CPV-koder – er de så vigtige?

Klagenemnda for offentlige anskaffelsers gebyrvedtak af 12. oktober 2020 (sag 2019/697)

I 2017 udbød Trondheim Kommune en rammeaftale som offentligt udbud. Aftalen drejede sig om leasing, administration og forsikring af køretøjer og maskiner inden for seks grupper, herunder personbiler, varebiler og maskiner til kommunal virksomhed (eksempelvis ismaskiner til skøjtehaller). Det overordnede mål var altså, at kommunen fik nogle biler og maskiner til rådighed.

I udbudsbekendtgørelsen havde kommunen anført flere CPV-koder, eksempelvis "motorkøretøjsforsikring", "forvaltning af vognpark" og "finansielle leasingtjenester", mens hoved-CPV-koden var "ansvarsforsikring for motorkøretøjer".

CPV (Common Procurement Vocabulary) er et klassifikationssystem, som bruges til at betegne en kontrakts genstand på henholdsvis afdelings-, gruppe-, klasse- og kategoriniveau. I udbudsbekendtgørelser skal ordregivere angive, hvilke CPV-koder, kontraktgenstanden er omfattet af. Koderne er vigtige for de bydende virksomheder, som bruger dem til at søge efter offentlige opgaver inden for deres forretningsområde. For at skabe den bedste og mest relevante konkurrence om opgaven er det derfor afgørende, at ordregivere finder den eller de CPV-koder, der er mest dækkende for den udbudte opgave.

Det norske udbudsklagenævns afgørelse

Trondheim Kommune havde godt nok angivet en række CPV-koder for tjenesteydelser, men altså ikke for vareindkøb. Det norske udbudsklagenævn (Klagenemnda for offentlige anskaffelser, KOFA) udtalte, at kommunen også skulle have angivet CPV-koder på vareindkøb, da der var tale om leasing af køretøjer, og leasingkontrakter defineres som vareindkøbskontrakter (dette er også tilfældet efter den danske udbudslovens § 4, nr. 26). Ifølge KOFA var det derfor ikke tilstrækkeligt tilkendegivet over for det aktuelle leverandørmarked, at anskaffelsen omfattede leasing af køretøj. KOFA fandt, at en sådan manglende angivelse af CPV-koder for det, som udgjorde den væsentlige (eller reelle) del af anskaffelsen, måtte ligestilles med, at kommunen slet ikke havde bekendtgjort hovedanskaffelsen.

Konkrete træk på rammeaftalen var derfor at anse for ulovlige direkte anskaffelser (uden udbud), og det samme var tilfældet for selve rammeaftalen. Og bum (!) – så rammer man jo, i hvert fald i Danmark, i udgangspunktet ind i risikoen for "uden virkning".

Vores bemærkninger

Det interessante spørgsmål i en dansk kontekst er selvfølgelig, om Klagenævnet for Udbud ville have samme syn på sagen som det norske klagenævn.

Klagenævnet for Udbud har tidligere tilladt ordregivende myndigheder en ret bred skønsmargin i forhold til de koder, ordregiveren ville vælge, og for hvor detaljeret ordregiveren angav koderne. Det så vi eksempelvis i disse to kendelser:

1. Holm & Halby A/S mod Københavns Universitet
2. Cafax A/S mod DONG Energy
   

I førstnævnte sag lagde Klagenævnet vægt på, at kun én ud af to anvendte CPV-koder var uegnet til at identificere den udbudte anskaffelse. Det er derfor muligt, at sagen havde fået et andet udfald, såfremt begge CPV-koder for (hoved)ydelsen havde været uegnede.

Det er altså ikke til at sige, hvordan en tilsvarende klagesag ville være endt i det danske klagenævn. Det norske klagenævns tilgang virker noget formalistisk, herunder som følge af at kommunen jo reelt ønskede en finansiel aftale – en tjenesteydelsesaftale. På den anden side betyder måden, hvorpå virksomhederne anvender CPV-koderne, at ordregiveres mangelfulde anvendelse af koderne kan medføre, at visse tilbudsgivere afskæres fra at deltage i et udbud.

Ordregivere bør derfor være opmærksomme på at angive de relevante CPV-koder.

Læs det norske udbudsklagenævns afgørelse af 12. oktober 2020.