Ifølge retten er det juridisk vigtigt, at rettighedshaverne fortsætter dialogen med teleselskabernes abonnenter i sager om ulovlig download og streaming. Det er en sejr for rettighedshaverne, siger advokat Jeppe Brogaard Clausen fra NJORD Law Firm.
I den principielle sag fra Retten på Frederiksberg understreger retten, at det er vigtigt, at rettighedshaverne har en dialog med teleselskabernes abonnenter, og såvel store som små krænkelser er omfattet af rettighedshavernes ”undersøgelsespligt”.
Retten stadfæstede også, at retsgrundlaget er i orden, når advokater på vegne af rettighedshavere – eksempelvis film- og tv-producenter – sender breve ud til teleselskabernes abonnenter for at undersøge en mistanke om ulovlig download eller streaming.
NJORD Law Firm: En sejr for producenterne
De seneste tre år har NJORD Law Firm, på vegne af skandinaviske og internationale filmproducenter, sendt breve til personer, hvis IP-adresser er blevet brugt til ulovligt at downloade film og tv-serier. Derfor er det en sejr for både NJORD Law Firm og producenterne, når retten bakker op om, at kampen for rettigheder er både retmæssig og vigtig.
Advokat og partner Jeppe Brogaard Clausen fra NJORD Law Firm glæder sig derfor over afgørelsen:
”Det er en vigtig sejr for producenterne, at de sammen med os kan fortsætte arbejdet mod ulovlig download og streaming, hvor vi i løbet af 2017 har opnået et fald på mellem 15 og 20 %. Det kan vi kun, hvis vi har en dialog med dem, der ulovligt har downloadet eller streamet rettighedshavernes materiale eller dem, der har kendskab til konkrete forhold.”
Undersøgelsespligt – uden bagatelgrænse
Både retten og Datatilsynet fremhæver, at oplysningerne fra teleselskaberne er nødvendige for, at rettighedshaveren kan iværksætte sine undersøgelser ved at sende breve til abonnenterne. Retten gik faktisk så langt som at pålægge producenterne en ”undersøgelsespligt” uden bagatelgrænse: En pligt til at undersøge mulighederne for en forligsmæssig løsning, inden producenterne stævner – uanset hvilket konkret beløb der er tale om. Det vil efter rettens vurdering være både ”uforsvarligt og unyttigt”, hvis sagerne ikke først bliver undersøgt gennem dialog med abonnenten.
Retten lagde i sin afgørelse vægt på, at det ikke er et krav, at abonnenten skal stævnes, for at teleselskaberne har pligt til at udlevere oplysninger om den abonnent, hvor der er registreret ulovlig aktivitet på abonnentens IP-adresse.
”Vi glæder os over rettens ord, som er helt i den ånd vi af filmbranchen har i opdrag, nemlig at undersøge enhver mistanke gennem dialog. Som hidtil vil vores praksis være kun at stævne, hvis vi ikke kan indgå en rimelig aftale.”
Ifølge retten vil rettighedshaverne, hvis ikke der er en indledende dialog med abonnenten, blive erstatningsansvarlig ved en eventuel retssag – også selv om rettighedshaveren måtte vinde den enkelte sag.
Klart signal til telebranchen
Telebranchen havde i sagen argumenteret for, at hvis teleselskaberne skal udlevere navne og adresser på abonnenter, så skal alle sager følges op med retssager. Dagens afgørelse fra Retten på Frederiksberg er dog et kraftigt signal til teleselskaberne om, at denne opfattelse ikke har grundlag i lovens ordlyd eller forarbejderne på dette punkt.
Advokat Jeppe Brogaard Clausen opfordrer derfor teleselskaberne til i højere grad at samarbejde med rettighedshaverne om en nem og sikker overlevering af oplysningerne:
”Hvis processen automatiseres, bliver det nemt for teleselskaberne at udlevere de store datamængder, og det vil også være trygt for både abonnenter og producenter, fordi en automatiseret proces altid er sikrere end teleselskabernes nuværende manuelle indsamling af data.”
På vegne af rettighedshaverne ser advokaten derfor også gerne, at teleselskaberne fortsat bidrager til at begrænse omfanget af ulovlig download og streaming:
”Hæleren er i princippet ligeså slem som stjæleren. Så på længere sigt imødeser vi, at telebranchen tager afstand fra ikke blot de hjemmesider, der gør ulovlig fildeling mulig, men også de abonnenter, der ikke bidrager til at forebygge krænkelser eller ikke ændrer deres adfærd til at være lovlig.”
Læs kendelsen fra Retten på Frederiksberg
her, samt rettens begrundelse og resultat i sin helhed
her.
Hvordan kan jeg undgå ulovlige downloads?
NJORD Law Firm har udarbejdet 10 gode råd til, hvordan du eller andre i din husstand undgår de mest almindelige faldgruber for ulovlig fildeling/download af film på internettet, og hvordan du bedst sikrer dig mod ulovlig aktivitet på din internetforbindelse.
Find NJORD Law Firms svar på de oftest stillede spørgsmål om ulovlig fildeling
Download eller print guiden ”10 gode råd til lovlige film på nettet”
Gå ikke glip af vigtig juridisk viden - Tilmeld dig vores gratis nyhedsservice
her →