Jurainfo logo
LUK
Juridiske nyheder Arrangementer Find juridisk specialist Domme
Om Jurainfo Bliv samarbejdspartner Juridiske links Privatlivspolitik Kontakt
Artikel

COVID-19: Betydning for byggebranchen

Bech Bruun
19/03/2020
650
COVID-19: Betydning for byggebranchen
Bech Bruun logo
Hovedpunkter: I dette nyhedsbrev redegør vi for virkningerne af COVID-19 i entrepriseretlig sammenhæng. Denne indledende del at nyhedsbrevet er en opsummering i hovedpunkter af den grundige og uddybende redegørelse, som findes i nyhedsbrevets efterfølgende del.


Force majeure - Tidsfristforlængelse og erstatning/godtgørelse


Retten til tidsfristforlængelse og betaling af erstatning eller godtgørelse reguleres af AB 92/ABT 93 og AB 18/ABT 18. Regelsættende behandler i høj grad spørgsmålet ens.

I force majeure-situationer har både entreprenøren og bygherren ret til tidsfristforlængelse, men ingen af parterne har krav på betaling af erstatning eller godtgørelse. Populært sagt har parterne ret til tid, men ikke penge.

Force majeure-tilfældene vedrører situationer, hvor arbejderne er helt upåregneligt umuliggjort, og entreprenøren eller bygherren vil derfor skulle løfte en meget tung bevisbyrde for at dokumentere, at den blotte risiko for spredning af COVID-19 berettiger til tidsfristforlængelse.

Som følge af at den samfundsmæssige effekt af COVID-19 bliver mere fremtrædende, vil den der påberåber sig force majeure stå over for en stadig tungere bevisbyrde, i forhold til at COVID-19 medførte uforudsigelige omstændigheder, som umuliggjorde rettidig udførelse. Mange ydelser i entrepriseforhold vil således kunne skaffes fra andre leverandører eller opfyldes med andre medarbejdere.

Anderledes forholder det sig, hvis en myndighed meddeler egentligt påbud eller forbud, som hindrer byggeriets drift. I sådanne tilfælde vil entreprenøren kunne kræve tidsfristforlængelse og godtgørelse.

Hvis entreprenøren forventer eller ønsker at tage forbehold for at blive forsinket på grund af COVID-19, skal entreprenøren varsle dette over for bygherren og følge op med et egentligt krav om tidsfristforlængelse, når/hvis den forventede forsinkelse indtræder.

Dansk Byggeri er kommet med en opfordring til landets bygherrer, om at de - i de tilfælde hvor byggerier bliver forsinket som følge af denne situation - suspenderer dagbøder over for entreprenøren.


Tabsbegrænsning og egen skyld


Begge parter har pligt til at begrænse forsinkelse og tab ved rimelige dispositioner. Parterne bør følge myndighedernes anvisninger om COVID-19 og fastsætte interne retningslinjer om forebyggende foranstaltninger. Hvis parterne ikke følger myndighedernes anvisninger eller ikke har indrettet arbejdsstedet på en sikkerheds- og sundhedsmæssig forsvarlig måde, kan dette være udtryk for egen skyld.


Materialeleverancer


Materialeleverancer i entrepriseforhold vil ofte kunne skaffes fra andre leverandører og udgangspunktet er derfor, at entreprenøren ikke er ansvarsfri, hvis materialet kan indkøbes fra andre leverandører. Entreprenøren risikerer dog at stå tilbage med regningen, hvis dækningskøbet blev dyrere end det som entreprenøren i sit tilbud havde indkalkuleret. Dette kan entreprenøren som udgangspunkt ikke få dækket hos bygherren.

I tilfælde, hvor COVID-19 situationen forhindrer kontraktmæssige materialeleverancer bør entreprenøren indhente bygherrens anvisninger og det bør overvejes om andre, alternative og egnede materialer kan anvendes i stedet. I sådanne tilfælde må parterne vurdere om det giver anledning til en regulering af entreprisesummen efter ændringsreglerne.


Mandskab


Udgangspunktet er, at manglende mandskab ikke berettiger til tidsfristforlængelse. Hvis en enkelt medarbejder eksempelvis er syg eller skal i karantæne, så må den anden part som udgangspunkt kunne kræve, at kontrakten opfyldes ved hjælp af andre tilsvarende medarbejdere.

Undtagelse kan formentlig ske ved særlige nøglepersoner, men det afhænger af de konkrete omstændigheder.

For den arbejdsgiverretlige håndtering af medarbejdere henviser vi til vores ansættelsesretlige nyhedsbrev på vores hjemmeside.


Tilsyn og mangelgennemgange


Tilsyn og mangelgennemgange må løbende foregå som hidtil, men deltagerantallet må formentlig begrænses til de strengt nødvendige.

I situationer med offentlige bygherrer, hvis medarbejderne er beordret hjemsendt, kan der opstå spørgsmål om mangler og tidsfristforlængelse, når entreprenøren under arbejdernes udførelse indkalder til tilsyn i marken. I sådanne situationer må entreprenøren indhente bygherrens afgørelse af, om bygherren ønsker at arbejdet afventer tilsyn eller om byggeriet ønskes fortsat. Parterne bør overveje metoder som fx video som alternativ til tilsyn i marken.

Hvis der efter byggeriets aflevering nedlægges forbud mod adgang til ejendomme (fx plejehjem) vil entreprenøren som skal udføre mangelafhjælpning være berettiget til suspension af fristen for mangelafhjælpningen indtil forbuddet er ophørt.

 

Uddybende gennemgang om COVID-19's betydning for byggebranchen


Regeringen har på et pressemøde den 11. marts 2020 varslet ekstraordinære indgreb med henblik på at inddæmme og afbøde konsekvenserne af COVID-19.
De nye initiativer er specificeret i lovforslag nr. L 133, som indeholder ændringer i den allerede gældende epidemilov. Lovændringerne træder i kraft den 16. marts 2020 med en senere forventet ophævelse pr. den 1. marts 2021.

Lovforslaget medfører overordnet set, at sundhedsministeren overlades kompetence til at udøve en lang række meget vidtgående beføjelser, der senere skal konkret udmøntes i en bekendtgørelse, som endnu ikke er offentliggjort.

Udover ændringsloven rejser COVID-19-pandemien også en række øvrige spørgsmål af væsentlig betydning for byggeriets parter og deres kontraktmæssige forpligtelser, herunder i relation til byggeriets forsinkelse og mangler, ligesom det har været drøftet, om spredningen af COVID-19 kan betegnes som force majeure i en entrepriseretlig kontekst.

De nedenstående vurderinger tager alene afsæt i regeringens allerede varslede indgreb, og derfor kan den retlige regulering af parternes forpligtelser og rettigheder ændre sig i takt med de senere indgreb.


Byggeriets forsinkelse



Retsgrundlaget i AB-regelsættene

AB-regelsættene, der anvendes som hyppigt anvendte aftaledokumenter i danske byggerier, indeholder indholdsmæssigt identiske regler om den ret til tidsfristforlængelse, der kan forlanges af både entreprenøren, bygherren og rådgiveren i en force majeure-situation.

Retsvirkningen af en forsinkelse, der er forårsaget af force majeure, er, at den, der kan påberåbe sig retten til tidsfristforlængelse, ikke er i en ansvarspådragende misligholdelse.

I en forsinkelseskontekst er force majeure-begrebet eksemplificeret i AB 18 § 39, stk. 1, litra c, svarende til AB 92 § 24, stk. 1, nr. 3, og begrebet dækker over blandt andet krig, usædvanlige naturbegivenheder, brand, strejker, lock-out og hærværk, men opremsningen er ikke udtømmende. Det er derfor overladt til voldgifts- og retspraksis at vurdere, hvilke andre forsinkelsesårsager der kan klassificeres som force majeure.

Fælles for alle forsinkelsesårsager, der kan omfattes af force majeure-begrebet, er på et generelt plan, at forsinkelsen skal være opstået uden entreprenørens skyld, at den var upåregnelig, og at forsinkelsen skal være en følge af forhold, som entreprenøren heller ikke er herre over. Derudover må der stilles krav om, at forsinkelsesårsagen skal være ekstraordinær, således mindre, hændelige omstændigheder, som principielt er opstået uden entreprenørens skyld, ikke kan medføre retten til tidsfristforlængelse. Er en eller flere af disse betingelser ikke opfyldt, er tidsfristforlængelse som følge af force majeure udelukket.

Hvis entreprenøren kan dokumentere en force majeure-situation, skal entreprenøren samtidig dokumentere en årsagssammenhæng mellem den forsinkende omstændighed og den faktiske forsinkelse, herunder den afledte forsinkelses varighed. Dette betegnes også ”den kritiske vej”. Er byggeriet imidlertid også forsinket på grund af årsager, som ikke kan medføre retten til tidsfristforlængelse, foreligger der en parallelforsinkelse.

Entreprenørens løftelse af bevisbyrden for retten til tidsfristforlængelse medfører, at entreprenøren derved undgår at være i ansvarspådragende forsinkelse overfor bygherren, således bygherren ikke vil kunne fremsætte et dagbodskrav, kræve erstatning eller ophæve entreprisekontrakten som følge af forsinkelsen.

Entreprenøren vil imidlertid ikke kunne kræve erstatning eller godtgørelse betalt af bygherren, da ingen part i en force majeure-situation opnår ret til betaling for det tab, som forsinkelsen måtte medføre. Dette gælder også ved parallelle forsinkelser.


Entreprenørens standsningsret som følge af risiko for smittespredning

Entreprenøren har i medfør af AB 18 § 38, svarende til AB 92 § 23, en ret til at standse de igangværende arbejder, såfremt bygherren ikke har betalt forfaldne beløb, eller såfremt der som følge af bygherrens økonomiske forhold i øvrigt er en betydelig risiko for, at bygherren ikke kan betale entreprenørens tilgodehavende.

Bestemmelsens ordlyd indeholder derudover ikke hjemmel til, at entreprenøren med anden begrundelse har ret til at standse arbejdet.

Det skal dog holdes for øje, at såvel bygherren som entreprenøren er forpligtet til at sikre overholdelse af gældende offentligretlige forskrifter, herunder bestemmelser fra sundhedsmyndighederne og Arbejdstilsynet. Det har i forbindelse med den seneste tids spredning af COVID-19 været drøftet, hvorvidt den blotte risiko for smittespredning på byggepladsen i sig selv – uanset epidemiloven – udgør en force majeure-situation, der kan medføre entreprenørens ret til at standse arbejderne mod bygherrens protest.

Den sparsomme rets- og voldgiftspraksis om forståelsen af force majeure i en forsinkelsessituation indeholder ikke en klarlægning af, om epidemier og risikoen for smittespredning m.v. kan medføre retten til tidsfristforlængelse.

Ifølge epidemilovens § 6, stk. 1, kan sundhedsministeren nu forbyde indendørs, udendørs, offentlige og private forsamlinger, arrangementer, begivenheder, m.v.

I lovbemærkningerne fremgår det, at bestemmelsens anvendelse af begrebet ”forsamlinger” skal forstås bredt, og at enhver situation, hvor personer opholder sig sammen, vil kunne udgøre en forsamling, der kan forbydes.

Det fremgår dog samtidigt, at det er hensigten – som også oplyst på regeringens pressemøde den 11. marts 2020 – at der i den senere bekendtgørelse foreløbigt vil blive fastsat en øvre grænse for tilladte forsamlinger på indtil 100 personer.

Lovbemærkningerne anfører eksplicit, at der ved ”forsamlinger” ikke skal forstås almindelig tilstedeværelse på en arbejdsplads. Herved må også forstås en indendørs eller udendørs byggeplads. Derimod kan forsamlinger på arbejdspladsen, såsom større fællesmøder, være omfattet af forbuddet.

Særligt for så vidt angår sygehuse og plejehjem fremgår det i epidemilovens § 12 c, at sundhedsministeren kan forbyde eller begrænse ”besøgendes” adgang. I lovbemærkningerne er det forudsat, at personer, der leverer varer eller serviceydelser ikke omfattes af den personkreds, som forbuddet kan omfatte. Det fremgår ikke, hvad der skal forstås ved ”serviceydelser,” og rækkevidden af de ventede forbud må derfor forventes afklaret fra sag til sag.

Det kan under alle omstændigheder forekomme betænkeligt at lade entreprenøren være omfattet af den tilladte personkreds, der må udføre serviceydelser, hvis der herved fx skal forstås indendørs afhjælpningsarbejder på et sygehus i drift. Det må derfor formodes, at den personkreds, der ikke omfattes af et forbud, kun vedrører personer, der skal have kortvarige ophold på sygehuse og plejehjem for at sikre den almindelige drift.

For så vidt angår skole- og daginstitutionsbyggerier er det i epidemilovens § 22, stk. 1, bestemt, at sundhedsministeren kan træffe beslutning om institutionernes forhold, herunder midlertidig lukning. En sådan lukning medfører, at brugerne, såsom børn og studerende, ikke kan benytte bygningerne, mens det modsatte gør sig gældende for de ansatte. Formålet med en hel eller delvis midlertidig lukning er – som lovens øvrige bestemmelser – at hindre smittespredning, i dette tilfælde blandt institutionens brugere. Derfor kan det ikke formodes, at en midlertidig lukning som udgangspunkt vil hindre entreprenørens udførelse af fx tilbygnings- og renoveringsentrepriser.

Det må på baggrund af lovbemærkningerne formodes, at entreprenøren ikke mod bygherrens protest vil kunne modsætte sig en udførelse af entreprisen med den eneste begrundelse, at der blandt de tilstedeværende på byggepladsen er en hypotetisk risiko for smittespredning.

Hvis ikke entreprenøren kan dokumentere en konkret og velbegrundet risiko for smittespredning, der ikke kan afværges med mindre drastiske midler, såsom hjemsendelser og ekstra hygiejneforanstaltninger, vil en standsning – uanset byggepladsens størrelse – være uberettiget og, efter omstændighederne, også hævebegrundende.


Mandskabs- og materialemangel

Rækkevidden af den kommende smittespredning af COVID-19 i Danmark og resten af Europa er af åbenlyse grunde endnu ukendt, men regeringen har i lovbemærkningerne anslået, at ca. 60.000 personer over en periode på tre måneder vil være i direkte kontakt med sundhedsvæsenet, og at ca. 11.000 personer vil have behov for sygehusbehandling i varierende grad.

Sundhedsstyrelsen har desuden anbefalet, at syge og rejsende, der har besøgt de såkaldte ”røde lande,” efter hjemkomst til Danmark bliver i hjemmekarantæne i mindst 14 dage. Ligeledes indeholder epidemilovens nye § 7, hjemmel til, at sundhedsministeren kan tvinge borgere til indlæggelse, undersøgelser og isolation.

Det må uden videre formodes, at den fortsatte spredning af COVID-19 vil påvirke entreprenørernes muligheder for bemanding på danske bygge- og anlægsprojekter.

Dertil kommer, at den allerede gældende lovgivning indeholder hjemmel til, at myndighederne kan nægte udlændinge, også andre EU-borgere, indrejse til Danmark, hvis et forbud kan begrundes i hensynet til den offentlige sundhed. Regeringen har tidligere bebudet, at man vil undersøge og overveje mulighederne for begrænsning af bestemte udlændinges indrejse i Danmark. Også sådanne restriktioner kan medføre et forøget pres på entreprenørernes adgang til arbejdskraft.

I den juridiske teori er det den generelle opfattelse, at entreprenøren ikke kan opnå ret til tidsfristforlængelse som følge af mandskabsmangel. Uanset at entreprenøren ikke har udvist en fejl eller forsømmelse, er det entreprenørens risiko, at adgangen til kvalificeret arbejdskraft er hindret.

Dette samme gør sig som udgangspunkt gældende for den forsinkelse, som entreprenøren måtte forårsage som følge af forsinkede materialeleverancer. Også dette er entreprenørens risiko. Det skal hertil også påpeges, at der ikke fra lovgivningsmagtens side er varslet egentlige handelsrestriktioner.

Dog kan det ikke afvises, at entreprenøren alligevel under konkrete omstændigheder vil kunne påberåbe sig force majeure-reglen i AB 18 § 39, stk. 1, litra c, eller AB 92 § 24, stk. 1, nr. 3, til støtte for kravet om tidsfristforlængelse, når forsinkelsen begrundes i en hel eller delvis umulighed forbundet med at fremskaffe de påtænkte byggematerialer.

Hvis intet er aftalt mellem entreprenøren og materialeleverandøren, finder købeloven anvendelse, eller alternativt ofte CISG for internationale købeforhold. I købelovens § 24, er det bestemt, at sælgeren – materialeleverandøren – er objektivt erstatningsansvarlig for forsinkede leverancer af standardiserede byggematerialer, medmindre forsinkelsen skyldes force majeure. Det skal hertil bemærkes, at det køberetlige force majeure-begreb er markant snævrere, end det tilsvarende entrepriseretlige begreb, da force majeure i køberetten er begrænset til navnlig krig, indførselsesforbud eller lignende. I købeloven har force majeure-reglerne derfor en mindre praktisk betydning.

Hvis et af AB-regelsættene derimod er vedtaget mellem entreprenøren og materialeleverandøren, og hvis bygherren i udbudsmaterialet har foreskrevet anvendelsen af et konkret byggemateriale, der fx kun kan fremskaffes af en norditaliensk materialeleverandør, kan det ikke afvises, at materialeleverandøren kan påberåbe sig force majeure overfor entreprenøren.

Hvis materialeleverandøren med rette vil kunne påberåbe sig tidsfristforlængelse overfor entreprenøren som følge af force majeure, vil entreprenøren, der skal levere kontraktmæssige materialer til bygherren, ikke kunne frigøre sig retmæssigt fra aftalen med materialeleverandøren ved at foretage et eventuelt dækningskøb hos en anden leverandør. I et sådant tilfælde vil det forekomme urimeligt byrdefuldt at nægte entreprenøren ret til tidsfristforlængelse som følge af force majeure, medmindre både bygherren og materialeleverandøren accepterer entreprenørens ret til anvendelse af et andet materiale, der kan fremskaffes.

Bygherrens betænkningstid om anvendelse af alternative byggematerialer vil som udgangspunkt medføre entreprenørens ret til tidsfristforlængelse.


Øvrige hindringer som følge af epidemiloven og COVID-19

Når diverse myndigheder meddeler parterne forbud eller påbud, som hindrer byggeriets fremdrift, følger det af AB 18 § 39, stk. 1, litra e, svarende til AB 92 § 24, stk. 1, nr. 5, at entreprenøren har ret til tidsfristforlængelse, hvis forbuddet eller påbuddet ikke skyldes entreprenørens egne forhold.

Dette skal sammenholdes med bestemmelsen i ABT 18 § 5, stk. 5, svarende til ABT 93 § 3, stk. 4, hvori det fremgår, at ændrede myndighedskrav efter totalentreprenørens tilbudsafgivelse er omfattet af bygherrens risiko. Totalentreprenøren vil være aftalemæssigt forpligtet til at opfylde de ændrede myndighedskrav, men som udgangspunkt mod krav om ekstrabetaling. Bygherren vil i et sådant tilfælde ikke kunne afværge en pligt til ekstrabetaling under påberåbelse af, at hindringerne var varslede eller påregnelige inden tilbudsafgivelsen, da det er ikrafttrædelsestidspunktet for de ændrede myndighedskrav, der skal tillægges betydning.

Den forestående ændringslov indeholder i vidt omfang en række udvidede beføjelser, der tilkommer sundhedsministeren, og som kan have en betydning for parternes afvikling af entreprisen.

I epidemilovens § 6 a, fremgår, at sundhedsministeren kan fremsætte krav om forbud eller restriktioner i forbindelse med adgangen til offentlige institutioner, såsom biblioteker og svømmehaller. Samme forbud kan i medfør af § 12 b, meddeles for så vidt angår erhvervsdrivendes lokaler, hvis lokalerne er offentligt tilgængelige, såsom fitnesscentre, lufthavne, m.v. Hvis fx en planlagt renoveringsentreprise omfattes af et sådant forbud, som umuliggør eller hindrer entreprenørens påbegyndelse af arbejdet, vil entreprenøren opnå ret til tidsfristforlængelse for den afledte forsinkelse.

Særligt for byggepladser bør også epidemilovens § 7, stk. 1, fremhæves. I bestemmelsen fremgår, at sundhedsministeren kan bestemme, at et geografisk område, hvor COVID-19 er konstateret, skal afspærres. I lovbemærkningerne fremgår dog, at der vil kunne fastsættes regler om, at visse persongrupper alligevel må færdes i området i afspærringsperioden, og bemærkningerne har som eksempler anført redningsarbejdere, hjemmehjælpere og skraldemænd.

Det er uklart, hvorvidt også udførende håndværkere vil blive tilladt adgang til sådanne afspærringsområder, og spørgsmålet må formentlig afklares fra sag til sag.

Det er i sådanne tilfælde afgørende at skelne mellem entreprenørens krav om standsning af arbejderne mod bygherrens protest og entreprenørens pligt hertil. Som anført ovenfor kan det ikke påregnes, at entreprenøren mod bygherrens vilje må standse arbejderne, uanset om dette sker for egen regning eller ej.

Hvis entreprenøren derimod nægtes adgang til byggepladsen som følge af et forbud, vil entreprenøren som udgangspunkt opnå retten til tidsfristforlængelse. Retten til tidsfristforlængelse og godtgørelse for den forlængede byggeperiode kan dog blive helt eller delvist nedsat, hvis det kan påvises, at entreprenøren selv har været medvirkende til smittespredning ved fx ikke at hjemsende syge medarbejdere eller ved at undlade at stille tilstrækkelige hygiejneforanstaltninger til rådighed.


Er COVID-19 force majeure?

Spredningen af COVID-19 og frygten for yderligere smitte i forsamlinger har givet anledning til flere bud på, om COVID-19 i en entrepriseretlig sammenhæng kan anses for værende en force majeure-situation.

Det korte svar herpå er, at spørgsmålet, i hvert fald indtil videre, savner en retlig interesse.

Hvis entreprenørens tilstedeværelse på byggepladsen hindres af offentlige indgreb, såsom diverse forbud, vil entreprenøren have ret til tidsfristforlængelse, men dette vil i givet fald slet ikke være begrundet med force majeure – der er vederlagsfrit for bygherren – men reglen om offentlige påbud og forbud i blandt andet AB 18 § 38, stk. 1, litra c, svarende til AB 92 § 24, stk. 1, nr. 5, som bygherren som udgangspunkt skal betale entreprenørens godtgørelseskrav for.

I en situation som den foreliggende er det dog ikke afklaret i tidligere praksis, om standsningen af arbejderne som følge af de forventede forbud vil medføre entreprenørens ret til betaling for forsinkelsesomkostninger. En tvungen standsning vil på den ene side være direkte afstedkommet af et myndighedsforbud, der som udgangspunkt medfører entreprenørens ret til betaling.

På den anden side er forbuddet realiseret af en pandemi, og det kan ikke på forhånd afvises, at rets- og voldgiftspraksis vil lade COVID-19 blive omfattet af force majeure-begrebet, i hvert fald i nogle situationer. Efter et sådant rationale vil entreprenøren ikke have ret til betaling for forsinkelsesomkostninger.

For så vidt angår spørgsmålet om udstrækningen af force majeure-begrebet i en forsinkelsessammenhæng må det inddrages, at lovbemærkningerne eksplicit anfører, at forbuddet mod forsamlinger ikke kan udstrækkes til arbejdspladser. Lovgivningsmagten har derved, mere eller mindre, taget stilling til spørgsmålet om, hvorvidt arbejdsnedlæggelse kan ske uden for de tilfælde, hvor arbejdet umuliggøres af myndighedskrav. Dette taler umiddelbart imod, at COVID-19 indtil videre skal anses for værende force majeure.

Det skal derudover fremhæves, at forståelsen af force majeure-begrebet i relation til en entrepriseretlig forsinkelsessituation skal forstås indskrænkende, og i betænkningen til AB 92 er det desuden anført, at der udover de eksemplificerede forsinkelsesårsager – krig, strejke, m.v. – kun vil kunne være helt specielle forhold, der begrunder force majeure.

Uanset at entreprenørernes frygt for smittespredning er både forståelig og sympatisk, kan det ikke lægges til grund, at COVID-19-pandemien i sig selv medfører retten til at indstille arbejderne. Force majeure-tilfældene vedrører primært situationer, hvor arbejderne er helt umuliggjort, og entreprenøren vil derfor skulle løfte en meget tung bevisbyrde for at dokumentere, at den blotte risiko for spredning af COVID-19 berettiger til tidsfristforlængelse.


Forsinket myndighedsbehandling 

På pressemødet den 11. marts 2020 bebudede regeringen, at alle offentligt ansatte, med undtagelse af dem, der varetager såkaldte kritiske funktioner inden for sundheds- og ældreplejen m.v., hjemsendes i foreløbigt to uger.

Uanset at en række offentlige myndigheder formentlig vil kunne tilrettelægge en fortsat drift ved at lade medarbejderne arbejde hjemmefra, er det åbenlyst, at regeringens beslutning vil medføre en øget sagsbehandlingstid på tværs af sektorer.

I forhold til både forestående og igangværende byggeriers opfyldelse af diverse myndighedskrav kan regeringens beslutning også medføre forsinkelse, hvis der ikke rettidigt kan opnås bygge- og ibrugtagningstilladelser, dispensationer, godkendelse af lokalplaner, m.v.

I ABT 18 § 37, stk. 1, litra f, svarende til ABT 93 § 24, stk. 1, nr. 6, fremgår, at totalentreprenøren kan opnå ret til tidsfristforlængelse, hvis nødvendige myndighedstilladelser ikke foreligger senest 30 arbejdsdage efter, at projektmaterialet er indsendt til myndighederne, medmindre parterne har aftalt en anden frist.

Det er en betingelse for totalentreprenørens ret til tidsfristforlængelse, at projektmaterialet er fyldestgørende, og at den forsinkede myndighedsbehandling derfor ikke skyldes fejl begået af totalentreprenøren selv.

En lignende regel findes i ABR 18 § 38, stk. 1, litra d, svarende til ABR 89 pkt. 5.2, litra d, om rådgiverens ret til tidsfristforlængelse, og også for hoved-, stor- og fagentreprise må gælde en lignende regel om tidsfristforlængelse, hvis entreprenøren som en del af sin ydelse skal forestå en delvis myndighedsbehandling.

Hvis entreprenøren opnår ret til tidsfristforlængelse som følge af forsinket myndighedsbehandling, vil bygherren være forpligtet til at betale en godtgørelse for entreprenørens forsinkelsesomkostninger.

Når det i den nærmeste fremtid må formodes, at den kommunale sagsbehandlingstid vil blive forøget som følge af regeringens hjemsendelse af medarbejderne, opstår spørgsmålet om, hvorvidt bygherren alligevel under de foreliggende omstændigheder kan undslå sig en ret til betaling af entreprenørens godtgørelseskrav.

Da den ultimative årsag til den forlængede byggesagsbehandling netop findes i en force majeure-situation og ikke i almindelighed travlhed hos byggemyndighederne eller lignende, er det mest nærliggende, at retsvirkningen vil være, at entreprenøren som sædvanligt opnår ret til tidsfristforlængelse, men at hverken bygherren eller entreprenøren kan gøre et økonomisk krav gældende for den relevante del af forsinkelsen.


Meromkostninger til entreprisens fremdrift

Såfremt entreprenøren konkret kan dokumentere den principielle ret til tidsfristforlængelse, men entreprenøren alligevel sikrer byggeriets fortsatte udførelse, opstår spørgsmålet om, hvem der er nærmest til at betale for de eventuelle meromkostninger, som entreprenørens ekstraordinære foranstaltninger måtte medføre.

Uanset hvorvidt entreprenøren har ret til tidsfristforlængelse eller ej, gælder der en almindelig forpligtelse til at medvirke til, at forsinkelsen med rimelige dispositioner søges undgået eller begrænset. Sådanne foranstaltninger medfører ikke entreprenørens ret til ekstrabetaling.

Hvis entreprenøren imidlertid undlader at håndhæve sin ret til tidsfristforlængelse og i stedet holder byggepladsen i drift gennem ekstraordinære og fordyrende tiltag, er der mulighed for, at entreprenøren kan kræve betaling af sådanne meromkostninger som et forceringskrav. Det vil i givet fald være en betingelse, at entreprenøren kan dokumentere, at forceringen er udført i bygherrens, og ikke (kun) entreprenørens egen, interesse, og at entreprenøren inden forceringens udførelse har varslet et krav overfor bygherren.


Materialeumulighed

Uanset at entreprenøren som udgangspunkt ikke kan opnå tidsfristforlængelse som følge af forsinkede materialeleverancer, er det ikke på forhånd givet, at entreprenøren for så vidt angår mangler skal bære samme risiko i tilfælde af vanskeliggjorte leverancer.

Hvis entreprenøren har frit materialevalg og kan godtgøre, at der ikke kan skaffes kontraktmæssigt materiale som følge af krig, indførselsforbud eller ”lignende,” kan entreprenøren ansvarsfrit anvende et andet materiale, hvis dette oplyses for bygherren. Det er uvist, hvilke andre force majeure-situationer, der – udover krig og indførselsforbud – kan omfattes af bestemmelsen.

Med afsæt i ordlyden i AB 18 § 47, stk. 2, nr. 1, svarende til AB 92 § 30, stk. 2, nr. 1, og betænkningen til AB 18, er det mest nærliggende, at COVID-19 ikke omfattes af de undskyldelige årsager, der kan begrunde en ansvarsfrihed for entreprenøren. Entreprenøren må derfor for egen regning anvende alternative, egnede materialer, som kan fremskaffes.

I andre tilfælde, hvor bygherren i udbudsmaterialet har foreskrevet anvendelsen af bestemte materialer, er entreprenøren ansvarsfri for anvendelsen af andre materialer, hvis blot materialeleverancen er umuliggjort som følge af forhold, som entreprenøren ved aftalens indgåelse ikke burde have taget i betragtning. Det må formentlig kræves, at materialet slet ikke kan fremskaffes, og at der ikke kun er tale om tålelige og fordyrende hindringer i leverancen.

Hvis COVID-19-pandemien i Danmark eller andre lande medfører en hindret materialeleverance, skal entreprenøren dog under alle omstændigheder indhente bygherrens anvisning om arbejdets fremtidige udførelse.


Afholdelsen af mangelgennemgange, 1- og 5-års gennemgange og udførelse af afhjælpningsarbejder


I forbindelse med byggeriets aflevering og perioden derefter påhviler der desuden parterne en række kontraktmæssige forpligtelser, som på flere afgørende punkter kan blive vanskeliggjort som følge af den nyligt ændrede epidemilov og COVID-19-pandemien i øvrigt.

Som anført ovenfor kan entreprenørens tilstedeværelse på ejendommen efter afleveringen i konkrete situationer bliver umuliggjort eller i hvert fald besværliggjort i væsentlig grad.

Såfremt der efter byggeriets aflevering nedlægges diverse forbud om adgang til de berørte ejendomme, vil entreprenørens udførelse af afhjælpningsarbejder og deltagelse i mangelgennemgange samt 1- og 5-års gennemgange kunne være umuliggjort.

Hvis udførelsen af afhjælpningsarbejder hindres, må det anbefales, at bygherren meddeler entreprenøren, at en afhjælpningsfrist foreløbigt suspenderes og vil blive meddelt på ny efter adgangsforbuddets ophævelse. Det er dog stadig afgørende, at bygherren i umiddelbar tilknytning til afleveringsforretningen reklamerer skriftligt over synlige mangler.

Såfremt et adgangsforbud eller lignende restriktioner hindrer entreprenørens deltagelse i diverse gennemgange, må det anbefales, at bygherren selv foranlediger en registrering inden henholdsvis ét og fem år efter afleveringen og reklamerer behørigt overfor entreprenøren. Det kan i sådanne tilfælde være tilrådeligt at indgå en aftale om suspension af forældelses- og reklamationsfrister, da AB-regelsættenes bestemmelser om sikkerhedsstillelsens nedskrivning og den femårige ansvarsperiode for fejl og mangler ikke suspenderes som følge af en force majeure-situation.
Har du spørgsmål til dette indlæg, er du mere end velkommen til at kontakte os. Du finder kontaktoplysningerne nedenfor.
Gå ikke glip af vigtig juridisk viden - Tilmeld dig vores nyhedsservice her.
Bech Bruun logo
København
Langelinie Allé 35
2100 København Ø
72 27 00 00
72 27 00 27
info@bechbruun.com
Aarhus
Værkmestergade 2
8000 Aarhus C
New York
412 West 15th Street, 15th
New York 10011
Shanghai
No.1440 Yan'an Middle Road
Suite 2H08, Jing'an District
200040 Shanghai

Juridiske nyheder & artikler

Hold dig opdateret på de seneste juridiske nyheder eller søg blandt de mere end 4.000 artikler som allerede er udgivet. Vi har samlet det vigtigste viden ét sted.

Juridiske kurser & arrangementer

Find nemt dit næste kursus eller anden relevant efteruddannelse inden for dit felt. Søg på tværs af fagområder fra en række forskellige udbydere.

Find Juridisk Specialist

Brug for en advokat? Søg efter verificerede specialister på tværs af advokatbranchen og find en specialist inden for det område, hvor du søger råd og vejledning.

Nyhedsservice
Gå ikke glip af vigtig juridisk viden
Vælg selv dine interesseområder og modtag juridisk nyt fra landets førende specialister.
Tilmeld dig nu
Artikler, der kunne være relevante for dig
Kom sikkert gennem en ophævet entreprise med en hurtig stade­registrering
Kom sikkert gennem en ophævet entreprise med en hurtig stade­registrering
11/09/2020
Fast ejendom og entreprise, Kontraktret
Fejlkalkulation af entreprise - ansvarsfraskrivelse
Fejlkalkulation af entreprise - ansvarsfraskrivelse
07/09/2020
Fast ejendom og entreprise, Forsikring og erstatning
Hvornår kan bygherre og entreprenør hæve en entreprise­aftale?
Hvornår kan bygherre og entreprenør hæve en entreprise­aftale?
07/09/2020
Fast ejendom og entreprise, Kontraktret
Ny ejerlejlighedslov vedtaget
Ny ejerlejlighedslov vedtaget
06/07/2020
Fast ejendom og entreprise
Ny ejerlejlighedslov træder i kraft den 1. juli 2020
Ny ejerlejlighedslov træder i kraft den 1. juli 2020
02/07/2020
Fast ejendom og entreprise
Totalentreprenør havde fortabt sin afhjælpningsret som følge af passivitet
Totalentreprenør havde fortabt sin afhjælpningsret som følge af passivitet
17/06/2020
Fast ejendom og entreprise
Jurainfo logo

Jurainfo.dk er landets største juridiske online-platform samt formidler af juridisk viden. Her finder du juridiske nyheder, kurser og arrangementer. Vi hjælper dagligt danske virksomheder med at tilegne sig juridisk viden samt at sætte virksomheder i forbindelse med den rigtige juridiske rådgiver, når de har brug for råd og vejledning.

Jurainfo.dk ApS
Vandtårnsvej 77, DK-2860 Søborg
E-mail: kontakt@jurainfo.dk
CVR-nr. 38375563
Følg Jurainfo.dk på:
© 2020 Jurainfo.dk - Juridiske nyheder og arrangementer samlet ét sted