Udbetaling af andelshaveres indeståender i et andelsselskab ved konkurs eller rekonstruktion

Andelshavers udbetalingskrav – reglerne i konkursloven

Ved ændringerne af konkursloven i 2022 blev der indsat en tilføjelse til konkurslovens §§ 12 t, stk. 1 og 61, stk. 1 med følgende ordlyd:

”(…). Opsiges skyldnerens deltagelse i et andelsselskab eller en andelsforening, kan skyldneren kræve sit indestående betalt senest 3 måneder efter opsigelsen.”

Ændringen tager sigte på den situation, hvor en skyldner, der er andelshaver eller medlem af en andelsforening, må udtræde, fordi den pågældende tages under rekonstruktion eller konkurs. Dette kan udløse krav på opgørelse af andelskontoen.

De nye bestemmelser skal adressere det praktiske problem, der kan opstå ved, at et indestående på en andelskonto skatteretligt først anses for at være erhvervet af andelshaveren i takt med, at der sker udbetaling. Andelshaverens krav på udbetaling af andelsindestående vil som hovedregel være pantsat. Det fører til den situation, at de ratevise udbetalinger vil tilgå den, der har pantet. De afledte skatteforpligtelser vil fortsat påhvile andelshaveren.

Hvis andelshaveren er blevet insolvent, vil denne ikke være i stand til at betale skattekravet. Såfremt udbetalingen sker over en årrække, kan dette i praksis f.eks. udelukke en person fra at søge gældssanering, da denne ikke vil opnå en varig forbedring af sine økonomiske forhold, så længe der udestår udbetalinger og dermed skattekrav. Tilsvarende vil den løbende udbetaling i forhold til rekonstruktion medføre problemer i forhold til en eventuel tvangsakkord. Bestemmelsen skal derfor føre til, at indeståendet kan kræves udbetalt senest 3 måneder efter opsigelsen, så den løbende beskatning undgås.

Focus Advokater bemærker

Indførelsen af de nye bestemmelser i konkursloven udgør en hensigtsmæssig løsning på ’andelshaverkontoproblemet’, idet bestemmelserne medvirker til at forbedre en insolvent andelshavers mulighed for at opnå en forbedring af sine økonomiske forhold via tvangsakkord eller gældssanering.

Samtidig er der tale om et relativt vidtgående indgreb i princippet om, at et konkursbo kun kan overtage skyldnerens aktiver med de bånd, der hviler på dem. Der blev under lovforslagets behandling afgivet kritiske høringssvar herom, men Justitsministeriet vurderede, at hensynet til andelshaveren og dennes mulighed for at komme på fode igen, måtte veje tungere end den mulige byrde, som et andelsselskab kan blive pålagt i forbindelse med udbetalinger.

Bestemmelserne og de bagvedliggende lovforarbejder giver imidlertid anledning til en række tvivlsspørgsmål omkring udstrækningen af anvendelsesområdet. Således er det i konkurssituationen f.eks. uklart, hvorvidt kompetencen til at kræve førtidig udbetaling tilkommer skyldneren eller konkursboet efter vedkommende, idet der på dette punkt foreligger en uoverensstemmelse mellem ordlyden af lovteksten og lovforarbejderne.

Det er herudover væsentligt at bemærke, at det i lovforslagets bemærkninger fremgår, at andelsselskabet ikke kan betinge udbetalingen af en dekort. Formålet hermed er at undgå, at andelsselskaberne betinger førtidig udbetaling af en dekort. Men bemærkningen skaber tvivl om, hvorvidt bestemmelserne i loven også påvirker andelsselskabets mulighed for at kræve erstatning/udtrædelsesgodtgørelse i forbindelse med andelshavers udtræden.

I forlængelse heraf kan der også stilles spørgsmål til, hvorvidt andelsselskabet kan gøre et modregningskrav gældende over for andelshaverens udbetalingskrav, herunder om de tidsmæssige betingelser for modregning er opfyldt. Problemstillingen har tidligere været til genstand for behandling i retspraksis, men der kan næppe afgives en entydig konklusion på baggrund heraf.

Endelig indeholder hverken bestemmelserne eller forarbejderne en nærmere definition på begrebet ’indestående’, hvilket kan give anledning til fortolkningsspørgsmål, idet der – afhængig af andelsselskabets kapitalstruktur – kan forekomme en række forskellige økonomiske mellemværende mellem andelshaver og andelsselskab.

Det kan ikke udelukkes, at de ovenfor anførte uklarheder/problemstillinger vil give anledning til tvister fremadrettet – og der er endnu ingen praksis fra domstolene at læne sig op ad.