To kommuner ansatte en række medarbejdere i forbindelse med en plejevirksomheds konkurs. Lønmodtagernes Garantifond afviste at dække anmeldte lønkrav fra medarbejderne. Fonden mente nemlig, at overførslen af medarbejdere til kommunerne var en virksomhedsoverdragelse, og at kommunerne derfor som nye arbejdsgivere hæftede for disse krav. Vestre Landsret fandt dog ikke, at det var en virksomhedsoverdragelse. Lønmodtagernes Garantifond skulle derfor dække de anmeldte lønkrav.
Sagen handlede om virksomheden Kærkommen ApS’ konkurs i 2015. Virksomheden udførte hjemmeplejeopgaver. Konkursen medførte derfor, at flere kommuner hurtigt og internt måtte sikre, at de kunne opfylde deres plejeforpligtelser over for borgerne. To kommuner havde ikke det tilstrækkelige antal medarbejdere til at dække det store antal borgere, der tidligere havde modtaget ydelser fra den konkursramte virksomhed.
Kommunerne ansatte herefter en række nye medarbejdere, hvoraf flere havde været ansat hos Kærkommen ApS. Disse medarbejdere havde udækkede lønkrav, som Lønmodtagernes Garantifond afviste at dække med den begrundelse, at overførslen af medarbejderne fra Kærkommen ApS til kommunerne var en virksomhedsoverdragelse. Lønmodtagernes Garantifond fastholdte derfor, at kommunerne som nye arbejdsgivere hæftede for de anmeldte lønkrav.
Det helt centrale spørgsmål var, om det udgjorde en virksomhedsoverdragelse, at kommunerne havde ansat en række af Kærkommen ApS’ medarbejdere. Hvis det var en virksomhedsoverdragelse, skulle kommunerne indtræde i alle lønkrav. Hvis det ikke var en virksomhedsoverdragelse skulle Lønmodtagernes Garantifond dække de anmeldte krav.
Kommunerne overtog ikke en ”betydelig del” af arbejdsstyrken
Indledningsvist bemærkede retten, at det følger af EU-domstolens praksis, at der skal tages hensyn til alle faktiske omstændigheder ved afgørelsen af, om en overførsel af en anden virksomheds aktiviteter medfører en virksomhedsoverdragelse. Vurderingen afhænger blandt andet af, hvilken type aktivitet der er tale om.
Landsretten fandt, at når der er tale om en overførsel af en aktivitet, såsom hjemmehjælp, der primært er baseret på arbejdskraft, og hvor der ikke overføres materielle eller immaterielle aktiver af betydning, så kan det medføre en virksomhedsoverdragelse, når der ikke kun er overført en økonomisk aktivitet, men også en efter antal og kvalifikationer betydelig del af arbejdsstyrken.
Retten fastslog, at kommunerne havde ansat henholdsvis 39 % og 46 % af den konkursramte virksomheds medarbejdere – det vil sige mindre end halvdelen af arbejdsstyrken. Landsretten fandt ikke, at der var grundlag for at lægge særlig vægt på, hvilken andel de overtagne medarbejdere udgjorde i timer.
Derudover bemærkede landsretten, at kommunerne som led i processen ikke havde ansat ledende medarbejdere eller planlæggere, og i øvrigt havde ansat et betydeligt antal medarbejdere, der ikke tidligere havde været ansat hos Kærkommen ApS. Derfor var der ikke grundlag for at konkludere, at den konkursramte virksomhed havde bevaret sin identitet eller, at der var forsøg på at omgå virksomhedsoverdragelsesloven.
På denne baggrund fandt landsretten, at det ikke var en virksomhedsoverdragelse, da de to kommuner ansatte en række medarbejdere i forbindelse med Kærkommen ApS’ konkurs. Lønmodtagernes Garantifond skulle derfor dække de anmeldte lønkrav.
IUNO mener
Dommen bekræfter, hvad der kan inddrages i vurderingen af, om overførsel af medarbejdere fra én virksomhed til en anden medfører en virksomhedsoverdragelse, herunder antallet af medarbejdere, medarbejdernes kvalifikationer, om der overføres ledende medarbejdere eller planlæggere mv.
I øjeblikket behandles et lovforslag til ændring af lov om Lønmodtagernes Garantifond i folketinget. Lovforslaget vil sikre, at medarbejdere i offentlige virksomheder får udbetalt deres lønkrav, hvis der er tvist om, om der er tale om en virksomhedsoverdragelse. Lovforslaget sigter dermed efter at forhindre lignende situationer i fremtiden, hvor medarbejdere skal afvente en afgørelse af, om en overførsel udgør en virksomhedsoverdragelse.
IUNO anbefaler, at virksomheder i hvert enkelt tilfælde foretager en konkret vurdering af, om virksomhedsoverdragelsesloven finder anvendelse, så virksomhederne på forhånd har forholdt sig til de muligheder og risici, der opstår ved at overtage en del af en virksomhed.
[Vestre Landsrets dom af 23. november 2018]
Gå ikke glip af vigtig juridisk viden - Tilmeld dig vores gratis nyhedsservice
her →