Ægteskaber på tværs af landegrænser

I takt med, at der er sket en stigning i antallet af internationale familier og par fra forskellige nationer indgår ægteskab, øges behovet for et retligt samarbejde på tværs af landegrænserne. Derfor er der fremsat forslag i EU-retligt regi til regler om international kompetence og lovvalg vedrørende de økonomiske forhold mellem ægtefæller.

Flere og flere indgår ægteskab på tværs af landegrænser. En stigning i antallet af internationale familier, hvor ægtefællerne har tilknytning til mere end ét land, har skabt behov for et retligt samarbejde mellem disse lande. Der opstår nogle naturlige juridiske udfordringer i situationer, hvor et ægteskab skal opløses eller en af ægtefællerne dør, fordi virkningen heraf er, at der skal ske et ægtefælleskifte. Disse udfordringer bliver i nogle tilfælde forstærket, hvis der er tale om et ægteskab på tværs af landegrænser.

Behovet for et retligt samarbejde bunder i de forskellige landes retlige regulering af ægtefællernes formueforhold. En harmonisering af den internationale kompetence til at behandle en ægteskabssag og lovvalgsreglerne kan derfor synes nødvendig. En sådan harmonisering skal sikre, at ægtefællerne kan få sammenhængende sager behandlet ved domstolen i den samme medlemsstat indenfor EU.

Ministerrådet i EU har i 2011 fremsat forslag til forordning om indførelse af regler om international kompetence samt lovvalg for sager om ægtefællernes formueforhold. Det fremsatte forslag vil eksempelvis medføre, at den domstol, som i forvejen behandler ægtefællernes sag om ægteskabets opløsning, også får tillagt kompetence til at behandle formuernes deling, selvom denne del oprindeligt skulle behandles efter et andet lands lov. Forslaget til forordningen omfatter dog ikke alle forhold, eksempelvis er gaver mellem ægtefæller og underholdsbidrag udelukket fra forslaget.

Forordningen har den fordel, at ægtefællerne ved oprettelse af ægtepagt eller lignende selv kan vælge hvilket lands lov, der skal gælde for formueforholdet mellem dem under ægteskabet og i forbindelse med dets opløsning. Hvis ægtefællerne ikke selvstændigt har truffet bestemmelse om lovvalg, er det op til retten at fastsætte lovvalget. Retten fastsætter lovvalget ud fra tilknytningskriterier så som ægtefællernes første fælles opholdssted, fælles nationalitet mv.

Ved skifte i anledning af et dødsfald, består tillige forskellige regler fra land til land, hvorfor der også på dette område synes at være behov for et retligt samarbejde. Forordning nr. 650/2012 af 4. juli 2012 om værneting og lovvalg i arvesager er vedtaget for at sikre mulighed for at behandle grænseoverskridende arvesager. Efter forordningen er hovedreglen, at det er domstolen i afdødes opholdsland på dødsfaldstidspunktet, der skal behandle boet. Det er dog muligt for arveladeren at træffe bestemmelse om et andet lovvalg. Reglerne er trådt i kraft den 16. august 2012. Dog finder reglerne kun anvendelse på arv efter personer, der afgår ved døden efter den 17. august 2015.

Som følge af det danske EU-forbehold, hvorefter Danmark står uden for EU-samarbejde om retlige og indre anliggender, er Danmark ikke omfattet af det ovennævnte forslag samt den allerede vedtagne forordning. Retsstillingen i Danmark er derfor fortsat således, at ægtefællerne ikke har kompetence til at aftale andet end det, der følger af dansk international privatret.

 

---