Ændring af minkloven vedtaget af Folketinget

Den 25. januar 2021 blev der indgået en politisk aftale om erstatning til minkbranchen som følge af regeringens beslutning om at aflive alle mink af hensyn til den danske folkesundhed. Aftalen havde til formål at sikre minkavlere og minkafhængige følgehverv fuldstændig erstatning i en helt ekstraordinær situation. Vi har tidligere skrevet en nyhed om den politiske aftale, som du kan læse her.

Det fremgår af den politiske aftale, at de materielle hjemler til udmøntningen af aftalen - med ganske få undtagelser - var tilvejebragt ved minkloven (lov 2185 af 29. december 2020 om aflivning af og midlertidigt forbud mod hold af mink). Det stod således allerede ved indgåelsen af den politiske aftale klart, at minkloven skulle ændres, hvis alle de nødvendige hjemler skulle tilvejebringes.

På overfladen virker ændringen af minkloven ikke særlig ”interessant”, fordi ændringen primært handler om at give ministeren hjemmel til at fastsætte regler om en række forskellige forhold, som i flere tilfælde skal drøftes med partierne bag den politiske aftale; reglerne foreligger med andre ord først, når der udstedes en bekendtgørelse, og først på dét tidspunkt kan man som minkavler eller følgeerhverv vurdere mulighederne for at få erstatning efter minkloven.

Men hvis man studerer lovbemærkningerne og ændringen af minkloven lidt nærmere, er der interessante overvejelser under overfladen.

Omfattende lovbemærkninger

Henset til, at formålet med lovændringen primært er at give ministeren hjemmel til at fastsætte regler om en række forskellige forhold, virker lovbemærkningerne umiddelbart meget omfattende, men det skyldes, at man i lovbemærkningerne i et vist omfang løfter sløret for den erstatningsmodel og -proces, som man forestiller sig skal udmøntes i de kommende regler.

Det var formentlig også baggrunden for, at forslaget til lovændringen, herunder lovbemærkningerne, medførte en del høringssvar, som kan læses på Folketingets hjemmeside. Interessant er det også at læse ministeriets høringsnotat, hvor høringssvarene kommenteres og de ændringer, som bl.a. høringssvarene gav anledning til.

Generelt er der tale om brede bemyndigelsesbestemmelser, hvor meget overlades til ministerens fastsættelse af regler i bekendtgørelsesform, men eftersom flere forhold skal drøftes med partierne bag den politiske aftale, må man antage, at der vil ligge meget grundige overvejelser (og ikke mindst et solidt politisk flertal) bag de kommende mere detaljerede regler.

Fuldstændig erstatning

Et væsentligt begreb i debatten har igennem lang tid været ”fuldstændig erstatning”, og det fremgår klart af den politiske aftale, at aftalepartierne var enige om, at der skal ydes fuldstændig erstatning til minkavlere og minkafhængige følgeerhverv uanset om der juridisk set er tale om ekspropriation efter grundlovens § 73 eller ej. Det var formentlig baggrunden for, at det gav ”støj på linjen”, da ordet ”fuldstændig kompensation” pludselig optrådte i lovbemærkningerne, hvilket blev påpeget i flere af høringssvarene og under behandlingen af lovforslaget i Folketinget.

Ministeren har imidlertid bekræftet, at den ”fuldstændige kompensation” skal fastsættes efter principperne i den politiske aftale, hvoraf det fremgår, at der skal ydes fuldstændig erstatning til minkavlere og minkafhængige følgeerhverv, uanset om der juridisk set er tale om ekspropriation efter grundlovens § 73 eller ej. I aftalen er fastlagt de erstatningsmodeller, som skal benyttes i udmålingen af fuldstændig erstatning og kompensation til minkavlerne og fuldstændig kompensation til minkafhængige følgeerhverv. For følgeerhverv betyder det, at den fuldstændige kompensation fastlægges ved en vurdering af virksomhedens værdi i såkaldt ”handel og vandel”. De nærmere principper vil blive fastlagt i en kommende bekendtgørelse.

Ministeren har også bekræftet, at ”fuldstændig kompensation” skattemæssigt vil blive behandlet på samme måde, som når der ved ekspropriation ydes ”fuldstændig erstatning”. Det vil sige, at den fuldstændige kompensation også vil følge det generelle skatteretlige udgangspunkt, hvormed kompensationen skattemæssigt behandles på samme måde som det, kompensationen træder i stedet for.

Overtagelse af aktiver

En anden interessant problemstilling er spørgsmål om overtagelse af aktiver. Hvis staten eksproprierer et parcelhus i Silkeborg, fordi man ønsker at etablere en motorvej, er der ikke tvivl om, at staten overtager den faste ejendom inkl. nagelfast tilbehør, ligesom hvis det var en almindelig ejendomshandel. Møbler og andet løsøre tager ejeren med, når han flytter. Men hvilke aktiver skal staten overtage, når staten har lukket minkbranchen fra den ene dag til den anden og skal betale ”fuldstændig erstatning”? Og hvad skal der ske med aktiver, som både anvendes til minkrelateret aktivitet og til anden virksomhedsaktivitet?

Sondring mellem minkavlere (inkl. pelserier og staldkapacitet) og følgeerhverv

Politikerne mener, at der for så vidt angår overtagelse af aktiver skal sondres mellem minkavlere (inkl. pelserier og staldkapacitet) og følgeerhverv, som har fået hver sin bestemmelse i ændringen af minkloven: § 8a og § 8b, som er nogle af de eneste bestemmelser i lovændringen, som ikke bare er bemyndigelser til ministeren.

For minkavlere (inkl. pelserier og staldkapacitet) fremgår det af minklovens § 8a, at det er et vilkår for betaling af erstatning eller kompensation, at staten erhverver ret til a) bygninger, bygningsinstallationer m.v., som vil blive nedrevet og fjernet, og til b) løsøre, immaterielle rettigheder m.v. Hensigten er at sikre, at minkavleren ikke fortsætter den aktivitet, der er betalt erstatning/kompensation for, når forbuddet mod hold af mink på et tidspunkt ophæves.

For følgeerhverv gælder efter minklovens § 8 b, at staten erhverver ret til den faste ejendom, løsøre, immaterielle rettigheder og alle øvrige aktiver, som har været ejet og anvendt i den minkrelaterede virksomhed, uanset graden af anvendelse i den minkrelaterede virksomhed. Det betyder, at staten også overtager aktiver, fx et køretøj, som har været anvendt 40 procent til den minkrelaterede virksomhed og 60 procent til ”noget helt andet”.

Det virker umiddelbart som en speciel løsning, men vi forstår lovmærkningerne således, at staten betaler erstatning for ”hele køretøjet” og ikke kun de 40 procent, som har været anvendt til den minkrelaterede virksomhed. Det virker også som en rimelig løsning henset til, at den erhvervsdrivende skal ud og købe et nyt køretøj, hvis han skal fortsætte driften af den virksomhed, som ikke er minkrelateret.

Skal et følgeerhverv sælge direkte til minkavlere, eller er indirekte salg også berettiget til erstatning?

Det fremgår af den politiske aftale, at for kompensationsberettigede følgeerhvervsvirksomheder skal over halvdelen af virksomhedens omsætning i 2017-2019 hidrøre fra handel med danske minkavlere, hvilket skabte tvivl om, hvorvidt indirekte salg, fx gennem en grossist, også ville være omfattet.

Ministeriet for fødevarer, landbrug og fiskeri oplyser hertil i høringsnotatet, at det er ministeriets opfattelse, at det ikke alene er den direkte handel med minkproducenter, som er omfattet, og at nærmere herom vil fremgå af den kommende bekendtgørelse.

Omkostninger i perioden indtil fastsættelse af erstatning/kompensation

Når det som nævnt er et vilkår for betaling af erstatning/kompensation, at staten overtager aktiverne, betyder det umiddelbart, at minkavlerne og følgeerhvervet skal ”passe på aktiverne”, således at de kan overdrages til staten på et senere tidspunkt. Der kan nemt gå 2-3 år, før alle sagerne er behandlet af de kommende erstatnings- og taksationskommissioner og det er nærliggende at spørge, hvem der skal betale udgifterne forbundet med aktiverne i denne mellemperiode (ejendomsskatter, forbrugsafgifter, forsikring, alarm, nødvendig vedligeholdelse m.v.). Der er i ændringen af minkloven åbnet mulighed for, at ministeren kan fastsætte regler om statens betaling af udgifter i mellemperioden, men man må håbe på en hurtig behandling af sagerne, så det samfundsmæssige værdispild mindskes mest muligt. Det er unægtelig noget specielt at lade staten betale udgifterne forbundet med fx forsikring og vedligeholdelse af en minkhal i 2-3 år, når minkhallen skal rives ned umiddelbart efter statens overtagelse.

Erstatnings- og taksationskommissioner m.v.

Af den politiske aftale fremgår det, at der skal nedsættes særlige erstatnings- og taksationskommissioner til håndtering af sagerne, samt at der oprettes en klageinstans i form af overerstatnings- og taksationskommissioner. Der gives derfor med lovændringen bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler herom i en bekendtgørelse. Kommissionerne vil blive etableret som uafhængige forvaltningsmyndigheder, og kommissionerne vil ikke være underlagt nogen instruktionsbeføjelser.

Derudover giver lovændringen bl.a. mulighed for at fastsætte regler om ansøgning, frister, oplysnings- og dokumentationskrav, fordeling og udbetaling af erstatning samt betaling af renter af krav på erstatning eller kompensation.

Bech-Bruuns kommentarer

Den politiske aftale havde til formål at sikre minkavlere og minkafhængige følgehverv fuldstændig erstatning i en helt ekstraordinær situation. Nu er ændringen af minkloven vedtaget, og dermed er fundamentet for mere detaljerede regler blevet støbt.

Af hensyn til de involverede må vi håbe, at der hurtigt tilvejebringes de nødvendige bekendtgørelser, så sagsbehandlingen kan påbegyndes, og de involverede kan komme videre med andre aktiviteter. Det bedste råd på nuværende tidspunkt er formentlig at have tålmodighed og ikke træffe ekstraordinære beslutninger om fx salg af aktiver m.v., før man har fået juridisk rådgivning om de konkrete muligheder.