Ansvar for anvendelsen af MgO-plader i byggeriet – seneste nyt

MgO-plader

Magnesiumoxid-plader (MgO-plader) er blevet brugt som vindspærrer af facade i mange byggerier. Pladerne blev introduceret på det danske marked i 2010. I en efterfølgende årrække var pladerne de mest anvendte på markedet for vindspærreplader. Siden har det vist sig, at pladerne kunne have uheldige egenskaber på grund af det danske klima, der affødte fugt, som i realiteten gjorde MgO-pladerne uanvendelig.

Det har medført skader på mange af de byggerier, hvor pladerne har været anvendt, samt en række tvister om ansvaret for skadernes opståen.

Hvem bærer risikoen for anvendelsen af mangelfulde byggematerialer?

I entrepriseretten er udgangspunktet, at entreprenøren bærer risiko for, at byggeriet er i overensstemmelse med det fagmæssigt korrekt; men en bygherre må bære udviklingsrisikoen for, at et produkt viser sig at være uegnet, hvis det på det tidspunkt, hvor byggematerialet blev anvendt, var anset for at være fagmæssigt korrekt at anvende. Dette er også kendetegnet som ”byggetidens viden”.

Har bygherren valgt et bestemt produkt, bærer bygherren også risikoen, hvis det senere viser sig, at produktet ikke er anvendeligt – medmindre det kan bebrejdes entreprenøren eller rådgiveren, at de ikke oplyste bygherren om, at det pågældende produkt ikke var anvendeligt til formålet.

Har entreprenøren efter byggetidens viden valgt og anvendt et produkt, som man i relevante faglige kredse anså for at være forsvarligt og fornuftigt at anvende, vil entreprenøren ikke hæfte for mangler ved produktet, som skyldes, at produktet efterfølgende viser sig som uegnet til formålet. Dette udgangspunkt gælder også for rådgiveren.

Den første voldgiftskendelse om spørgsmål i relation til mangelfulde MgO-plader blev afsagt i juni 2017. Der er efterfølgende kommet en række yderligere voldgiftskendelser herom. I sagerne blev der fremlagt en lang række oplysninger om, hvornår og i hvilket omfang pladerne blev anvendt i byggeriet, herunder hvornår det i faglige kredse blev vurderet, at pladerne kunne anvendes samt oplysninger om, hvornår det blev kendt, at pladerne havde uhensigtsmæssige egenskaber.

På baggrund af kendelserne kan det umiddelbart lægges til grund, at afgørelsen af, om en entreprenør/rådgiver er erstatningsansvarlig over for bygherren for udgifter forbundet med udskiftning mv. af MgO-plader beror på, hvornår arbejdet blev udført:

• for tiden før 27. december 2013 er entreprenøren/rådgiveren som udgangspunkt ansvarlig, hvis entreprenøren valgte at bruge pladerne (eller rådgiveren projekterede med dem)
• for tiden fra den 27. december 2013 til den 5. maj 2015 vil det være ansvarsfrit for entreprenøren at anvende MgO-plader.
• for tiden efter den 5. maj 2015 er entreprenøren som udgangspunkt ansvarlig, hvis entreprenøren har valgt at bruge pladerne.

Direkte krav og regreskrav mod byggemarked og importør af MgO-plader

(Østre Landsrets dom af den 23. 6. 2021)

Denne nylige afgørelse omhandlede en entreprenørs regreskrav over for byggemarked og underleverandør i anledning af køb og brug af MgO-plader. Det vil sige, om entreprenøren, der i forhold til bygherren var ansvarlig, kunne videreføre ansvaret (erstatningskravet) til sin leverandør (byggemarkedet) og importøren af pladerne til Danmark ud fra en forudsætning om, at de burde have haft kendskab til pladernes mangler - eller uanset dette - var ansvarlige herfor.

Entreprenørfirmaet havde i perioden februar 2011 til april 2014 anvendt MgO-plader som vindspærreplader i nogle byggerier. Efterfølgende viste det sig- som i en lang række andre sager- at MgO-pladerne var uegnede til at blive anvendt som vindspærrer i det danske klima, hvorfor entreprenøren udskiftede MgO-pladerne.

Entreprenøren havde påtaget sig ansvaret over for de respektive bygherrer for anvendelsen af MgO-pladerne og afholdt udgifterne til udskiftningen. Sagen angik derfor:

1. Entreprenørens videreførelse af udskiftningsomkostningerne mv. for renoveringsprojekterne over importøren af MgO-pladerne på det danske marked og
2. Det byggemarked der havde købt MgO-pladerne af importøren og videresolgt dem til entreprenøren.

Der var ikke noget kontraktforhold mellem entreprenøren og importøren af MgO-plader i Danmark. Spørgsmålet var derfor, om entreprenøren efter principperne om direkte krav kunne gøre et krav gældende mod importøren til trods for det manglende kontraktforhold, eller om kravet kunne gøres gældende over for importøren ved at indtræde i byggemarkedets potentielle krav mod importøren. I forhold til entreprenørens krav mod byggemarkedet angik sagen, om entreprenøren kunne gøre et køberetligt mangelkrav gældende over for byggemarkedet.

Under de konkrete omstændigheder ved et af byggerierne – og uanset at importøren var bekendt med den påtænkte anvendelse af MgO-pladerne – fandt landsretten, at det ikke var godtgjort, at importøren havde udvist sådanne forhold, at der var grundlag for, at der kunne gøres et krav gældende efter principperne om direkte krav.

Landsretten fandt heller ikke, at det ikke var godtgjort, at der forelå en køberetlig mangel ved MgO-pladerne over for byggemarkedet, hvorfor der allerede af den grund ikke kunne gøres et krav gældende over for importøren ud fra et indtrædelsessynspunkt; dvs. entreprenøren skulle i forhold til importøren stilles som byggemarkedet var stillet.

I forhold til andre af byggerierne blev der også lagt vægt på de konkrete omstændigheder; bl.a. tidspunkterne for anvendelse af plader, hvorfor der heller ikke her var et grundlag for et krav mod importøren. I forhold til byggemarkedet fandt landsretten, at entreprenøren ikke havde reklameret straks efter, at entreprenøren fik kendskab til manglen ved MgO-pladerne. Der var dermed ikke reklameret rettidigt. Allerede derfor fandt landsretten, at entreprenøren ikke kunne gøre et eventuelt mangelkrav gældende over for byggemarkedet.

Focus Advokater bemærker

I forhold til entreprenører og rådgiveres ansvar for anvendelsen af MgO-plader er retstilstanden fastlagt på baggrund af en række voldgiftskendelser, som beskrevet ovenfor. Det vil der med al sandsynlighed ikke blive ændret grundlæggende ved i eventuelle kommende tvister.

Den nye afgørelse fra Østre Landsret understreger dog, at det kan være svært for entreprenører at videreføre deres krav mod leverandører og andre, der har været involveret i anskaffelsen af de mangelfulde plader. Derudover fastslår dommen det almindelige princip om, at bliver en entreprenør bekendt med en mangel ved et givent produkt, skal der reklameres straks efter, at manglerne er eller burde være opdaget. I modsat fald risikerer entreprenøren at miste berettigelsen til at rejse et krav.