De tyske konkurrencemyndigheder undersøger Facebooks brugervilkår, herunder om indsamlingen af brugerdata udgør et misbrug af dominerende stilling.
Bundeskartellamt har fokus på persondata i en sag om misbrug af dominerende stilling og har den 19. december 2017 meddelt Facebook deres foreløbige konklusion. Det er Bundeskartellamts opfattelse, at virksomhedens brugervilkår og indsamling af brugerdata udgør et misbrug af en dominerende stilling.
Indsamling af data
De tyske konkurrencemyndigheder har undersøgt Facebooks indsamling af brugernes data. Undersøgelsen var ikke rettet mod Facebooks indsamling af data på sin egen platform, herunder brugernes aktivitet på det sociale netværk, men derimod data indsamlet hos tredjeparter.
Disse tredjeparter udgør både virksomheder, som Facebook selv ejer, eksempelvis WhatsApp eller Instagram, og alle andre hjemmesider og apps, der benytter Facebooks API’er. En API er en software, der tillader Facebooks systemer at interagere og opsamle data fra alle tredjeparter, der benytter Facebooks API. Dette er tilfældet for ethvert tredjepartswebsted, som har Facebook-produkter inkluderet i sit design, hvilket blandt andet omfatter "like"-knappen, ”login”-muligheder eller analytiske tjenester såsom Facebook Analytics. I disse tilfælde vil data blive overført til Facebook via API'er allerede i det øjeblik, hvor en bruger tilgår tredjepartshjemmesiden.
Dette betyder eksempelvis, at Facebook indsamler data fra alle hjemmesider, der giver de besøgende mulighed for at ”like” siden på Facebook via et link på tredjepartens hjemmeside, og denne dataindsamling foregår uanset, om de besøgende trykker på linket eller ej.
Sagen angår således de vilkår om indsamling af data fra tredjepartskilder, som Facebook anvender overfor sine brugere.
Misbrug af dominerende stilling
Ifølge de tyske konkurrencemyndigheder har Facebook en markedsandel på mere end 90 % på det tyske marked for sociale netværk. Facebook vurderes dermed at have en dominerende stilling.
De tyske konkurrencemyndigheder fandt, at dataindsamlingen fra tredjeparter gik videre, end hvad Facebooks brugere havde givet samtykke til, idet brugerne ikke kan forvente, at Facebook også trækker data fra andre hjemmesider og applikationer. Brugerne mister derved kontrol over deres data. Da brugernes samtykke til den omfattende dataindsamling er et vilkår for at benytte Facebook, vurderede Bundeskartellamt, at Facebooks brugerbetingelser udgjorde et misbrug af en dominerende stilling i form af urimelige forretningsbetingelser.
Persondata og konkurrenceret?
Sagen er interessant, da de tyske konkurrencemyndigheder har benyttet principper fra persondataretten til at undersøge, om indsamlingen af data udgjorde et misbrug. Sagen er ligeledes blevet behandlet i tæt samarbejde med de tyske databeskyttelsesmyndigheder.
Rationalet for at behandle sagen som en konkurrencelovsovertrædelse er ifølge Bundeskartellamt, at indsamling og behandling af data i den digitale økonomi udgør aktiviteter med stor betydning for virksomheders konkurrenceevne. Dette afspejles også i den tyske konkurrencelov, hvor adgang til personoplysninger er indskrevet som et kriterium for vurdering af markedsstyrke. Det er ikke utænkeligt, at også andre landes myndigheder, herunder Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, vil kigge nærmere på de konkurrenceretlige aspekter af indsamling og behandling af persondata.
Gå ikke glip af vigtig juridisk viden - Tilmeld dig vores gratis nyhedsservice
her →