Ansat med sygt barn – forskelsbehandlet?

Højesteret har i dom af 8. oktober 2014 afgjort, at det ikke var i strid med forskelsbehandlings­loven, at en kommune nægtede en ansat yderligere orlov i anledning af en datters psykiske tilstand. 

Sagens baggrund
En kommunalt ansat tilkaldevikar på en skole for udviklingshæmmede børn havde efter en overenskomstmæssig aftale om fravær af familiemæssige årsager fået bevilget orlov uden løn i en periode på i alt ét år. Orloven var begrundet i, at den ansattes datter havde psykiske problemer.

Inden orloven udløb den 31. december 2009 anmodede den ansatte sin arbejdsgiver om fortsat orlov indtil den 1. juli 2010. Den ansatte henviste i den forbindelse til, at hun fortsat og frem til den 31. juni 2010 var bevilget tabt arbejdsfortjeneste fra kommunen på grund af datterens sygdom.

Den ansatte fik afslag med den begrundelse, at fortsat tjenestefrihed ville betyde en uholdbar situation i forhold til løsning af hendes arbejdsopgaver. Skolen gjorde samtidig opmærksom på, at man ville betragte ansættelsen som ophørt med udgangen af december 2009, hvis den ansatte ikke ønskede at genindtræde i sin stilling som tilkaldevikar pr. den 1. januar 2010.

Da den ansatte herefter oplyste skolen om, at hun ikke havde mulighed for at genoptage sit arbejde pr. den 1. januar 2010, modtog hun en bekræftelse på, at hun havde opsagt sin stilling ved skolen til fratræden ved udgangen af december måned 2009.

Den ansattes argumenter i sagen
I sagen gjorde den ansatte bl.a. gældende, at:

• hendes datter var handicappet i forskelsbehandlingslovens forstand


• hun havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at der var udøvet forskelsbehandling på grund af handicap.

Hun henviste herved til, at ophævelsen af ansættelsesforholdet var begrundet i hendes plejekrævende opgaver i forhold til datteren, eftersom skolen i sin begrundelse havde henvist direkte til hendes fravær, der notorisk skyldtes datterens handicap.

Kommunens argumenter i sagen
Kommunen bestred, at datteren var handicappet. Kommunen gjorde desuden gældende, at EU-Domstolens afgørelse om, at det EU-retlige forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap i visse situationer kan udstrækkes til pårørende til en handicappet person, alene angår direkte forskelsbehandling og chikane, dvs. ikke indirekte forskelsbehandling, jf. EU-Domstolens dom af 17. juli 2008 i sag C-303/06, Coleman.

I forlængelse heraf gjorde kommunen videre gældende, at:

• forskelsbehandlingsloven kun kunne anses for overtrådt, hvis retten fandt, at kommunen havde udsat den ansatte for direkte forskelsbehandling eller chikane på grund af datterens sygdom


•  den ansatte ikke havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at en sådan forskelsbehandling havde fundet sted.

Østre landsrets dom
Kommunen fik medhold i Østre Landsret, der, for så vidt angik spørgsmålet om forskelsbehandling på grund af handicap, indledningsvist bemærkede, at det følger af Coleman-sagen, at beskyttelsen mod "direkte diskrimination og chikane" omfatter en ansat med et handicappet barn.

Landsretten fastslog herefter, at den ansatte i sagen ikke havde påvist omstændigheder, der gav en formodning for, at skolens afslag på ansøgningen om yderligere orlov var udtryk for "forskelsbehandling eller chikane på grund af hendes datters sygdom".

Landsretten lagde herved vægt på, at den ansatte havde haft tjenstfrihed netop på grund af sin datters nedsatte funktionsevne eller lidelse. På den baggrund mente landsretten ikke, at afslaget på yderligere orlov kunne formodes at være udtryk for negativ forskelsbehandling i forhold til andre ansatte.

Kommunen blev derfor frifundet for krav om godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven, uden at landsretten tog stilling til, hvorvidt den ansattes datter i efteråret 2009 havde været handicappet i forskelsbehandlingslovens forstand.

Højesterets dom
Højesteret når samme resultat som landsretten men med en kortere begrundelse. Højesteret udtaler sig således ikke direkte om hverken Coleman-dommen eller betydningen af, at den ansatte tidligere havde været bevilget orlov på grund af datterens tilstand. Højesteret fastslår blot, at intet i sagen tydede på, at den ansatte på grund af datterens situation var blevet forskels­behandlet eller chikaneret ved afslaget på yderligere orlov. Højesteret tager dermed heller ikke stilling til, om datteren var handicappet i lovens forstand.

EU-Domstolens dom i Coleman-sagen kan ses her.

Højesterets dom samt landsrettens afgørelse findes her.

 

---