DELACOUR får medhold i principiel sag om (manglende) underretning af kautionist

I forbindelse med en principiel sag om en debitors misligholdelse af det kautionssikrede engagement, har DELACOUR nu fået medhold.

Loven om finansiel virksomheds § 48 indeholder en række bestemmelser om pengeinstitutters forpligtelser over for kautionister, når der er tale om en ”privat kaution”. Forpligtelserne vedrører både tiden før og efter etableringen af en kaution. Især bestemmelsen i § 48, stk. 6 giver anledning til indsigelser i sager, hvor et pengeinstitut ønsker at håndhæve en kaution. Der er dog ikke meget trykt retspraksis vedrørende bestemmelsen omfang.

Loven om finansiel virksomheds § 48, stk. 6 siger følgende:

Hvis låntageren udebliver med betaling af hovedstol, afdrag eller renter, skal der senest 3 måneder efter de pågældende ydelsers forfaldsdag gives meddelelse herom til kautionisten på papir eller andet varigt medium. 1. pkt. finder tilsvarende anvendelse, hvis pengeinstituttet giver låntageren henstand, uden at kautionisten har givet samtykke hertil.

Konsekvensen af ikke at give den omtalte meddelelse kan være en reduktion eller et bortfald af kautionen, jf. stk. 7:

Overskrides fristen i stk. 6, kan kautionsforpligtelsen kun gøres gældende over for kautionisten for det beløb, som låntagerens gæld efter den sikrede fordring ville have udgjort, hvis låntageren havde betalt alle ydelser rettidigt indtil det tidspunkt, som ligger 3 måneder forud for det tidspunkt, hvor meddelelse gives.

Bestemmelserne udtrykker altså en pligt for et pengeinstitut til at informere kautionister om misligholdelser eller henstand der vedrører hovedforholdet (det kautionssikrede engagement). Men skal kautionister ubetinget og altid underrettes, eller er der tilfælde hvor det ikke er nødvendigt? Det tog byretten stilling til i en ny dom, der ikke er blevet anket til Landsretten og derfor er endelig.


Sagens omstændigheder

I den konkrete sag havde A påtaget sig to kautionsforpligtelser for et anpartsselskab, som hans daværende ægtefælle ejede 100% og var direktør i. Kautionerne vedrørte henholdsvis en kreditfacilitet og et gældsbrev. Vi vil her kun behandle kautionen for gældsbrevet.

Gældsbrevet indeholdt en aftalt indfrielsesplan. Ifølge denne plan ville gældsbrevet være indfriet efter tre år ved betaling af de aftalte ydelser.

Gældsbrevet blev efterfølgende misligholdt af anpartsselskabet i forbindelse med anpartsselskabets konkurs. Kravet blev først gjort gældende over for kautionisten efter det tidspunkt, hvor gældsbrevet – hvis det ikke havde været misligholdt – ville have været indfriet. Pengeinstituttet kunne under sagen ikke dokumentere, at der var sket underretning af kautionisten i forbindelse med gældsbrevets misligholdelse.

Spørgsmålet var herefter, om den manglende underretning betød, at kautionistens forpligtelse bortfaldt, jf. den direkte ordlyd af § 48 stk. 7 eller om kautionen bestod, fordi kautionisten gennem sit ægteskab og samliv med ejeren og direktøren af anpartsselskabet, var bekendt med anpartsselskabets konkurs og misligholdelse af det kautionssikrede engagement.


Sagens argumenter og afgørelse

Kautionistens hovedanbringende under sagen var, at § 48, stk. 6 udtrykker et krav pengeinstitutter om ori-entering af kautionister i bl.a. misligholdelsestilfælde, og at dette krav er formuleret uden hensyn til en eventuel faktisk viden. Tilsvarende blev det gjort gældende, at sanktionen i § 48, stk. 7 måtte ”slå igennem” uanset kautionistens faktiske viden.

Pengeinstituttets hovedanbringende var derimod, at hele baggrunden for § 48, stk. 6 er, at kautionister skal have adgang til at varetage deres retsstilling og interesser i umiddelbar forbindelse med et kautionssikret engagements misligholdelse. Det havde kautionisten i den konkrete sag haft adgang til, da han på grund af sin relation til direktøren og ejeren af anpartsselskabet var klar over misligholdelsen.

Byretten i Viborg afsagde den 7. august 2017 dom i sagen, hvorefter pengeinstituttet fik medhold i, at kautionsforpligtelsen ikke var bortfaldet på grund af manglende underretning. Præmisserne i byrettens afgørelser var bl.a. som følger:

Det fremgår af balance pr. 31. december 2008 for [anpartsselskabet], at selskabets gæld til pengeinstitutter da udgjorde 706.460 kr. Der foreligger ikke oplysninger om, hvornår der skete misligholdelse af [anpartsselskabets] forpligtelser overfor [pengeinstituttet] i henhold til det lån på 100.000 kr. og den kassekredit, som [kautionisten] havde kautioneret for. Der foreligger heller ikke oplysninger om, at [kautionisten] forud for den 15. januar 2010 har modtaget underretning om, at og hvornår [anpartsselskabet] måtte være udeblevet med betaling af hovedstol, afdrag eller renter på dette lån og kassekreditten. Det må imidlertid lægges til grund, at lånet og kassekreditten var misligholdt, da [anpartsselskabet] blev taget under konkursbehandling den 28. juli 2009, og at [kautionisten] som samlevende ægtefælle med direktøren i selskabet var fuldt bekendt med sin ægtefælles økonomiske forhold, herunder [anpartsselskabets] manglende betalingsevne, jf. lov om finansiel virksomhed § 48, stk. 6.


DELACOURs bemærkninger og anbefaling

Afgørelsen er interessant og principiel, fordi retten fortolker loven om finansiel virksomheds § 48, stk. 6 og 7 imod bestemmelsernes umiddelbare og direkte ordlyd, idet bestemmelserne udtrykker et objektivt krav om underretning uden forbehold eller undtagelser.

Baggrunden og motiverne for bestemmelserne har været, at kautionister skal være i stand til at varetage deres retsstilling, og dette er de naturligvis forhindrede i, hvis de ikke er bekendt et engagements misligholdelse. Følgelig forekommer det rationelt, at bestemmelserne skal fortolkes i lyset af, hvad en kautionist faktisk er bekendt med.

DELACOUR bemærker, at rettens pragmatiske fortolkning af § 48, stk. 6 og 7 står i kontrast til bestemmelsens ordlyd, og der må derfor, uanset at afgørelsen er endelig, være tvivl om, hvorvidt afgørelsen er udtryk for en fortolkning, som danske pengeinstitutter uden videre kan lægge til grund for fremtiden.

Uanset omfanget af dommen, anbefaler DELACOUR naturligvis, at pengeinstitutter (fortsat) indretter sig i overensstemmelse med de pligter, der fremgår af loven om finansiel virksomheds § 48.

Advokat Anders Boserup fra DELACOUR varetog pengeinstituttets interesser i sagen, herunder gennem sagens forberedelse og hovedforhandling for byretten.

Eventuelle spørgsmål til dommen, håndtering af kautionsforhold eller pengeinstitutters kunderådgivning i forbindelse med finansiering kan rettes til advokat Michael Gregersen eller advokat Anders Boserup.

 



 

---