Jurainfo logo
LUK
Juridiske nyheder Kurser Find juridisk specialist Jobbørs Domme
Om Jurainfo Podcasts Juridiske links Privatlivspolitik Kontakt
Ansøg om en profil Bliv kursusudbyder Bliv jobannoncør
Artikel

Opstramning i ansvar for førerne af motoriserede skateboards og løbehjul

Bech Bruun
03/08/2019
Opstramning i ansvar for førerne af motoriserede skateboards og løbehjul
Bech Bruun logo
Løbehjul og skateboards har efterhånden vundet popularitet hos mange og fylder godt i gadebilledet. Øget brug har medført yderligere regulering for lovlig anvendelse af disse køretøjer. De nye regler rammer ikke kun ejere og brugere, men også førere der kan risikere bødestraf. Før man selv erhverver en af de tohjulede genstande, eller finder smartphonen frem for at aktivere et af de mange løbehjul, er det værd at være opmærksom på de nye regler.








Færdselsstyrelsen har netop ændret i bekendtgørelsen om forsøgsordning for motoriseret løbehjul, samt bekendtgørelsen om forsøgsordning for selvbalancerende køretøj og motoriseret skateboard (herefter ”bekendtgørelserne”).

Ændringsbekendtgørelserne trådte i kraft den 4. juli 2019.


Hvad indebærer ændringerne?


Reglerne i bekendtgørelserne går hovedsageligt ud på en regulering af kravene til køretøjerne og anvendelsen af disse.

Ændringerne betyder, at køretøjets motor højst må kunne drive køretøjet op til en hastighed på 20 km/t. Det har betydning for vurderingen af, hvornår køretøjerne er omfattet af bekendtgørelsernes definition af et motoriseret løbehjul, selvbalancerende køretøj eller motoriseret skateboard, jf. bekendtgørelse om forsøgsordning for motoriseret løbehjul § 1, 2. pkt., og bekendtgørelse om forsøgsordning for selvbalancerende køretøj og motoriseret skateboard § 1, 2. pkt. og § 2, 2. pkt.

Indførelsen af de nye regler om anvendelse af de små motoriserede køretøjer betyder blandt andet, at påhængsvogne hverken må medføres eller tilkobles køretøjet. Ændringerne indebærer en skærpelse af den eksisterende formulering i bekendtgørelserne. Påhængsvogne må dermed heller ikke længere medføres køretøjet.

Ifølge Færdselsstyrelsen indebærer indsættelsen af begrebet medføres, at det for eksempel ikke er lovligt at trække en påhængsvogn efter et motoriseret løbehjul ved, at føreren holder en påhængs- eller sidevogn, mens føreren fører køretøjet. Baggrunden for reglen er, at køretøjerne ikke er beregnet til at medføre eller tilkoble påhængs- eller sidevogne.

Loven forudsætter desuden, at reflekser på selvbalancerende køretøj, motoriserede skateboards og motoriserede løbehjul opfylder kravene til reflekser i bekendtgørelse om cyklers indretning og udstyr m.v.


Hvad betyder manglende overholdelse af reglerne?


På trods af at de små køretøjer kan være smarte og effektive, når man er på farten, kan manglende overholdelse af forskrifterne have konsekvenser for ejere, varige brugere og førere.













Ændringerne i bekendtgørelserne indebærer en afgrænsning af persongruppen, der kan risikere at ifalde strafansvar, jf. bekendtgørelsernes § 15.

Efter den nye formulering af bekendtgørelsernes § 15 kan bødestraf overordnet komme på tale i to situationer.

Bødestraf kan blive aktuel, hvis køretøjet ikke er i overensstemmelse med forskrifterne. Det omfatter blandt andet overskridelse af kravene til køretøjets maksimale hastighed, vægt, længde og bredde, samt krav om CE-mærket, jf. bekendtgørelsernes § 15, stk. 1. Ejeren, eller den der er varig bruger af et køretøj, kan ifalde strafansvar.

Føreren af køretøjet kan tillige risikere strafansvar, hvis føreren ved eller burde vide, at køretøjet ikke opfylder kravene nævnt i § 15, stk. 1, 2. pkt. Det betyder, at en fører, der eksempelvis lejer et løbehjul, kan risikere at pådrage sig strafansvar, hvis vedkommende ved eller burde vide, at løbehjulet kan overskride hastighedsgrænsen på 20 km/t., eller at løbehjulet har en egenvægt, der overskrider 25 kg.

Derudover kan bødestraf komme på tale ved manglende overholdelse af kravene til anvendelsen af køretøjerne, jf. bekendtgørelsernes § 15, stk. 2. Det omfatter blandt andet forbud mod at transportere andre personer end føreren, forbud mod at medføre og tilkoble påhængsvogne eller sidevogne, alderskrav til føreren, samt krav til lygter og reflekser.
Det er føreren af køretøjet, der har ansvaret for, at bestemmelserne opregnet i bekendtgørelsernes § 15, stk. 2, overholdes.

Med ændringerne kan juridiske personer nu også ifalde strafansvar, jf. bekendtgørelsernes § 15, stk. 5.


Bech-Bruuns kommentarer


Ændringerne indebærer en sproglig klarhed over lovlig indretning af de selvbalancerende køretøjer, motoriserede skateboards eller løbehjul. Derudover er der nu skabt klarhed over, hvem der kan risikere at ifalde strafansvar, samt hvornår strafansvar kan blive aktuelt. De nye regler kan anses for at afspejle en skærpelse af kravene til lovlig indretning af køretøjerne.

Med formuleringen i bekendtgørelsernes § 15 skal førere af køretøjerne være opmærksomme på, at de også kan blive mødt med bøde, hvis køretøjet er ulovligt indrettet. Dette kan forventes særligt at være relevant for de mange borgere, der vælger at leje et af de offentligt tilgængelige løbehjul.

Ændringerne er én af de mange regler, som borgerne skal sætte sig ind i, før de tager et af de små motoriserede køretøjer i brug. Den seneste, stigende udvikling af straf for ulovlig kørsel afspejler udbredt uvidenhed i befolkningen om de gældende regler, herunder at el-løbehjul og skateboards er, på samme måde som øvrige motoriserede køretøjer, omfattet af reglerne om spirituskørsel, jf. bekendtgørelsernes §§ 11 og 13.

 






Gå ikke glip af vigtig juridisk viden - Tilmeld dig vores gratis nyhedsservice her →
Artiklen er forfattet af:
Har du spørgsmål til dette indlæg, er du mere end velkommen til at kontakte mig.
Artikler, der kunne være relevante for dig
Ny politisk klimaaftale om større energiparker på land
Ny politisk klimaaftale om større energiparker på land
20/12/2023
Energi og forsyning, Offentlig ret, Miljøret
Nye rammevilkår skal fremme VE-anlæg på land
Nye rammevilkår skal fremme VE-anlæg på land
02/01/2024
Energi og forsyning, Offentlig ret
Kan kommuner yde anlægsstøtte til private aktører, der varetager både kommunale og ikke-kommunale opgaver?
Kan kommuner yde anlægsstøtte til private aktører, der varetager både kommunale og ikke-kommunale opgaver?
11/01/2024
Stats- og forvaltningsret, Offentlig ret
Arealudviklingsselskaber - husk fusionskontrolreglerne
Arealudviklingsselskaber - husk fusionskontrolreglerne
05/02/2024
Konkurrenceret, Fast ejendom og entreprise, Offentlig ret
Kommune frifindes for ansvar i opsigtsvækkende og medieomtalt sag om én mors mishandling af egne børn
Kommune frifindes for ansvar i opsigtsvækkende og medieomtalt sag om én mors mishandling af egne børn
09/02/2024
Offentlig ret, Stats- og forvaltningsret
Rørført CO2 – nyt lovforslag på vej
Rørført CO2 – nyt lovforslag på vej
01/03/2024
Miljøret, Energi og forsyning, Offentlig ret
Jurainfo logo

Jurainfo.dk er landets største juridiske nyhedsside. Her finder du juridiske nyheder, kurser samt ledige juridiske stillinger. Vi hjælper dagligt danske virksomheder med at tilegne sig juridisk viden samt at sætte virksomheder i forbindelse med den rigtige juridiske rådgiver, når de har brug for råd og vejledning.

Jurainfo.dk ApS
CVR-nr. 38375563
Vandtårnsvej 62B, DK-2860 Søborg
(+45) 71 99 01 11
kontakt@jurainfo.dk
Ønsker du hjælp til at finde en specialist?
2024 © Jurainfo.dk - Juridiske nyheder og arrangementer samlet ét sted