Sø- og Handelsretten har fornyelig bestemt, at forskellige krav, som alle udspringer af samme transport, er så snævert forbundne i Bruxelles I-forordningens forstand, at det er at foretrække at behandle og påkende dem samtidigt for at undgå uforenelige afgørelser. Det er til trods for, at der er tale om forskellige typer af søgsmål, forskellige påstande og forskellige anbringender. Sø- og Handelsretten fandt også, at CMR-konventionen ikke har forrang for Bruxelles I-forordningens artikel 30. Det gav Sø- og Handelsretten mulighed for at afvise en sag om bortkomst af gods under transport, fordi der allerede verserede sager vedrørende indbyrdes sammenhængende krav i et andet europæisk land.
Den materielle tvist
Den materielle sag vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt Bech-Bruuns klient, en speditør (”Speditøren”), var erstatningsansvarlig for bortkomsten af et gods under en international landevejstransport bestilt af producenten af godset (”Producenten”).
Forskellige parter, som alle var involveret i transporten, anlagde sager i Holland mod bl.a. Speditøren og Producenten. Påstanden var, at de skulle anerkende, at den udførende transportør ikke var ansvarlig for bortkomsten af godset eller i hvert fald at transportøren kunne begrænse sit ansvar, fordi der alene var udvist simpel uagtsomhed.
Producenten lagde herefter sag an mod Speditøren i Danmark med påstand om, at Speditøren var ansvarlig for bortkomsten af godset. Producenten gjorde samtidig gældende, at Speditøren eller nogen, som Speditøren hæftede for, havde udvist grov uagtsomhed og at Speditøren derfor ikke kunne begrænse sit ansvar.
Den processuelle tvist
Speditøren påstod sagen afvist med henvisning til Bruxelles I-forordningens artikel 30, som hjemler mulighed for afvisning, hvis der allerede i et andet EU-land verserer en sag vedrørende krav, som den senest anlagte sag er indbyrdes sammenhængende med. På vegne af Speditøren gjorde Bech-Bruun gældende, at kravene var indbyrdes sammenhængende, selvom der var tale om anerkendelsessøgsmål i de hollandske sager og et fuldbyrdelsessøgsmål i den danske sag, og også selvom der kun var fremsat et anbringende om grov uagtsomhed i den danske sag.
Producenten nedlagde påstand om sagens fremme og gjorde gældende, at kravene i de hollandske sager ikke var indbyrdes sammenhængende med kravet i den danske sag – netop fordi der kun var fremført et anbringende om grov uagtsomhed i den danske sag.
Producenten gjorde også gældende, at Bruxelles I-forordningen ikke kunne anvendes, fordi CMR-konventionen havde forrang.
Modsat gjorde Speditøren gældende, at CMR-konventionen ikke havde forrang, fordi CMR-konventionen alene regulerer spørgsmålet om litis pendens, men at CMR-konventionen ikke regulerer spørgsmålet om udsættelse og afvisning af sager, når der er tale om indbyrdes sammenhængende krav.
Sø- og Handelsrettens dom
Sø- og Handelsretten var enig i Bech-Bruuns argumenter og afviste sagen. Retten bestemte således, at CRM-konventionen ikke havde forrang for Bruxelles I-forordningens artikel 30, fordi CMR-konventionen ikke indeholder kompetenceregler vedrørende krav, der er indbyrdes sammenhængende.
Vedrørende spørgsmålet om indbyrdes sammenhængende krav fandt Sø- og Handelsretten, at kravene var indbyrdes sammenhængende, da begge sager vedrørte spørgsmålet om ansvar for bortkomsten af godset. Kraverne var derfor så snævert forbundne, at der var risiko for modstridende afgørelser, hvis kravene blev påkendt hver for sig. Det var ikke afgørende, at der kun i den danske sag blev rejst spørgsmål om, hvorvidt der var udvist grov uagtsomhed.
Bech-Bruuns kommentar
Sø- og Handelsrettens afgørelse er principiel, fordi en dansk domstol ikke tidligere har taget stilling til spørgsmålet om sammenhængen mellem CMR-konventionen og Bruxelles I-forordningens artikel 30. Med Sø- og Handelsrettens dom er det nu klart, at CMR-konventionens kompetenceregler ikke har forrang for Bruxelles I-forordningens artikel 30 om indbyrdes sammenhængende krav.
Sø- og Handelsrettens afgørelse er også interessant, fordi det – Bech-Bruun bekendt – er første gang, at en dansk domstol udnytter hjemlen i Bruxelles I-forordningens artikel 30 (2) til at erklære sig inkompetent og afvise sagen i stedet for blot at udsætte sagen. Dommen bekræfter derfor, at hjemlen til afvisning i Bruxelles I-forordningens artikel 30 (2) ikke er illusorisk i sager vedrørende indbyrdes sammenhængende krav, selvom bestemmelsen er fakultativ. Herudover er det en bekræftelse af, at danske domstole er villige til at afvise senere anlagte sager, som vedrører indbyrdes sammenhængende krav.
Gå ikke glip af vigtig juridisk viden - Tilmeld dig vores gratis nyhedsservice
her →
