Jurainfo logo
LUK
Juridiske nyheder Kurser Find juridisk specialist Ledige stillinger Domme
Tilmeld nyhedsservice Om Podcasts Juridiske links Privatlivspolitik Kontakt
Ansøg om en profil Bliv kursusudbyder Bliv jobannoncør
ARTIKEL

De justerede Anbefalinger for god Fondsledelse er nu offentliggjort

De justerede Anbefalinger for god Fondsledelse, der har været sendt i høring, er nu blevet offentliggjort af Komitéen for god Fondsledelse.

Udgivet af

Anbefalingerne for god Fondsledelse er et supplement til lovgivningen på erhvervsfondsområdet, og har til formål at bidrage til at skabe transparens om og højne bestyrelsesarbejdet i de erhvervsdrivende fonde.


De justerede anbefalinger, der nu er offentliggjort, kommer i forlængelse af den høringsrunde, der blev gennemført af Komitéen for god Fondsledelse i efteråret 2024, hvor et udkast til justerede anbefalinger blev sendt i offentlig høring. Udkastet indeholdt en række tilpasninger og ændringer af de eksisterende anbefalinger, men tilføjede også to helt nye anbefalinger om fondens transaktioner med interesseforbundne parter og bestyrelsens valg af formand (og næstformand). Læs mere om høringsversionen af anbefalingerne her.


De justerede Anbefalinger for god Fondsledelse, der nu er offentliggjort, er i det væsentligste i overensstemmelse med høringsversionen.


Komitéen har dog tilrettet enkelte af anbefalingerne og kommentarerne hertil baseret på de bemærkninger, som Komitéen modtog i forbindelse med den offentlige høring. Dette gælder særligt i relation til de to nye anbefalinger, som Komitéen introducerede i forbindelse med høringsversionen.


Oplysninger om transaktioner med interesseforbundne virksomheder

Udkastet til justerede anbefalinger indebar et forslag til en ny anbefaling (2.2.3), hvor Komitéen anbefalede, at der i årsregnskabet skulle oplyses om de eventuelle transaktioner, som fonden havde indgået med interesseforbundne parter. 


I den offentliggjorte version af anbefalingerne har Komitéen foretaget enkelte ændringer og præciseringer af personkredsen omfattet af anbefaling 2.2.3, herunder ændret terminologien fra "interesseforbundne parter" til "interesseforbundne virksomheder".


Det er i kommentarerne tilføjet, at der vil være tale om en med fonden interesseforbundet virksomhed, hvis f.eks. et af fondens ledelsesmedlemmer (eller dennes ægtefælle/faste samlever eller slægtninge) enten sidder i ledelsen af den pågældende virksomhed eller besidder mindst 5 % af enten stemmerettigheder eller ejerandele i den pågældende virksomhed.


Det fastholdes herudover i de justerede anbefalinger, at en virksomhed vil være interesseforbundet med fonden, hvis et af fondens ledelsesmedlemmer (eller dennes ægtefælle/faste samlever) deltager i driften af den pågældende virksomhed, f.eks. som ansat eller partner i en konsulentvirksomhed.


Et helejet egentligt holdingselskab

Kommentaren til anbefaling (2.3.5) om, at flertallet af bestyrelsesmedlemmerne i den erhvervsdrivende fond ikke samtidig bør være medlemmer af bestyrelsen eller direktionen i fondens dattervirksomheder, medmindre der er tale om helejede egentlige holdingselskaber, er fastholdt i den oprindelige ordlyd.


Komitéen bemærker i den forbindelse, at det ikke var hensigten at ændre på, hvad der anses for et helejet egentligt holdingselskab.


Bestyrelsens valg af formand (og næstformand)

Udkastet til justerede anbefalinger indebar, at der blev foreslået indført en ny anbefaling (2.3.6), hvorefter bestyrelsen bør vælge sin formand (og eventuelle næstformand) for et år ad gangen.


I den offentliggjorte version af anbefalingerne er denne anbefaling fastholdt, men det er udgået af anbefalingen, at valget skal ske på fondens årsregnskabsmøde. Det er således muligt at følge anbefalingen, selv om valg af formand (og eventuelt næstformand) sker på et andet bestyrelsesmøde i fonden - f.eks. på årets sidste bestyrelsesmøde, hvilket er praksis for flere fonde.


Uafhængighedsvurderingen

De justerede anbefalinger indeholder - som i høringsversionen - en skærpelse af anbefaling 2.4.1 om bestyrelsens uafhængighed, idet det nu er et krav, at mindst en tredjedel af bestyrelsens medlemmer (eksklusive eventuelle medarbejdervalgte medlemmer) er uafhængige, hvis anbefalingen skal følges.


I den offentliggjorte version af anbefalingerne er der foretaget enkelte ændringer i forhold til høringsversionen, idet bl.a. oplistningen af eksempler på situationer, hvor bestyrelsesmedlemmer ikke er uafhængige, er ændret. Det er nu anført i kommentarerne til anbefalingen, at det vil være op til bestyrelsen konkret at vurdere, om det forhold, at et fondsbestyrelsesmedlem samtidig er medlem af bestyrelsen i en væsentlig dattervirksomhed eller associeret virksomhed til fonden, indebærer, at det pågældende fondsbestyrelsesmedlem ikke kan anses for at være uafhængig i fondsbestyrelsen.


De justerede anbefalinger finder anvendelse for regnskabsår, der begynder den 1. januar 2025 eller senere. For de fleste erhvervsdrivende fonde indebærer dette, at bestyrelsen første gang skal forholde sig til de nye anbefalinger i 2026 i forbindelse med bestyrelsens behandling af årsregnskabet for regnskabsåret 2025. I forbindelse med aflæggelsen af årsregnskabet for regnskabsåret 2024 i foråret 2025 skal bestyrelsen således forholde sig til anbefalingerne fra juni 2020.


Læs de nye anbefalinger fra Komitéen for god Fondsledelse her.

Har du spørgsmål til dette indlæg, er du mere end velkommen til at kontakte os.

Gå ikke glip af vigtig juridisk viden - Tilmeld dig vores gratis nyhedsservice her →

Skal din artikel også udgives via Jurainfo og udsendes direkte, via e-mail, til personer og virksomheder som specifikt efterspørger viden og kompetencer inden for dit område? Ansøg om en profil her.

Andet indhold, der kunne være relevant for dig

Nye registreringskrav for kreditformidlere: Hvad betyder det for dig - og hvad bør du gøre nu?
Nye registreringskrav for kreditformidlere: Hvad betyder det for dig - og hvad bør du gøre nu?
05/06/2026
Finansieringsret og bankret, Compliance, EU-ret, Offentlig ret
Den største risiko for 80 % af alle virksomheder er ofte usynlig
Den største risiko for 80 % af alle virksomheder er ofte usynlig
18/06/2026
Kontraktret, Selskabsret, Øvrige, Finansieringsret og bankret
Ejerlederens blinde vinkel: Kan virksomheden overleve uden dig?
Ejerlederens blinde vinkel: Kan virksomheden overleve uden dig?
19/07/2026
Selskabsret, Øvrige
Hvidvaskloven har fået en markant udvidelse - nye krav om proliferationsfinansiering, sanktioner og uafhængig kontrol
Hvidvaskloven har fået en markant udvidelse - nye krav om proliferationsfinansiering, sanktioner og uafhængig kontrol
09/09/2026
Finansieringsret og bankret, Compliance
Jurainfo logo

Jurainfo.dk er landets største juridiske nyhedsside. Her finder du juridiske nyheder, kurser samt ledige juridiske stillinger. Vi hjælper dagligt danske virksomheder med at tilegne sig juridisk viden samt at sætte virksomheder i forbindelse med den rigtige juridiske rådgiver, når de har brug for råd og vejledning.

Jurainfo.dk ApS
CVR-nr. 38375563
Vandtårnsvej 62A, DK-2860 Søborg
(+45) 71 99 01 11
[email protected]
Ønsker du at udgive materiale?
2026 © Jurainfo.dk - Juridiske nyheder og arrangementer samlet ét sted