Jurainfo logo
LUK
Juridiske nyheder Kurser Find juridisk specialist Ledige stillinger Domme
Tilmeld nyhedsservice Om Podcasts Juridiske links Privatlivspolitik Kontakt
Ansøg om en profil Bliv kursusudbyder Bliv jobannoncør
ARTIKEL

Brug af fritstående, generelle miljøanprisninger for solcelleanlæg anset som vildledende

Fokus på miljøanprisninger i forbindelse med virksomheders markedsføring er steget voldsomt de seneste år, og de nordiske lande er ingen undtagelse. I denne forbindelse har den svenske forbrugerstyrelse netop gennemgået markedsføringen fra ti tilfældigt udvalgte virksomheder, der sælger solcelleanlæg til privatpersoner. Den svenske forbrugerstyrelse konkluderede, at brugen af fritstående, generelle miljøudsagn i markedsføringen af solcelleanlæg var vildledende.

Udgivet af

Siden 2020 har der været en kraftig stigning i antallet af installationer af solcelleanlæg i Sverige, og efterspørgslen er fortsat høj grundet den globale situation efter COVID-19-pandemien samt den igangværende krig i Ukraine, som har medført en risiko for mangel på elektricitet og rekordhøje elpriser.


Herudover viser en undersøgelse fra den svenske miljøstyrelse, at syv ud af ti forbrugere foretrækker at købe varer og tjenesteydelser fra virksomheder, som de ved, arbejder for at afbøde klimaforandringer.


Miljøanprisningerne har derfor en betydelig kommerciel værdi for virksomhederne, da de i høj grad påvirker forbrugernes adfærd. Det kan imidlertid være vanskeligt for forbrugere at forstå miljøanprisninger og vurdere, om de er korrekte.


Markedsføringen af solcelleanlæg retter sig ofte mod private boligejere, som ikke har specialviden omkring de miljømæssige aspekter af forskellige vedvarende energikilder. Det er derfor vigtigt, at markedsføringen heraf er let forståelig og korrekt.


Den svenske forbrugerstyrelse har netop gennemgået markedsføringen fra ti tilfældigt udvalgte virksomheder, der sælger solcelleanlæg til forbrugersegmentet i Sverige. Gennemgangen omfatter markedsføring på virksomhedernes hjemmesider og deres eventuelle sociale medier i perioden marts 2022 til april 2023.


Gennemgangen har vist, at en lang række af de anvendte miljøanprisninger er vildledende.


Størstedelen af virksomhedernes markedsføring indeholder generelle miljøanprisninger uden nogen forklaring, såsom "ren energi", "bæredygtige solceller", "bæredygtigt produceret", "grøn elektricitet", "fossilfrit samfund", "beskyt vores planet for fremtidige generationer", "lille indvirkning på miljøet", "dette års miljøpris", "miljøinvestering", "godt for miljøet" og "klimaaftryk".


Sådanne generelle miljøanprisninger er ifølge den svenske forbrugerstyrelse egnede til at give forbrugerne det indtryk, at solcelleanlæg ikke medfører nogen miljømæssig påvirkning.


Den miljømæssige fordel ved solcelleanlæg er, at selve produktionen af elektricitet er baseret på vedvarende energi. De anvendte miljøudsagn tog imidlertid hverken højde for den emission, der finder sted i forbindelse med produktionen af solcellerne, eller øvrige nødvendige komponenter (inverter, monteringssystem, kabler, sikringer, afbrydere, lynbeskyttelse, osv.) eller for bortskaffelsen af udtjente solcelleanlæg.


Derudover henviste den svenske forbrugerstyrelse til en IPCC3-rapport, der på baggrund af livscyklusanalyser viser, at medianværdien af emission fra solceller placeret på tage er næsten dobbelt så høj som emission fra vandkraft og næsten fire gange så høj som emissionen fra vindkraft.


På baggrund heraf konkluderede den svenske forbrugerstyrelse, at det er vildledende at anvende fritstående, generelle miljøanprisninger såsom ”ren” eller ”grøn”, medmindre der kan fremlægges dokumentation herfor for hele produktets livscyklus.


Såfremt det ikke er muligt at underbygge de generelle, fritstående miljøanprisninger med en livscyklusanalyse, anbefaler den svenske forbrugerstyrelse, at virksomhederne i stedet anvender klare og præcise miljøanprisninger, såsom ”vedvarende elproduktion”.


Den svenske forbrugerstyrelses konklusioner er i overensstemmelse med den danske Forbrugerombudsmands praksis omkring fritstående, generelle miljøudsagn, og vi anbefaler derfor, at også danske virksomheder følger anbefalingerne.

Har du spørgsmål til dette indlæg, er du mere end velkommen til at kontakte os.

Gå ikke glip af vigtig juridisk viden - Tilmeld dig vores gratis nyhedsservice her →

Skal din artikel også udgives via Jurainfo og udsendes direkte, via e-mail, til personer og virksomheder som specifikt efterspørger viden og kompetencer inden for dit område? Ansøg om en profil her.

Andet indhold, der kunne være relevant for dig

Investorfradrag for private investorer: Investeringer i unoterede selskaber
Investorfradrag for private investorer: Investeringer i unoterede selskaber
21/09/2026
Selskabsret, Øvrige, Finansieringsret og bankret
Nye regler om grøn markedsføring fra den 27. september 2026 – det skal virksomheder vide
Nye regler om grøn markedsføring fra den 27. september 2026 – det skal virksomheder vide
22/09/2026
E-handelsret og markedsføringsret
15-årsgrænse for sociale medier: Hvem skal kontrollere alderen – og med hvilke persondata?
15-årsgrænse for sociale medier: Hvem skal kontrollere alderen – og med hvilke persondata?
23/09/2026
Persondataret, Compliance, Øvrige
Pokergevinster førte til skattesag om over 10 mio. kr. – skatteyder fik sagen genoptaget og nedsat indkomsten
Pokergevinster førte til skattesag om over 10 mio. kr. – skatteyder fik sagen genoptaget og nedsat indkomsten
25/09/2026
Skatte- og afgiftsret, Øvrige
Jurainfo logo

Jurainfo.dk er landets største juridiske nyhedsside. Her finder du juridiske nyheder, kurser samt ledige juridiske stillinger. Vi hjælper dagligt danske virksomheder med at tilegne sig juridisk viden samt at sætte virksomheder i forbindelse med den rigtige juridiske rådgiver, når de har brug for råd og vejledning.

Jurainfo.dk ApS
CVR-nr. 38375563
Vandtårnsvej 62A, DK-2860 Søborg
(+45) 71 99 01 11
[email protected]
Ønsker du at udgive materiale?
2026 © Jurainfo.dk - Juridiske nyheder og arrangementer samlet ét sted