Arbejdstid for afløsere til aflastningsforældre

I syv finske børnebyer boede børn under familiære forhold. Der var ansat en række aflastningsforældre, der skulle bo med børnene og altså udgøre en familie for dem. En række afløsere var ansat til at varetage opgaven, når de fastansatte medarbejdere havde fri.

Afløserne skulle efter ansættelseskontrakten arbejde 190 perioder á 24 timer. Arbejdsgiveren udarbejdede skemaer, hvoraf det dag for dag fremgik, hvornår afløserne skulle arbejde. Afløserne havde mulighed for at planlægge de arbejdsfrie perioder, som indtraf i løbet af deres vagt, men havde ikke mulighed for helt at tage fri, idet arbejdets tilrettelæggelse afhang af børnenes behov.


Arbejdsgiveren havde ansvar for arbejdstidens tilrettelæggelse

Også i finsk ret er arbejdstidsdirektivet implementeret. Der findes både i finsk og i dansk lovgivning en undtagelse, der gør, at arbejdstidsloven ikke gælder for arbejde, som udføres hjemme eller under sådanne omstændigheder, at det ikke kan antages, at arbejdsgiveren står for tilrettelæggelsen af arbejdstiden.

Undtagelsen har baggrund i EU-direktivet, der i artikel 17, stk. 1, fastslår, at en række af bestemmelserne i direktivet kan fraviges, såfremt "…arbejdstidens længde som følge af særlige træk ved det udførte arbejde ikke måles og/eller fastsættes på forhånd, eller når arbejdstagerne selv kan fastsætte den…".

Spørgsmålet var derfor, om ordningen i de finske børnebyer var omfattet af undtagelsesbestemmelsen, så den finske implementeringslovs øvrige bestemmelser ikke gjaldt for forholdet.

EU-Domstolen fandt ikke, at forholdet var omfattet af undtagelsen. Resultatet blev begrundet i det forhold, at det var arbejdsgiveren, der førte skema over afløsernes vagter, og at arbejdstagernes arbejdstid var fastlagt i ansættelseskontrakten. Arbejdsgiveren havde altså i stort omfang mulighed for at kontrollere tilrettelæggelsen af afløsernes arbejdstid. Derudover var det for børnenes skyld vigtigt, at de vaner, som de fastansatte og børnebyerne generelt fulgte, til stadighed blev fulgt af afløserne. De kunne derfor ikke ændre væsentligt i arbejdstidens tilrettelæggelse.


Horten bemærker

EU-dommen viser, at undtagelsesbestemmelsen, som det i øvrigt gælder generelt for undtagelser i EU-lovgivningen, skal fortolkes indskrænkende. Derfor var forholdet i sagen ikke omfattet af undtagelsesbestemmelsen, bl.a. fordi afløserne kun i begrænset omfang selv kunne tilrettelægge deres arbejdstid.

Desuden viser dommen, at det kan variere, hvilke pligter en arbejdsgiver har i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden. Det kan være af afgørende betydning for overholdelse af lovgivningen, om og på hvilken måde arbejdsgiveren har søgt arbejdstiden tilrettelagt.

 



Følg Jurainfo.dk på Facebook eller LinkedIn

 

---