Det er altid et centralt spørgsmål i et agenturforhold, om agenten har ret til at repræsentere andre agenturer eller leverandører. Agenturgivere vil normalt have et ønske om, at agenten ikke anvender sin tid på salg af andre produkter, men hvilke muligheder og begrænsninger rummer loven og praksis?
Agentens almindelige loyalitetspligt
Ifølge handelsagentlovens § 4 skal agenten, ved udførelse af sit hverv som agent, varetage agenturgiverens interesser og handle loyalt og redeligt. Bestemmelsen fastslår i bund og grund den loyalitetspligt, der gælder i forbindelse med ethvert langvarigt samarbejdsforhold. Loyalitetspligten gælder principielt både i kontraktperioden, i en eventuel opsigelsesperiode og i perioden efter samarbejdets afslutning.
Hvad der nærmere ligger i loyalitetspligten, fremgår ikke af loven, men må i stedet udledes af lovens motiver, retspraksis m.v. Det vil afhænge af en konkret fortolkning, om handelsagenten skal have agenturgivers samtykke for at kunne påtage sig konkurrerende agenturer, men at det endvidere normalt er relativt klart, hvad der i den konkrete situation er i agenturgivers interesse og omvendt, om det som udfyldende løsning bør tillægges vægt, hvad ”en erfaren og omhyggelig handelsagent i den pågældende branche” ville have gjort i den konkrete situation.
Idet agenten er selvstændig erhvervsdrivende, er udgangspunktet formentligt, at er der ikke aftalt noget. Agenten må således påtage sig andre agenturer, arbejde som ansat handelsrejsende eller handle for egen regning, når blot der er tale om ikke-konkurrerende produkter i forhold til agenturgiverens produkter. Er der tale om konkurrerende produkter, må det som udgangspunkt kunne forudsættes, at agenten er forpligtet til at indhente agenturgivers samtykke til at kunne repræsentere både agenturgiveren og den konkurrerende leverandør.
Hvornår er der tale om konkurrerende produkter?
Begrebet ”konkurrerende” er ikke nærmere defineret i loven, men det må, ud fra en sproglig fortolkning, som udgangspunkt være produkter, der substituerer agenturgivers produkter, mens komplementære produkter er ikke-konkurrerende produkter.
Eksempelvis vil en agent, der repræsenterer en agenturgiver, som sælger jeans, normalt ikke kunne påtage sig et andet agentur, der tilsvarende omfatter jeans. Derimod er der som udgangspunkt ikke noget i vejen for, at agenten påtager sig et andet agentur med t-shirts, sko, strømper etc., da det alt sammen er produkter, der komplementerer og ikke substituerer agenturgiverens jeans.
Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at der altid kan være konkrete forhold, der nuancerer situationen, og derfor kan være årsag til, at udgangspunktet fraviges.
I en konkret sag vurderede Sø- og Handelsretten i 2014, at en agent, der var pålagt en konkurrenceklausul om ikke at måtte påtage sig at markedsføre eller formidle salg af produkter, som direkte konkurrerede med agenturgivers produkter, alligevel godt måtte påtage sig at sælge to enkelte produkter fra to forskellige leverandører, selvom de, isoleret set, kunne ses som værende direkte i konkurrence med agenturgivers tilsvarende produkter.
I det ene tilfælde begrunder retten det med, at agenten har fundet et alternativ til en tidligere leverandør, der har det ene
konkurrerende produkt i sit program, men alene som et biprodukt/tilbehør. I det andet tilfælde, da er der ligeledes tale om et agentur med et produktprogram, der som helhed er væsensforskelligt fra agenturgivers, og hvor det omtvistede produkt desuden har en væsentlig anden pris end agenturgivers tilsvarende produkt. På den baggrund vurderede retten alligevel ikke, at der var tale om et direkte sammenligneligt og konkurrerende produkt. Det fremgår ikke af dommen, til hvilke vejledende priser de pågældende produkter blev solgt. Et tjek på nettet, et år senere, indikerede, at den aktuelle vejledende pris på agenturgivers produkt var ca. 50 % højere end det nytilkomne konkurrerende produkt.
I begge tilfælde fremgår det, at der er tale om et biprodukt både i forhold til agenturgivers og de nye agenturers produktprogram.
Hvad kan udledes af den konkrete dom?
Med udgangspunkt i afgørelsen fra Sø- og Handelsretten er det således ikke nok til at afbryde samarbejdet, hvis en agent optager et nyt agentur, hvor et af flere produkter er i direkte konkurrence med agenturgivers produkt, når blot det ikke er i konkurrence med agenturgivers hovedproduktprogram.
Afgørelsen tyder på, at retten har vurderet bredden af agenturgivers samlede produktprogram og fundet, at de konkurrerende produkter isoleret set har været uvæsentlige i det samlede billede. Afgørelsen viser, at der, i alt fald i nogle tilfælde, består en form for bagatelgrænse for, hvornår en påført direkte konkurrence er tilstrækkelig til, at man ikke skal tåle den.
Generel anbefaling
I dansk ret er der langt hen ad vejen aftalefrihed. Det er derfor vigtigt, at du i forbindelse med indgåelse af kontrakten med agenten tager højde for, i hvilken grad agenten skal have lov til at repræsentere andre agenturer, herunder påføre agenturgiveren konkurrence fra andre produkter.
Er man i en stærk forhandlingsposition, kan agenturgiver kræve, at agenten ikke må påtage sig andre agenturer uden samtykke fra agenturgiver. Har agenten allerede andre agenturer, er det naturligvis vigtigt, at de oplyses i kontrakten.
Agenturgiver kan også vælge at anføre eksplicitte agenturer, som agenturgiver ikke kan acceptere, eller alternativt vælge at anføre eksplicitte produktgrupper, som agenturgiver skal have en vetoret overfor.
Agenturgiver kan endvidere sikre sig imod, at agenten fastholder kundekredsen efter et eventuelt ophør i samarbejde med en konkurrent, ved at medtage en konkurrenceklausul i agentkontrakten.
Udarbejdelse af agentkontrakten
Vi hjælper dig med at sikre, at agentkontrakten lever op til lovkravene og samtidig fungerer i praksis, herunder sikrer din forretning bedst muligt. Vores specialister står altid klar til en uforpligtende drøftelse.
Klik her for at læse mere om fokusområdet agent- og forhandlerforhold.
-medium.jpg)
-medium.jpg)
