COVID-19 i entrepriseforhold

Force majeure

Force majeure omhandler i entrepriseforhold omstændigheder, hvor entreprenørens arbejde er helt upåregneligt umuliggjort. I en force majeure-situation har både entreprenøren og bygherren ret til tidsfristforlængelse, men ingen af parterne har krav på betaling af erstatning eller godtgørelse. Hvis der er udstedt et påbud fra en myndighed, der forhindrer byggeriets drift, vil entreprenøren kunne kræve både tidsfristforlængelse og godtgørelse.

Retten til fristforlængelse skal dog altid vurderes på et mere konkret grundlag. De grundlæggende kriterier for tidsfristforlængelse skal være opfyldt, og den forsinkende begivenhed skal være en omstændighed, som konkret berettiger til tidsfristforlængelse efter den indgåede aftales gældende regler eller vilkår. Entreprenøren eller bygherren skal således dokumentere, om risiko for spredning af COVID-19 – eller andre hindringer i medfør af pandemien – har berettiget til tidsfristforlængelse.

De to situationer, der oftest gøres gældende at være forårsaget af COVID-19, er henholdsvis manglende arbejdskraft og manglende leverancer. Disse situationer vil vi derfor gøre kort status på i det følgende.

Manglende arbejdskraft

Entreprenøren er som udgangspunkt ikke skyld i eller har kontrol over, om entreprenørens medarbejdere bliver syge eller karantæneramte i forbindelse med pandemien.

I vurderingen af, om der foreligger force majeure, vil der blandt andet blive lagt vægt på;

om det er dokumenteret, at de pågældende medarbejdere er eller var nødvendige for at opfylde entreprenørens forpligtelser til tiden, samt

om det for entreprenøren forekommer umuligt at skaffe andre medarbejdere, som kan løse den konkrete opgave.

Det vil således næppe være tilstrækkeligt, at entreprenøren ikke har andre medarbejdere at erstatte de frafaldne medarbejdere med, så længe at entreprenøren har mulighed for at skaffe nye medarbejdere andetsteds eller på anden vis. Vurderingen skal naturligvis ses i sammenhæng med, om forsinkelsen helt eller delvist skyldes noget andet – for eksempel entreprenørens mangelfulde planlægning, eller måden entreprisearbejdet udføres på. Sådanne scenarier vil være særdeles svære at opfylde, hvorfor det sjældent vil blive aktuelt med tidsfristforlængelse i en sådan situation uanset COVID-19.

I de tilfælde hvor entreprenøren ønsker at påberåbe force majeure, skal entreprenøren være opmærksom på, at det er entreprenøren, som har bevisbyrden for, at denne er berettiget til tidsfristforlængelse. Entreprenøren skal derfor fremlægge dokumentation for, at entreprenøren ikke har været i stand til konkret at opfylde de fastsatte tidsfrister på grund af umuligheden i at skaffe medarbejdere. Er entreprenøren ikke i stand til at løfte denne bevisbyrde, vil bygherren være berettiget til sanktioner i henhold til den indgåede entrepriseaftale.

Manglende byggematerialer

Mange virksomheder oplevede i foråret, og nogle oplever i øjeblikket (fortsat), at det er svært at få materialer hjem – særligt fra udlandet – som følge af de mange nedlukninger, restriktioner m.v. i de forskellige lande.

For manglende eller forsinkede leverancer gør de samme forhold sig gældende, som hvis der var tale om mangel på arbejdskraft. Den konkrete manglende leverance skal være umulig at få, ligesom den skal være nødvendig for at nå tidsfristen, førend tidsfristforlængelse kan komme på tale. Det er entreprenørens opgave at føre dokumentation for dette samt for, at leverancen er forsinket.

Det vil naturligvis have væsentlig betydning for vurderingen, om entreprenørens materialevalg er frit, idet en stor del af materialerne i entrepriseforhold ofte kan skaffes fra andre leverandører.

Hvis det lægges til grund, at COVID-19 situationen forhindrer levering af materialer, og materialevalget er frit, kan entreprenøren opfylde aftalen ved brug af andre egnede materialer. Er der ikke frit materialevalg, bør entreprenøren indhente bygherrens anvisninger, i forhold til hvorvidt der kan anvendes andre materialer i stedet. Dette kan have betydning for entreprisesummen og reguleringen heraf, og i nogle tilfælde vil entreprenøren da have ret til tidsfristforlængelse i situationen alligevel.

Focus Advokaters vurdering

Det er vores vurdering, at COVID-19-pandemien ikke automatisk fører til, at en entreprenør ved enhver forsinkelse i de to ovennævnte situationer kan påberåbe sig ret til fristforlængelse over for bygherren.

Ved pandemiens udbrud stod mange entreprenører i en uvis situation, som de ikke havde prøvet før. Uanset retningslinjerne for tidsfristforlængelse vil det altid bero på en konkret bedømmelse af de pågældende omstændigheder, om der forelå force-majeure i vinter/foråret 2020, såvel som hvorvidt force-majeure kan foreligge i dag.

I dag vil COVID-19 kun i begrænsede tilfælde kunne påberåbes som force-majeure eller som udgangspunkt for tidsfristforlængelse på andet grundlag. Dette skyldes, at entreprenører og bygherrer nu i vidt omfang har haft mulighed for at indstille sig på – og tage højde for – de vanskeligheder, som pandemien fortsat giver anledning til. Det afgørende for vurderingen er, om der foreligger decideret umulighed.

Det kan derfor være svært at dokumentere, at der foreligger en force majeure-situation i dag begrundet i COVID-19. Udgangspunktet vil være, at det gør der ikke. Forskellige forhold vil spille ind, herunder lokale restriktioner, som vi i øjeblikket ser i Nordjylland, og i forhold til aftalegrundlaget f.eks. om entreprenørens materialevalg er frit, eller om entreprenøren er bundet til konkrete leverandører.