En sikkerhedsvagt med 30 års anciennitet, som faldt i søvn under en vagt, kunne berettiget bortvises. Trods medarbejderens argumenter for, at der var tale om en undskyldelig forseelse udløst af sygdom, henviste Opmanden til, at medarbejderen tidligere var faldet i søvn i arbejdstiden, samt at trætheden måtte være udløst af antallet af arbejdstimer op til vagten. Opmanden understregede samtidig, at medarbejderen som sikkerhedsvagt kunne have påført kunden såvel som virksomheden stor skade.
Sagen handlede om en sikkerhedsvagt, der var ansat i en af verdens største sikkerhedsvirksomheder. Efter omkring 14 år som sikkerhedsvagt hos en anden kunde blev medarbejderen overflyttet til virksomhedens afdeling for temporære opgaver, da man mente, han havde sovet på sin vagt. Som led i sin nye stilling skulle medarbejderen fungere som sikkerhedsvagt for tre ministerier. Ministerierne hørte til blandt nogle af virksomhedens mest profilerede kunder, og de befandt sig samtidig i den højeste sikkerhedskategori. Årsagen var, at ministerier er et udsat mål for demonstrationer, politiske aktioner og i værste tilfælde terror. Medarbejderen indgik i et hold bestående af tre vagter, hvoraf to skulle holde vagt ved et indgangsparti udenfor, mens en tredje skulle befinde sig i vagtstuen.
Efter et par måneder hos ministerierne mødte medarbejderen på arbejde om morgenen og havde det ikke godt. Han mente, han havde influenzalignende symptomer, men afslog, at han havde brug for en afløser. Senere samme dag, da medarbejderen holdt vagt i vagtstuen, faldt han dog hen. En af de andre vagter opdagede, at medarbejderen var faldet i søvn i stolen og tog et billede af ham. Da virksomheden blev gjort opmærksom på billedet af den sovende medarbejder, blev han bortvist.
Medarbejderen mente, at bortvisningen var uberettiget, og at han derfor havde krav på løn i opsigelsesperioden. Virksomheden fastholdt, at bortvisningen var berettiget og henviste til personalepolitikken, hvoraf det fremgik, at eventuel bibeskæftigelse ikke måtte have indflydelse på det daglige arbejde. Medarbejderen havde arbejdet i over 60 timer fordelt på 6 dage op til vagten, hvor han faldt i søvn, hvoraf 24 timer var udført i hans bibeskæftigelse som parkeringsvagt. Samtidig understregede virksomheden, at vagten udover overtrædelse af personalepolitikken, groft havde misligholdt hans pligter, da hans handling kunne have forårsaget et tab hos kunden og virksomheden. Medarbejderen fastholdt, at han kun var faldet i søvn, fordi han følte sig syg – ikke fordi han havde haft bibeskæftigelse. Han bemærkede hertil, at han i begyndelsen af måneden havde afholdt ferie og derfor under alle omstændigheder måtte anses for at have været tilstrækkeligt udhvilet under vagten. Endelig understregede han, at bortvisning var en for indgribende foranstaltning over for en medarbejder, der havde været ansat i 30 år.
Hovedspørgsmålet for Opmanden var herefter, om bortvisningen af medarbejderen havde været berettiget.
Tillidsbrud og brud på personalepolitikken berettigede bortvisning
Med henvisning til de almindelige ansættelsesretlige grundsætninger bemærkede Opmanden først, at det er en betingelse for bortvisning, at der er tale om en grov eller væsentlig misligholdelse. Hvor en medarbejder uden tilladelse eller undskyldelig grund falder i søvn i arbejdstiden, er det derfor nødvendigt at foretage en konkret vurdering af, hvorvidt virksomheden berettiget kan bortvise den pågældende.
I forhold til medarbejderens bibeskæftigelse bemærkede Opmanden, at medarbejderen havde påtaget sig mange arbejdstimer og understregede samtidig, at det ikke var første gang medarbejderen var faldet i søvn i arbejdstiden. Samtidig konkluderede Opmanden, at uanset at medarbejderne havde 30 års anciennitet, havde han udsat kunden såvel som virksomheden for en stor risiko ved at falde i søvn, og det måtte anses for begrundet, at virksomheden ikke længere havde tillid til, at medarbejderen ville kunne udføre en vagtopgave uden at falde i søvn igen. På baggrund heraf fandt Opmanden, at bortvisning ikke kunne anses for en for indgribende foranstaltning over for medarbejderen.
Afsluttende bemærkede Opmanden, at virksomheder ikke generelt kan anses for berettiget at kunne bortvise medarbejdere, selvom de har sovet på vagten. Afgørelsen skal altid træffes ud fra en konkret vurdering af de faktiske omstændigheder fra sag til sag.
IUNO mener
Afgørelsen bekræfter, at selvom der som udgangspunkt skal meget til, før en virksomhed kan skride til bortvisning af en medarbejder, er det ikke altid nødvendigt, at medarbejderen har modtaget forudgående skriftlige advarsler, når der er tale om en grov misligholdelse af ansættelsesforholdet.
IUNO anbefaler, at virksomheder fastsætter klare regler for medarbejdernes mulighed for at påtage sig bibeskæftigelse uden for deres almindelige arbejdstid. Da sager om bortvisning ofte er konkret begrundede, bør virksomheder dog under alle omstændigheder søge juridisk rådgivning først.
[Faglig voldgiftssag FV2019.0149 af 29. januar 2020]
Gå ikke glip af vigtig juridisk viden - Tilmeld dig vores gratis nyhedsservice
her →