse konkurrencen og navnlig have de foreholdte udelukkelsesvirkninger".

EU-Domstolen fandt, at Kommissionen i et sådant tilfælde er forpligtet til at foretage en undersøgelse af udelukkelsesevnen, hvilket omfatter:

1.     Betydningen af den dominerende stilling på markedet.
2.    Den undersøgte adfærds markedsdækning.
3.    Rabatternes størrelse, varighed og betingelser for tildeling.
4.    Om en eventuel udelukkelsesstrategi har til formål at udelukke en ligeså effektiv konkurrent.

Herefter fastslog EU-Domstolen, at undersøgelsen af udelukkelsesevnen også er relevant for vurderingen af, om et rabatsystem kan begrundes objektivt eller medfører effektivitetsfordele, som kan opveje udelukkelsesvirkningen. Når Kommissionen har foretaget en sådan undersøgelse og konstateret, at adfærden er udtryk for misbrug, så påhviler det retten at undersøge alle virksomhedens argumenter, der rejser tvivl om Kommissionens konklusion om udelukkelsesevnen.

I Kommissionens afgørelse i sagen havde AEC-testen haft en reel betydning for Kommissionens beslutning. Derfor fandt EU-Domstolen, at retten var forpligtet til at undersøge Intels argumenter, der rejste tvivl om Kommissionens konklusioner. EU-Domstolen ophævede derfor rettens afgørelse og hjemsendte den til fornyet behandling.


Økonomiske analyser har betydning, men virksomheden har bevisbyrden

Dommen viser, at det ikke kan lægges til grund, at dominerende virksomheders eksklusivitetsrabatter altid er konkurrencebegrænsende. Der er en formodning om, at rabatterne er konkurrencebegrænsende, men virksomheden kan fremlægge beviser, som kan føre til den modsatte konklusion. Når virksomheder fremlægger beviser til støtte for, at en adfærd ikke er egnet til at begrænse konkurrencen, er konkurrencemyndighederne og efterfølgende appelinstanser forpligtede til at undersøge argumenterne.

For dominerende virksomheder betyder dommen, at der er mulighed for at forsvare eksklusivitetsrabatter, men det er den dominerende virksomhed, som har bevisbyrden for, at rabatterne ikke begrænser konkurrencen og udelukker konkurrenter fra markedet.



 

---