Dommer anset som lønmodtager og havde ret til ferie med løn

En fredsdommer i Italien afholdt en måneds ferie, og modtog ikke vederlag for den periode, hun var på ferie, fordi hun kun modtog vederlag per sag hun behandlede. Fredsdommeren mente dog, at hun havde ret til årlig betalt ferie, da hun skulle betragtes som lønmodtager efter arbejdstidsdirektivet, og henviste blandt andet til, at aflønningsformen og stillingens selvstændighed ikke kunne føre til andet.

Fredsdommeren argumenterede under sagen for, at hun skulle anses som lønmodtager efter arbejdstidsdirektivet, med den begrundelse, at hendes stilling befandt sig i et underordnelsesforhold til det italienske justitsministerium, at hendes lønseddel blev udstedet på samme måde som lønsedlerne til andre offentlige medarbejdere, og at en fredsdommers indtægt kan sammenlignes med en almindelig medarbejders indtægt.

Hovedspørgsmålet for EU-domstolen var derfor, om fredsdommeren skulle betragtes som ’lønmodtager’ efter arbejdstidsdirektivet, og at hun dermed havde ret til årlig betalt ferie.

Dommeren var lønmodtager

EU-domstolen fremhævede, at vurderingen af, om fredsdommeren kunne betragtes som lønmodtager, afhang af flere momenter. Det indebar blandt andet en vurdering af, om fredsdommeren udøvede reel og faktisk beskæftigelse, om fredsdommeren modtog ”løn” for sit arbejde og om dommeren i udførelsen af arbejdet befandt sig i et underordnelsesforhold.

EU-domstolen lagde først vægt på, at fredsdommeren udførte sit arbejde reelt og faktisk, og at hun havde det som sin hovedbeskæftigelse. Det blev blandt andet understøttet af, at fredsdommeren havde afsagt et højt antal domme og kendelser, og at hun havde et fast antal dage i retten over perioden. EU-domstolen mente derfor, at hun på den baggrund skulle betragtes som lønmodtager.

Dernæst tog EU-domstolen stilling til, om det, at fredsdommeren blev aflønnet honorært betød, at det ikke kunne betragtes som løn. EU-domstolen fastslog, at selvom fredsdommere kun modtager vederlag for antallet af retssager, kan vederlaget stadig have lønmæssig karakter. I den forbindelse lagde Domstolen vægt på, at vederlaget skattemæssigt blev behandlet som løn.

Endeligt vurderede EU-domstolen, at fredsdommeren befandt sig i et underordnelsesforhold. Det begrundede EU-domstolen med, at fredsdommeren var forpligtet til at overholde bestemte forhold, der tilrettelagde hendes arbejdsgang. Dette gjaldt for eksempel tildeling af retssager og dato og tidspunkt for retsmøder. Herudover var fredsdommeren også forpligtet til at følge ordre fra en anden italiensk myndighed. Med den begrundelse vurderede EU-domstolen, at der var tale om et retligt underordnelsesforhold.

Samlet set vurderede EU-domstolen, at fredsdommeren var omfattet af lønmodtagerbegrebet i EU-rettens forstand, men det var endeligt overladt til de italienske domstolene at efterprøve sagen.

IUNO mener

Afgørelsen viser, at EU-retten anvender lønmodtagerbegrebet bredt. Afgørelsen er særlig interessant fordi den viser, at selv meget uafhængige og selvstændigt arbejdende personer, som man normalt vil opfatte som selvstændige, kan blive karakteriseret som almindelige medarbejdere, med visse rettigheder, som for eksempel retten til at holde ferie med løn.

IUNO anbefaler, at virksomheder generelt er opmærksomme på, hvilke kontrakter de anvender på freelancere, konsulenter og andre eksterne personer. Vurderingen af, hvilke regler den enkelte falder ind under, kan variere fra lov til lov og afhængigt af situationen. Det er derfor vigtigt, at kontrakterne tilpasses den konkrete situation.

[EU-domstolens dom af 16. juli 2020 i sag C-658/18]