Dansk værneting i tvist mellem danske og udenlandske skibsarkitekter

Parterne havde indgået en aftale om skibsdesign. Det var en del af parternes samarbejdsaftale, at tvister i forbindelse med aftalen skulle afgøres efter engelsk ret ved de engelske domstole. I forbindelse med aftalen, blev der dog også vedtaget en underleverandøraftale, hvor der var henvist til standardbetingelser, som henviste til dansk ret og værneting. Tvisten udsprang af underleverandøraftalen og parterne blev i den forbindelse uenige om, hvor sagen skulle afgøres.

Skibsarkitekt A henviste til sine egne standardbetingelser, som indeholdt den danske værnetingsklausul. Betingelserne var en del af A’s oprindelige tilbud til underleverandøraftalen, som var blevet forhandlet videre i en e-mailkorrespondance mellem parterne. A mente også, at selv hvis retten kom frem til, at standardbetingelserne ikke var vedtaget, måtte der være dansk værneting efter reglerne i Domsforordningen, da skibsarkitekt B skulle opfylde sine forpligtelser om betaling i Danmark.

B argumenterede for, at underleverandøraftalen var en del af den overordnede samarbejdsaftale, og at tvisten derfor skulle afgøres i England. B mente ikke, at A’s standardbetingelser var vedtaget mellem parterne, fordi standardbetingelserne ikke var blevet udtrykkeligt vedtaget i de efterfølgende forhandlinger. Derfor kunne den danske værnetingsklausul i betingelserne heller ikke gælde for tvisten.

Dansk værneting – da der ikke var aftalt noget mellem parterne

Retten var enige i, at der var en dansk værnetingsklausul i A’s standardbetingelser. Der blev dog ikke henvist til disse betingelser i parternes forhandlinger efter at det oprindelige tilbud til underleverandøraftalen var givet, og retten mente derfor ikke, at værnetingsklausulen i betingelserne var vedtaget mellem parterne.

Retten kunne heller ikke afgøre spørgsmålet om den engelske værnetingsaftale var gyldig ud fra EU-retlige principper mellem Danmark og England, fordi sagen var anlagt efter den 1. januar 2021, det vil sige efter Brexit. Spørgsmålet skulle derfor afgøres efter dansk ret.

På trods af, at aftalen om engelsk værneting var vedtaget i den overordnede samarbejdsaftale, mente retten ikke, at den var gældende for underleverandøraftalen. Retten begrundede det med, at det ikke var klart ud fra samarbejdsaftalens ordlyd, at underleverandøraftalen også skulle være omfattet af samarbejdsaftalen.

Da begge parter var bosat i EU, henholdsvis Danmark og Cypern, afgjorde domstolen til sidst spørgsmålet efter Domsforordningens artikel 7. Her vil en sag have værneting, der hvor aftalen havde opfyldelsessted. Da levering efter underleverandøraftalen fandt sted i Danmark, kom retten frem til, at der var værneting i Danmark.

IUNO mener

Sagen er et eksempel på stor ståhej for ingenting. Parterne havde gjort sig en del anstrengelser for at vedtage en værnetingsklausul og dette mislykkedes, i hvert fald i forhold til den konkrete tvist. Sagen viser, at domstolene kan være tilbageholdende med at anerkende, at der er aftalt værneting når der – som ved underleverandøraftalen – ikke er en klar aftale om det, og ved at den aftale, der indeholder en værnetingsklausul fortolkes sådan, at den ikke gælder den konkrete tvist.

Derfor endte man med dansk værneting, som ville have været gældende selv hvis intet var aftalt.

Sagen er også et af de første eksempler på, at Brexit kan få praktisk betydning ved afgørelsen af værnetingsspørgsmål.

Det er ærgerligt at bruge tid og omkostninger på at være uenige om, hvor man skal afgøre sine uenigheder. IUNO anbefaler at være særlig omhyggelig ved indgåelse af aftaler om værneting. Blandt andet bør det så vidt muligt undgås, at der er flere mulige værnetingsaftaler i spil, og under alle omstændigheder bør da klart tages stilling til, hvilken aftale der er den gældende.

[Sø- og Handelsrettens dom i sagen BS-18206/2021-SHR af 9. november 2021]