I det seneste nummer af Ugeskrift for Retsvæsen har advokat og professor Anders Ørgaard, DELACOUR, skrevet en artikel om den juridiske betydning af Brexit for indgåede kontrakter.
Det overordnede synspunkt er, at retsreglerne i Storbritannien sandsynligvis vil blive ændret på en række felter, den dag Storbritannien ikke længere er medlem af EU. Såfremt Storbritannien således ikke længere er en del af det indre marked, vil man kunne begrænse den frie bevægelighed af varer, tjenesteydelser, personer og kapital, ligesom de tilbageblevne EU-lande kan indføre tilsvarende importrestriktioner over for Storbritannien. Hvis sådanne restriktioner indføres, risikerer en dansk kontraktspart, at en tidligere indgået kontrakt med en samarbejdspartner i Storbritannien ikke længere er rentabel.
Spørgsmålet er herefter, om en dansk virksomhed i så fald kan komme ud af aftalen. Dette vil i givet fald skulle støttes på læren om bristende forudsætninger, hvorefter en aftalepart kan komme ud af en aftale, hvis de faktiske forhold ændrer sig væsentligt, når det er kendeligt for enhver, at ændringen er væsentlig, og det endvidere er relevant at lægge risikoen for ændringerne på den anden part. Den danske virksomhed vil efter omstændighederne tillige kunne slippe ud af sin pligt til at opfylde aftalen efter den såkaldte force majeure-regel. Denne regel kommer på tale, når det vil være umuligt eller overdrevent bekosteligt for en part at efterleve aftalen.
Navnlig da der vil forløbe temmelig lang tid – formentlig to år fra Storbritannien giver EU officiel besked om sin udtræden – til man rent faktisk udtræder af EU, vil en dansk virksomhed dog nok kun undtagelsesvis kunne komme ud af sine aftaler med britiske virksomheder. Det skyldes, at den danske virksomhed har god tid til at overveje situationen og beslutte, hvad der skal til, for at man vil fortsætte kontrakten. Det vil derfor formentlig primært være relevant for længerevarende løbende og uopsigelige kontraktsforhold, der ikke åbner mulighed for genforhandling.
Brexit vil endvidere muligvis have indflydelse på værnetingsklausuler. Værnetingsklausuler er aftaler om, hvilken domstol, der skal behandle en tvist mellem parterne. Det skyldes, at Storbritannien efter udtræden af EU måske ikke længere vil være en del af den såkaldte Bruxelles I-forordning, der i handelssager regulerer dette spørgsmål mellem EU landene. Det kan betyde, at en afgørelse fra en domstol i Storbritannien ikke som hidtil uden videre kan eksekveres i EU-landene, ligesom en afgørelse fra en domstol i et EU-land ikke ville kunne eksekveres i Storbritannien. Dette kan formentlig også betragtes som en bristet forudsætning for aftalen med den konsekvens, at værnetingsklausulen ikke længere er bindende for parterne.
Brexit kan ligeledes spille ind på holdbarheden af en lovvalgsklausul, der peger på, at engelsk ret skal være gældende for kontrakten. Det skyldes, at en stor del af lovgivningen i Storbritannien risikerer at være anderledes efter Brexit, hvis EU-reguleringen falder bort. Da den relevante lovgivning for parternes aftale nok typisk vil være interne britiske regler, er det dog ikke sikkert, at lovvalgsklausulen kan tilsidesættes.
Brexit kan endelig have betydning på andre retsområder. En forøget risiko på grund af Brexit skal således efter omstændigheder oplyses af en børsnoteret virksomhed. En virksomhed, der har behov for varemærkeregistrering i Storbritannien bør ligeledes være opmærksom på den kommende udvikling.
Det er i sagens natur endnu uafklaret i hvilken udstrækning, der vil blive indgået særaftaler med Storbritannien, men under alle omstændigheder er det vigtigt for danske virksomheder at overveje situationen i forhold til indgåede kontrakter.
DELACOUR rådgiver om sådanne internationale kontraktsforhold.
Gå ikke glip af vigtig juridisk viden - Tilmeld dig vores nyhedsservice
her.
