59 minutters forsinket lønudbetaling var ikke en væsentlig misligholdelse

En arbejdsgiver (A) valgte at tilbageholde medarbejderens (M) løn, da M ikke reagerede på A's mange henvendelser under dennes sygefravær. M rykkede for betalingen, men modtog et autosvar om, at A var i udlandet. Den faglige organisation modtog ligeledes autosvar. På trods heraf fremsendte M's faglige organisation et betalingspåkrav med frist 27 timer efter. A reagerede på påkravet straks efter sin tilbagevenden til virksomheden og sørgede for betaling af lønnen 59 minutter efter fristens udløb. Landsretten fandt ikke, at dette berettigede M til at ophæve ansættelsesforholdet.

Vestre Landsrets dom af 19. januar 2016.

SAGEN KORT
Sagen angik en medarbejder (M), der var ansat som Key Account Manager. M sygemeldte sig den 23. september 2013 udemiddelbart efter en disciplinær samtale og skriftlig påtale for uanstændig og truende adfærd mod ledelsen. Efter sygemeldingen forsøgte arbejdsgiveren (A) flere gange forgæves at træffe M pr. telefon og efterlod ham beskeder om, at han skulle ringe A op.

På grund af hændelsen forud for sygemeldingen og på grund af den manglende respons fra M traf A en beslutning om at tilbageholde M's løn. M rykkede første gang for betalingen af løn ved e-mail af 8. oktober 2013. Da A var i udlandet, modtog M et autosvar, hvoraf fremgik, at man i hastende tilfælde skulle kontakte A's regnskabschef.

M kontaktede ikke regnskabschefen, men valgte i stedet at ringe til en lønningsbogholder (L) den 9. oktober 2013. L informerede om, at han ikke var bekendt med årsagen til tilbageholdelsen af lønnen, og at han ikke kunne iværksætte lønkørslen, før han havde talt med A, der forventeligt var retur på virksomheden fredag den 11. oktober 2013.

Under 1 time efter telefonsamtalen med L sendte M's faglige organisation ved e-mail et betalingspåkrav med betalingsfrist den 10. oktober 2013 kl. 14. Ved denne fremsendelse modtog den faglige organisation tillige et autosvar fra A og valgte ligeledes ikke at følge op over for regnskabschefen som angivet i autosvaret.

A vendte tilbage til virksomheden én dag før forventet og fulgte straks op på betalingspåkravet. Betalingsinstruksen til banken blev afsendt den 10. oktober 2013, kl. 14.59, dvs. 59 minutter efter udløbet af den fastsatte frist. A orienterede på samme tid M's faglige organisation om, at det manglende beløb var blevet overført.

M valgte samme dag at ophæve ansættelsesforholdet på grund af A's grove misligholdelse.

LANDSRETTENS DOM
Landsretten lagde til grund, at M var bekendt med, at A, der havde kompetencen til at træffe afgørelse om lønforhold, var i udlandet og først ville være tilbage fredag den 11. oktober 2013. Henset til dette fandt landsretten, at betalingsfristen på 27 timer var meget kort.

Landsretten fandt endvidere ikke grundlag for at antage, at tilbageholdelsen af lønnen havde været af chikanøs karakter, og da lønnen blev betalt kort tid efter udløbet af den fastsatte frist, fandt Landsretten ikke, at A groft havde misligholdt ansættelsesforholdet.

Landsretten stadfæstede herefter byrettens dom, hvorefter M ikke havde været berettiget til at ophæve sit ansættelsesforhold.

HVAD VISER DOMMEN?
Udgangspunktet er, at forsinket lønudbetaling udgør væsentlig misligholdelse af ansættelsesforholdet, der berettiger medarbejderen til at ophæve ansættelsesforholdet. Dommen viser imidlertid, at ikke enhver forsinkelse er en væsentlig misligholdelse.

Ved vurderingen af, om forsinkelsen udgør væsentlig misligholdelse af ansættelsesforholdet, kan der lægges vægt på, om arbejdsgiveren har været berettiget til at tilbageholde lønnen eller udelukkende har gjort det for at chikanere medarbejderen. Derudover er det afgørende, om arbejdsgiveren har fået en rimelig frist til at rette op på den manglende lønudbetaling. Konkret var en frist på 27 timer ikke rimelig.

Kromann Reumert førte sagen for arbejdsgiveren.

---