En ejendomstekniker med 27 års anciennitet i Bygningsstyrelsen blev i juni 2019 bortvist for at modtage forskellige ydelser fra en leverandør.
Bortvisningen af ejendomsteknikeren var begrundet i to forhold:
- Ejendomsteknikeren havde modtaget en mobiltelefon, som var indkøbt via en leverandør i strid med styrelsens interne regler herfor.
- Ejendomsteknikeren havde hos samme leverandør i perioden fra 2016 til 2018 foretaget private indkøb for i alt ca. 10.000 kr. med rabat, da indkøbene var sket til leverandørens kostpris.
Ved en efterfølgende undersøgelse blev det konstateret, at modtagelsen af mobiltelefonen ikke var kritisabel. Imidlertid kom det frem, at ejendomsteknikeren bl.a. havde deltaget i flere arrangementer med bespisning, som var betalt af leverandører.
Sagen blev behandlet for faglig voldgift.
I kendelsen af 8. juni 2020 fastslog opmanden, at bortvisningen var retmæssig, og bemærkede, at:
- de generelle retningslinjer for offentligt ansattes adgang til at modtage gaver og andre fordele fremgår af ”God adfærd i det offentlige” (senest Moderniseringsstyrelsens, KL’s og Danske Regioners pjece fra 2017)
- der på den enkelte offentlige arbejdsplads kan være fastsat strengere regler, som i så fald skal følges
- ejendomsteknikeren groft havde misligholdt sine forpligtelser i ansættelsesforholdet ved at (1) foretage private indkøb hos leverandøren til kostpris, (2) deltage i arrangementer med bespisning uden fagligt indhold eller med meget begrænset fagligt indhold og (3) modtage julegaver tre år i træk i form af vingaver fra en leverandør.
Den omstændighed, at ejendomsteknikerens umiddelbare leder i et vist omfang havde modtaget tilsvarende fordele fra leverandører, kunne ikke fritage ham for ansvar. Det havde heller ikke betydning for bedømmelsen, at nogle af forholdene lå flere år tilbage.
Bech-Bruuns bemærkninger
Det skal bemærkes, at opmanden uden videre argumentation tager udgangspunkt i, at reglerne i ”God adfærd i det offentlige” og eventuelle lokalt fastsatte strengere regler skal følges. Opmanden tilslutter sig herved, at almindelige forvaltningsretlige principper, som skal sikre saglig og upartisk varetagelse af arbejdsopgaverne i det offentlige, er stærkt driftsmæssigt begrundede.
Der er grund til at notere sig, at det ikke var afgørende, at det ene af de to forhold, som begrundede bortvisningen, senere blev frafaldet. Det er også værd at bemærke, at opmanden tillagde det betydning, at der efter bortvisningen var konstateret yderligere overtrædelser.
Endelig må det bemærkes, at når det drejer sig om grov misligholdelse af denne karakter, kan den ansatte ikke dække sig under, at også en leder har udvist en tilsvarende adfærd, eller at arbejdsgiveren først har opdaget det flere år efter, at det fandt sted.
Vil du vide mere?
Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte partner Morten Ulrich, partner Lise Lauridsen eller partner Sandro Ratkovic.
Gå ikke glip af vigtig juridisk viden - Tilmeld dig vores gratis nyhedsservice
her →
Har du spørgsmål til dette indlæg, er du mere end velkommen til at kontakte os.