Arbejdsudleje: Hvis du bruger udenlandske underentreprenører, kan du komme til at hæfte for deres betaling af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag
Hvordan opstår arbejdsudleje?
Hvis den danske virksomhed indgår en kontrakt med en udenlandsk underentreprenør om udførelse af en given arbejdsopgave – fx maler- eller tømrerarbejde – vil de udenlandske malere/tømrere være ansat i den udenlandske virksomhed, og den udenlandske virksomhed vil sende en faktura til den danske virksomhed for udførelse af den konkrete arbejdsopgave. De udenlandske malere/tømrere vil sjældent betale skat i Danmark, idet de hverken er fuldt eller begrænset skattepligtige til Danmark.
Og her opstår problemet så, idet Skattestyrelsen ganske ofte når frem til, at der reelt foreligger ”arbejdsudleje” forstået på den måde, at den udenlandske virksomheds medarbejdere reelt bliver stillet til rådighed for at udføre personligt arbejde for den danske virksomhed, og det udførte arbejde udgør en integreret del af den danske virksomheds arbejdsområde. Det får den ubehagelige konsekvens, at den danske virksomhed hæfter for de udenlandske medarbejderes skattebetaling i Danmark i form af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag. Arbejdsudlejeskatten kan enten opgøres efter de almindelige skatteregler i Danmark eller som en flad bruttoskat (uden fradrag) på samlet 35,6% (30% skat og 8% arbejdsmarkedsbidrag).
Hvor meget skal betales i arbejdsudlejeskat?
Grundlaget for arbejdsudlejeskatten vil som udgangspunkt være den udenlandske medarbejders løn fra den udenlandske virksomhed for arbejdet udført i Danmark, men det vil ofte være svært at dokumentere størrelsen af dette beløb. Derfor ender grundlaget for arbejdsudlejeskatten typisk med at blive bruttobeløbet faktureret fra den udenlandske virksomhed til den danske virksomhed. Hvis eksempelvis den udenlandske virksomhed har faktureret kr. 5 mio. til den danske virksomhed, vil skatten heraf, som den danske virksomhed hæfter for, udgøre kr. 1.780.000 (35,6%).
Herudover risikerer den danske virksomhed og/eller dennes hovedaktionær en ansvarssag/straffesag med risiko for en betydelig bøde.
Hvordan vurderes arbejdsudleje?
Det beror på en konkret vurdering, om en udenlandsk medarbejder anses som arbejdsudlejet til en dansk virksomhed, eller om arbejdet udføres af en selvstændig udenlandsk erhvervsvirksomhed/underentreprenør.
Arbejdsudlejereglerne bygger på en “substance over form”-vurdering. Det er derfor et spørgsmål om, hvem der ud fra en samlet vurdering må anses for den reelle arbejdsgiver. Det er ikke tilstrækkeligt, at der er indgået en kontrakt, hvorefter den udenlandske arbejdsgiver formelt opfylder betingelserne for selvstændig erhvervsvirksomhed, hvis arbejdets karakter medfører, at der reelt ikke er noget væsentligt indhold i de forpligtelser mv., som den udenlandske arbejdsgiver har påtaget sig.
Når du anvender udenlandske underentreprenører
Udenlandske virksomheder, som midlertidigt udfører opgaver i Danmark, skal anmelde sig i Registeret for Udenlandske Tjenesteudbydere (RUT). Som hvervgiver skal den danske virksomhed se dokumentation for anmeldelsen og underrette Arbejdstilsynet ved manglende dokumentation senest tre dage efter, arbejdet er begyndt. Undlader den danske virksomhed at underrette Arbejdstilsynet, risikerer den danske virksomhed en bøde.
Når medarbejderne i udenlandske virksomheder sendes til Danmark for at udføre en arbejdsopgave for en dansk virksomhed, vil den udenlandske virksomhed typisk være omfattet af udstationeringsloven. Det betyder, at den udenlandske virksomhed skal overholde reglerne om bl.a. arbejdsmiljø og arbejdstid (max 48 timer om ugen).